Skrevet af Charlotte
Mit navn er Charlotte, jeg er 26 år, og jeg fødte mit første barn den 25. november 2004.
Det er onsdag formiddag den 24. november. Jeg er gået 9 dage over tiden, og jeg keder mig bravt. Min søster og svoger tager mig så med en tur i det lokale storcenter. Jeg er overbevist om, at jeg skal på fødegangen om mandagen for at blive sat i gang.
Efter et par timers traven i centeret bliver jeg godt træt kørt hjem. Da jeg efter min frokost vil rydde af bordet, har jeg meget ondt omkring halebenet. Jeg bander over, at den forbistrede iskiasnerve skal drille mig igen. Jeg tilbringer de næste 4 timer siddende helt lodret i sofaen, indtil vi skal til fødselsdag kl. 18.
Et besøg på kirkegården skal vi også nå. På vej til gravstedet vil min kæreste gerne opmuntre mig lidt, da jeg konstant bander over mine plukkeveer, vralten og mit haleben, så han giver mig et solidt klask i røven (han havde lige glemt, at jeg havde ondt). Jeg råber så vist lidt højlydt og må så lige holde en pause. Det gjorde ondt.
Vi ankommer til fødselsdag, og appetitten er ikke på sit højeste. Vi beslutter at tage hjem kl. 21, da jeg er meget træt. Efter hjemkomsten kæmper jeg mig med det samme op på sofaen. Vi har kun været hjemme i 10 minutter, da vandet kl. 21.25 går, til stor forbavselse for mig selv. For jeg havde overbevist mig selv om, at når jeg var gået over tiden, så skulle jeg sættes i gang på fødegangen. Men nej.
Vi kører på sygehuset i god tro om, at vi nok bliver sendt hjem igen. Ved undersøgelsen har jeg så åbnet mig 2 cm, og efter det "dejlige" lavement tager de det sidste af fostervandet. Og så skal jeg love for, at veerne begyndte.
Kl. ca. 22 fik jer veer med 2 minutters mellemrum, så den meget korte tur fra undersøgelsesstuen til fødestuen blev da også afbrudt af veer ude midt på gangen.
Inde på fødestuen blev jeg anbragt på en dobbeltseng, og det eneste, der kørte i mit hoved, var, om nu min kæreste havde sørget for at få hunden passet. Skørt ikke?! Da jordemoderen så siger, at nu begynder jeg at lyde som én, der ville have godt af at komme i vand, tænker jeg ikke, at det ville være dejligt, men hvordan lyder man som én, der skal i vand?
Det var selvfølgelig ikke det, jordemoderen mente, men i vandet kom jeg. Det var pragtfuldt. Det tog lige toppen af veerne. Jeg fortæller, at jeg helst vil undgå epiduralbedøvelsen, hvis jeg kan.
Klokken er nu ca. 02.00, og veerne kommer med ca. 5-8 minutters mellemrum. Kl. ca. 03.00 bliver jeg hjulpet op på fødesengen. Nu gør det rigtigt ondt. Da jordemoderen endnu engang skal mærke på mig, begynder jeg at tude. Det kan jeg bare ikke klare. Det gør nemlig mere ondt end veerne!
Kl. ca. 04.00 siger jordemoderen, at nu skal jeg presse. Det kommer meget bag på mig, da jeg ikke troede, at man måtte presse uden presseveer. Så jeg siger forbavset: "Skal jeg presse nu?".
Da der er gået lidt, spørger jeg, hvor lang tid jeg skal presse. En lille time, får jeg fortalt. Så spørger jeg igen, hvor lang tid har jeg presset. Kun 10 minutter, bliver der sagt. Jeg troede, det var løgn. 50 minutter mere af dette smertehelvede, for smertelindring havde jeg ikke fået noget af - ikke engang masken, fordi jeg havde kvalme.
Men ak, torsdag den 25. november kl. 04.34 blev min lille søn født. 53 cm og 3.840 gram.
17-04-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025