Skrevet af Mai-Britt
Jeg sad og læste om en, som havde født i USA, og på mig lød det lidt som om, det var en dårlig oplevelse. Så jeg vil fortælle min, for jeg har også født i USA i West Palm Beach i Florida, og det er den bedste fødselsoplevelse, jeg har haft. Jeg har født to gange i Danmark og nu den sidste i april 2003 derover. Hvis jeg skulle gøre det igen, ville det blive i USA.
Jeg havde en pragtfuld gynækolog og savnede bestemt ikke en jordemoder. 7 måneder inde i graviditeten sagde jeg, at jeg ville have fødslen på mine betingelser, dvs. ingen smertelindring (hvilket gjorde mig til en helt i mine amerikanske venner og kollegaers øjne), kun kejsersnit i alle yderste nødstilfælde, jeg ville have min baby op med det samme, og jeg ville vide, hvor meget hun vejede og målte i metersystemet og ikke det amerikanske system. Okay, sagde han, no problem.
Man går oftere til kontrol derover, hvilket jeg fandt betryggende. Man bliver scannet midtvejs, og der kan de se, hvilket køn det er, og jeg har kun mødt en, hvor det ikke passede. Vi vidste tidligt, at vi skulle have en lille pige. Vi blev spurgt, om vi ville vide det, og det havde vi bestemt os til. Underlig regel i Danmark, at de ikke må sige det, selvom de kan se det.
2 dage efter min termin fik jeg de første veer ved 7-tiden om aftenen, og kort efter ringede jeg til min mand, som var på arbejde. Klokken 8.30 ringede vi til min gynækolog, som bad os tage til sygehuset.
Derinde lå jeg på en noget så hyggelig stue med blomstret tapet, sofa, bord og stole, og selvfølgelig et TV, men det var nu hyggeligt at ligge og se CNN imellem veer (og det blev slukket, da selve fødslen satte i).
Min mand og steddatter på 20 var der, og det var bare så hyggeligt, hvis det da ikke lige var for veerne. klokken 22 kom min gynækolog og var der resten af tiden.
Klokken 11.15 om aftenen blev vores smukke datter født. Jeg fik selv lov til at trække hende ud, da skulderne var igennem. Hun kom op til mig som lovet, inden hun blev vejet. I danske mål for hendes mors skyld og amerikanske for hendes fars skyld. Den eneste lille negative ting for mig var, at de med det samme spurgte, om hun skulle have bryst eller flaske. Men i USA er det næsten mere almindelig med flaske end bryst fra starten. Jeg sagde selvfølgelig bryst.
Vi blev kørt op på en enestue, som er kutyme på Wellington Regional Medical Center. Lækkert ikke at skulle dele med nogen. Min familie kunne være der, så meget de kunne.
Efter 48 timer kom vi hjem. Det var lige tilpas, og jeg har erfaret, at var hun født i min hjemkommune i Danmark, var vi kommet hjem efter 4 timer! Så meget for dansk velfærd.
En lille sjov ting ved indlæggelsen var, at min datter havde en tyverialarm på benet. Lidt skræmmende, men vi kunne heldigvis le ad det.
Men helt klar den bedste graviditets- og fødselsoplevelse, jeg har haft til dato. Jeg blev behandlet som en dronning de fleste steder, for man er meget beskyttet som gravid derover. Man kommer først i køen på posthuset, alle åbner døre for en.
På mit arbejde blev der vist så mange hensyn, og jeg valgte selv at arbejde til 14 dage før min termin. Jeg kunne have stoppet før, men jeg var jo ikke syg "bare gravid", og jeg følte ikke for at gå hjemme, men nød at være på arbejde med mine dejlige kollegaer.
Nu er vi hele vores dansk/amerikanske familie (min mand er amerikaner) tilbage i Danmark, men jeg savner min amerikanske tilværelse.
Jeg høre mange fordomme om USA, men de fleste passer ikke. F.eks. betalte vi ikke noget til læge og sygehus, det gjorde forsikringen, som vi havde igennem min mands arbejde. Og selvfølgelig er de mere omhyggelige derover på grund af risikoen for at blive sagsøgt, men det giver jo bare en bedre behandling, for man venter ikke lige og ser tiden an.
21-01-2005
|
Kommentarer
© 1999-2025