Skrevet af Vikie
Jeg er en pige på 22, som har været sammen med min kæreste i 2½ år. I starten af juli blev jeg syg og kastede op hele tiden. Derfor gik jeg til læge fredag den 8. juli. Jeg fortalte lægen om mine symptomer, og hun mente, at jeg var gravid.
Jeg var selv sikker på, det var en maveinfektion, da jeg havde taget mine p-piller uden forglemmelser. Derfor fik jeg først taget en graviditetstest og derefter en blodprøve. Da jeg var på vej hen, hvor blodprøven skulle tages, kom lægen og sagde: "Bare rolig, prøven var negativ".
Jeg fik så lettet taget diverse blodprøver, og da jeg sad og ventede på svaret, kom lægen hen til mig og sagde, at jeg skulle komme med ind igen. Hun undskyldte meget og sagde, at graviditetsprøven nu viste positiv.
Derefter undersøgte hun mig og sagde, jeg var 6 uger henne. Jeg græd og græd, og min kæreste gjorde alt for at trøste mig, men ingen af os kunne forstå det. Vi fik en tid til at komme og snakke med en anden læge mandag den 11. juli.
I hele weekenden snakkede vi om alt - både hvordan en abort eller et kommende barn ville ændre vores liv. Jeg græd hele tiden og kunne ikke spise og kastede op, bare jeg så mad. Vi var derefter 99% sikre på, at vi ikke ville have et barn nu, og jeg skulle have foretaget en kirurgisk abort. Vi aftalte, at det skulle ske hurtigst muligt, da jeg ikke ville i 8. uge, hvor fosteret begynder at udvikle sig.
Så kom vi til lægen mandag. Vi får svar på vores spørgsmål angående abort, og jeg skriver under på, at jeg vil til en undersøgelse før aborten. Derefter siger lægen til os, at hun vil undersøge mig og tage en klamydiatest, da hun ikke stoler på andre lægers ord for graviditetstiden.
Hun fortæller os derefter, at jeg er 8 uger henne. Der bliver jeg igen knust, da jeg havde ønsket, at det ikke skulle komme så langt. Min kæreste spørger, om vi kan risikere at nærme os den kritiske periode for at nå at få abort. Hun lover os 110%, at jeg i hvert fald ikke er mere end 8-9 uger henne. Vi beder hende så om at haste en tid til abortundersøgelse, så vi kan få det overstået. Jeg får så en tid på sygehuset fredag den 15. juli.
Vi ankommer til undersøgelsen og snakker med lægen om vores valg, og at vi ønsker aborten hurtigst muligt, da vi ikke vil have, at fosteret udvikler sig yderligere, og vi ikke kan holde til flere chok. Han siger, at han lige vil scanne mig for at være sikker på, hvor langt jeg er henne.
Da han er færdig, vender han ryggen til og kigger ud af vinduet. Derefter tager han ved mig og siger: "Beklager, men jeg bliver nødt til at give jer et endnu større chok". Jeg var i 13. uge (præcis 12+6). Hvordan kan læger tage så meget fejl?
Både mig og min kæreste knækkede sammen der. Vi græd og græd og kom ind i et værelse for os selv, hvor vi kunne snakke. Derefter gik vi tilbage til lægen, som fortalte, at vi kunne søge om tilladelse til abort, men at det i så fald ville foregå som en fødsel. Vi får så en tid til en samtale ved amtet mandag den 18. juli.
Vi havde altså 48 timer til at træffe et valg, som uanset hvad ville ændre resten af vores liv. Vi snakkede om det i ca. 40 af timerne (ingen af os kunne sove). Det var de samme ting, vi blev ved med at sige og komme frem til, da det hele var så stor en mundfuld, og vi begge var fuldstændig udkørte.
Tankerne fløj rundt i hovederne på os. Især tanken om at skulle tage 2 piller, som dræber fosteret og får det lille hjerte til at stoppe med at slå. Tanken om at skulle føde et dødt foster. Tanken om at se os selv i øjnene bagefter. Tankerne om de mange konsekvenser, både psykiske og fysiske.
Lægen sagde, at det ville være det værste, jeg nogensinde ville blive udsat for. Men var det 1 år frem eller resten af livet, jeg ikke kunne se mig selv i øjnene? Vi var bange for, det ville medføre store psykiske konsekvenser at få en abort nu. Men samtidig kunne vi ikke se os selv som forældre nu. Så vi hældte ikke mest til et af valgene - tværtimod ønskede vi ingen af delene.
Derudover var der samtalen i amtet. Hvis vi ikke havde bestemt os inden da, var det ikke vores eget valg mere. Og hvad hvis vi valgte abort, men fik et nej?
Vi snakkede med begge vores hold forældre, og de støttede os alle sammen 100%, uanset hvad vi ville vælge, men de syntes, vi skulle beholde barnet. Mine forældre mente ikke, jeg ville kunne klare det psykisk, hvis jeg skulle føde et foster, men ikke havde noget barn bagefter.
Søndag middag var vi stadig ikke kommet frem til noget. Vi måtte se det på en anden måde. Ikke at træffe det, vi helst ville, da vi stadig ikke vidste det, men derimod vælge det fra, vi ikke kunne klare. Og så var beslutningen truffet. Vi skulle have et barn! Vi skulle være forældre! Vi skulle ændre vores liv for altid!
Ingen af os følte os sikre i vores valg, og der gik da også et par uger, før den resterende familie samt venner fik det at vide. Men få dage efter det blev vi scannet igen, og da det lille udviklede barn vinkede til os, vidste vi, at vi havde truffet det rigtige valg.
Det er nu 2½ måned siden, og vi glæder os helt vildt til at skulle have et barn. En lille prinsesse, der er sat til at komme til verden den 17. januar 2006. Vi har købt drømmehuset og kan ikke vente til, vi alle 3 flytter derud og starter resten af vores liv.
Når jeg ser tilbage på de dage, vi var igennem, ved jeg, at vi stadig ikke kunne have gjort det anderledes. Vi fortryder intet, men er derimod glade for, at vi fik snakket det hele igennem og sammen fandt frem til en beslutning.
Og vi ved med sikkerhed, at vi ikke havde klaret det uden vores venners og familiers opbakning. Og jeg havde personligt ikke klaret de dage uden min kærestes støtte. Det vil jeg aldrig glemme ham for!
25-10-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025