Skrevet af Karina
Det her er min historie om min fødsel af mit barn nr. 2, som var en rigtig god fødsel.
Jeg var gået 14 dage over tid og havde tegnblødning om morgenen, da jeg stod op. Jeg ringede til Skejby Sygehus, da jeg var 14 dage over tid og skulle ind til kontrol.
Da jeg ankommer, er der en jordemoder og en jordemoderelev. Vi snakker frem og tilbage, og det ender med, at hun undersøger mig og kan konstatere, at jeg er 2 cm åben. Hun laver en hindeløsning. Der er klokken ca. 11.
Da jeg sidder i bussen på vej hjem, får jeg de første små veer. Jeg kan huske, at jeg var vildt spændt.
Da klokken er ca. 13, begynder veerne at nive lidt, og jeg ringer efter min mand. Han mente ikke, at han behøvede at komme hjem, og han havde ikke tid til at holde fri, plus at han skulle til bestyrelsesmøde i vuggestuen om aftenen. Men jeg insisterede på, at han skulle komme hjem.
Vi er på fødegangen ca. kl. 15, hvor jeg bliver undersøgt. Jeg er kun 3 cm åben, men jeg kommer i badekar. Det var bare skønt. Men hold op hvor gjorde det ondt. Min søde jordemoder spørger mig om, hvad mine planer er for fødslen, og jeg svarer ingen klip, sugekop, morfin, blokade og kejsersnit.
Hun når lige at gå ud af stuen, og så får jeg min mand til at hive i snoren, for hold kæft hvor gjorde det pludselig mega ondt. Jeg skulle bare have en blokade, og det skulle bare være nu.
Jeg kommer op af badekaret, men mine ben knækker under mig, og jeg kan ikke komme op. Min mand bliver lidt sur og står og hiver i min arm, mens han siger, at så ondt kan det da ikke gøre, og jeg skal stoppe med at skabe mig. Jeg kradser hans arm, mens jeg brøler.
Jordemoderen får mig overbevist om, at hun hellere må undersøge mig, og det var ret godt, for jeg er 8-9 cm åben. Jeg kommer op på briksen og får lattergas. Det virkede bare rigtig godt på mig. De sagde bagefter, at det var få, lattergas virkede så godt på.
Jeg får ret hurtigt presseveer, og jeg kan huske, at jeg tænkte ved hver presseve: "Få den lort ud af mig". Jeg kan ikke helt huske, hvor lang tid jeg havde presseveer, men det var ikke ret lang tid - ca. 10-15 minutter, så var han ude kl. 18.30.
Jeg fik et sting, så det var heldigt sluppet. Da vi gik over parkeringspladsen, var det bare så uvirkeligt. Her havde vi et barn, og for et døgn siden var der ingen tegn på, at han ville komme. Da klokken var 22, sad vi og ringende rundt.
Min datter Maya sov ved min mor. Min mor og stedfar kom med Maya og champagne næste dag, og vi fik stort morgenbord, mens vi beundrede Tobias. Det var bare så hyggeligt. Efter vi havde set, at kronprinsen var blevet forlovet, gik mine forældre hjem.
Det var bare så godt i forhold til Mayas fødsel, som tog næsten 3 dage. Jeg havde slet ikke drømt om, at det kunne være sådan at føde.
Nu er der gået 2 år, og Tobias kan så meget. Jeg fatter det ikke.
11-11-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025