Skrevet af Tina
Jeg havde termin den 3. september 2004. Men det havde baby ikke hørt, så selvom jordemoder fjernede fostervandet 4 dage over tid, måtte jeg alligevel have en tid til igangsættelse den 17. september 2004.
Den 17. september kl. 8.00 ankom min mand og jeg på fødegangen. Der var mega travlt, så jeg frygtede, at de ville sende os hjem igen, men det gjorde de heldigvis ikke.
Jeg fik først kørt en strimmel og blev scannet. Alt var perfekt. Baby lå stadig med hovedet helt nede, så der var ikke nogle problemer med at få lagt en stikpille op. Jeg lå en time, mens pillen blev opløst, og derefter tog vi hjem.
4 timer senere kl. 12.00 ankom vi igen til fødegangen. Ikke en eneste ve, men jeg havde åbnet mig 2 cm, så jordemoderen kunne komme til at prikke fostervandet. Det gjorde hun så kl. 13.10. 5 minutter senere kunne jeg mærke en lille ve, og jeg kan huske, at jeg tænkte: "Nåh, er det veer, det er da ikke noget at snakke om".
Kl. 13.25 fik jeg lavement, og der gik kun 10 minutter, så virkede det. Små veer stadigvæk.
Kl. 14.45 gjorde det så ondt, at jeg troede, jeg skulle dø, og det gjorde min mand også, så han blev ved med at sige: "Skal du ikke snart have noget smertestillende?".
Vi var alene på stuen, for der var rigtig mange fødsler den dag, og jordemoderen havde sagt, at jeg ville åbne mig ca. 1 cm i timen. Min mand måtte hente en jordemoder og bede hende om noget smertestillende. Jeg fik lattergas. Det hjalp egentlig ikke, men jeg ville ikke stikkes.
Jordemoren undersøgte mig. Jeg var 7 cm åben. Jeg havde altså åbnet mig 5 cm på en time. Jordemoderen gik igen og sagde, at der ville gå en lille time endnu, men efter et kvarter måtte min mand igen hente jordemoderen. "Hun føler altså, at hun skal presse", sagde han. Men det troede jordemoderen ikke på, men den var skam god nok, jeg var 10 cm åben.
Kl. 15.05 begyndte jeg så at presse. Det gjorde ondt, og jeg kunne mærke, at der løb noget ud af endetarmen.
Kl. 15.25 var hovedet ude. Jeg fik lov til at mærke, og det var dejligt. Sikken en masse hår, nåede jeg lige at tænke inden den næste ve.
Kl. 15.27 var baby helt ude, og lige på sekundet var alle de frygtelige smerter væk. Utroligt!
Jeg havde født den dejligste "lille" pige. 4.200 gram og 54 cm. Hun blev med det samme lagt på mit bryst og suttede med det samme. Vi beundrede hende, mens jordemoder hev i navlesnoren for at få moderkagen ud. Endelig lykkedes det.
Det viste sig, at jeg var sprunget hele vejen om i endetarmen og nogle af lukkemusklerne også. Æv.
Der kom en læge og syede. Det gjorde også ondt, for hun kunne ikke bedøve helt. Hun kunne ikke forstå, at det blev ved med at vælte ud med blod, og jeg kunne høre, at hende og jordemoderen snakkede om, at hele moderkagen ikke var kommet ud.
Hun syede og syede i over en time. Jeg kunne mærke, at jeg blev mere og mere sløv, og til sidst blev jeg hastet op på en operationsstue - og rigtigt nok, der var en håndfuld af moderkagen oppe i livmoderen.
Da jeg kom ned fra operationen, mødte min mand og min datter mig. Nøj, hvor var jeg glad for at se dem. Heldigvis havde de det godt.
Det var en frygtelig fødsel, synes jeg, men selvom det var det, er der ikke noget, der kan overskygge det at få sådan en dejlig gave.
Nu er det et halvt år siden, og jeg har heldigvis ikke fået nogen mén, men jeg tror nu nok, at jeg vælger at få kejsersnit næste gang.
08-05-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025