Skrevet af Maja
Jeg fødte min datter på Lucile Packards Children's Hospital, Stanford, Palo Alto, Californien, USA, hvor vi boede på det tidspunkt.
Min fødsel var præcis så lang, rædsomt smertefuld og fuldstændig almindelig, som den er for langt de fleste førstegangsfødende. 36 timer fra start til slut.
Jeg var mest bekymret for, at lægerne bare ville pumpe mig med en masse "drugs" og hive barnet ud ved kejsersnit, sådan som det desværre sker ca. dobbelt så mange gange i USA sammenlignet med Danmark. Min angst motiverede mig til at gennemgå en normal fødsel med så få indgreb som muligt, men dog på hospitalet fremfor en hjemmefødsel, så vi var i sikre hænder "just in case".
Vi hyrede en såkaldt "doula" (en fødselshjælper) til at hjælpe os, blandt andet fordi vi som danskere ikke var helt bekendt med rutinerne omkring en amerikansk fødsel og ikke vidste helt, hvad vi kunne forvente at skulle tage stilling til undervejs. Det var også rart, at der var en erfaren, fornuftig person tilstede, så vi ikke på noget tidspunkt var ladt alene.
Der var ikke travlt på hospitalet, da jeg fødte, så sygeplejerskerne endte med at sidde inde hos os det meste af fødslen, men det kunne ligeså godt have været en anderledes situation.
Vores doula var min yoga-underviser. Hun var desuden uddannet massageterapeut. Det mente jeg nok skulle komme mig til gode, men jeg synes ikke, jeg magtede så megen indgriben, da det kom til stykket.
Vandet gik midt om natten, 2 uger før min terminsdato. Jeg synes ikke, jeg havde veer, men de var stille og roligt i gang, viste det sig, da vi kom på hospitalet og fik kørt en strimmel.
Alt så fint ud, og vi fik lov til at tage tilbage, selvom der skulle en del overtalelse til. Normalt bliver man indlagt af hensyn til infektionsfare, når vandet er gået. Vi arbejdede det bedste vi havde lært med veerne det næste døgn.
Da vi tog tilbage til hospitalet, ca. 26 timer efter vores første besøg, var jeg meget dårlig og træt. Vores doula hjalp os væk fra sygeplejerskernes ve-stimulerende drop og diverse andre injektioner.
Jeg stod under bruseren og kastede op og rokkede fra side til side. Jeg havde en idé om at skulle ånde barnet ud, bruge min yoga, "squatte" og hjælpe min krop med at bringe barnet nedad og fremad, men jeg havde så mange smerter og havde så svært ved at give slip på en vé, når den egentlig slap mig, at det var svært for mig at slappe af mellem veerne.
Ja, der var altså 12 timer, der var særdeles usjove. For h-u-l-e-n det gjorde nas! Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor det kom sådan bag på mig. Jeg troede måske, jeg var forberedt på alt, at min smertetærskel var helt vildt høj, at min motivation og styrke ville gøre det nemt for mig etc. Det kom bag på mig, at jeg havde så lidt kontrol over situationen.
Som et eksempel på mit manglende overskud kan jeg nævne, at det gik mig voldsomt på, at der på et tidspunkt blev sniksnakket rundt omkring mig, mens jeg sad og kæmpede i en gyngestol med lukkede øjne. Men jeg kunne ikke bede folk om at holde deres forpulede kæft og koncentrere sig lidt om mig, så det blev bare til et spagfærdigt "help".
På et tidspunkt havde jeg vildt tørre læber. Jeg bad min mand om noget læbepomade, men havde ikke kræfter til at sige ordet, så jeg forsøgte at gøre det lettere ved at sige det på engelsk "lipbalm", men det lød vildt underligt. Min mand fattede ingenting.
"Hvad siger du, min skat? Vil du ha' noget at drikke?". Jeg prøvede igen, men jeg kunne ikke sige det tydeligere. Stadig ingen hjælp at hente fra min stakkels uforstående mand. Så råbte jeg i al min mobiliserede fortvivlelse meget vredt "LÆBEPOMADE FOR HELVEDE!". I dag griner jeg af det, men det var ikke sjovt i situationen.
Min doula hjalp med at foreslå forskellige stillinger og måder at arbejde med veerne på, og både hun og min mand roste mig meget og fik mig til at føle mig vildt dygtig!
Jeg fandt ud af, at jeg kom bedst gennem veerne ved at udstøde en høj klar tone, som faldt langsomt i takt med at veen klang af. Det har været noget af en koncert! 12 timers vé-solosang! Jeg følte mig ikke spor dum eller pinligt berørt. De støttede mig og sagde "FLOT tone, godt, du arbejder så fint" osv.
Lyden af min egen stemme blev et fixpunkt for mig under veerne, et sted at fokusere og en måde at kontrollere åndedrættet på og samtidigt et tydeligt skel mellem vé og ikke-vé - også for de andre at høre, men mest for mig selv. Jeg havde behov for at skelne mellem, hvornår jeg kunne slappe af og hente kræfter til næste vé, og hvornår jeg var på og skulle arbejde. Jeg blev mere og mere stillesiddende, for hver gang jeg bevægede mig, fremkaldte jeg endnu en vé, og jeg havde sådan brug for pauserne.
Jeg hørte sygeplejersken have ondt af mig og foreslå forskellige indgreb, men min doula talte min sag og sagde, at jeg klarede det så fint. Jeg havde været nervøs for at komme til at sidde i een stilling med monitor på, men da det kom til stykket, hjalp det mig fantastisk meget, at sygeplejersken talte mig gennem veen: "u kommer der en god, stærk ve. Den er på vej op. Den topper nu, den topper nu. Så klinger den af, giv slip, giv slip på den". Så pustede jeg ud og sagde "pyyyh" og slappede af indtil næste vé.
Presseveerne dukkede op ud af det blå. Jeg forventede "de konstruktive smerter", man kunne få lov at arbejde med på, men de gjorde mig angst, og det føltes virkelig som om, jeg SLET ikke kunne klare det!
Men på INTET tidspunkt gav jeg op. Jeg sagde ikke "Jeg gider ikke mere, bare giv mig det kejsersnit". Jeg sagde "Jeg kan ikke mere" og "Jeg tror ikke, jeg kan klare det", men min mand trøstede mig, holdt mig i hånden, aede mig over håret og forsikrede mig om, at jeg godt kunne.
Jeg endte dog med at få et skud narkotika af den slags, man giver brandsårsofre, fordi det har meget kort levetid og derfor ikke påvirker barnet. Desværre fik jeg det netop, da veerne intensiveredes og blev til presseveer, så jeg synes ikke, jeg fik nogen effekt af det. Men min mand sagde, jeg var helt væk mellem veerne, og at jeg fik slappet bedre af end tidligere.
Min gynækolog (man føder ikke med jordemoder, med mindre man specifikt beder om det fra allerførste løgebesøg) blev tilkaldt, da jeg fik presseveer. Han dukkede op efter ca. 30 minutter, satte sig ned og ville se situationen an. Men ved den næste presseve fløj han hen til mig, fik handsker på og begyndte at massere mit mellemkød med olie.
Jeg råbte til ham, at jeg ikke ville flække! 3 presseveer senere skreg jeg, så jeg troede, min strube fløj med ud af halsen på mig, og pressede min datter ud i ét hug, og det magiske hændte: Al smerte stoppede med et!
Det er det vildeste mirakel. Det ene øjeblik går du gennem dit livs traume, det næste øjeblik er der kun barnet. Lige dér på min mave, sund og rask og helt uigenkendelig. Et lille nyt menneske, som man ikke fatter, lige har været inde i ens liv.
Jeg endte med at få 3-5 sting for en lille flænge, og det er ikke noget at snakke om, selvom man er øm og bare gerne vil have lov til endelig at have sit skridt i fred efter al den opmærksomhed.
Jeg blev kylet ud af hospitalet efter 2 døgn, som det hører sig til "over there", også selvom min nyfødte datter blev indlagt 18 timer gammel til observation, lysbehandling mod gulsot og 6 døgns antibiotika kur.
Det er meget mærkeligt, at man med det samme er to personer med hver sin læge, hver sin sygeplejerske og hver sin indlæggelse. Det er kotume, at man overbehandler i USA, eller i hvert fald dér, hvor jeg fødte, fordi man vil undgå enhver form for sagsanlæg. Man skal ikke komme og sige, at de ikke gjorde deres bedste, også selvom der ikke er tale om noget alvorligt.
Men vi endte med at få vores lille amerikaner med os hjem på 6. dagen for hendes fødsel. Nu er hun 2 år, og jeg vil slutte mit indlæg med at sige, at jeg endnu ikke har glemt, hvor smertefuldt det var at føde hende.
Det der med, at klappen går ned, og at man kun husker alt det vidunderlige, og at man bare er ét med Moder Jord og oplever urkræfterne i sig - min bare...
Men jeg ville gøre det igen når som helst! Intet i verden kan måle sig med min datter. Hun er det bedste, der er hændt mig udover hendes vidunderlige far.
14-12-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025