Skrevet af Karina
Det hele startede tirsdag den 17. maj 2005, hvor jeg var til en rutinemæssig undersøgelse hos min jordemoder. Jeg havde termin den 4. juni. Jeg klagede over, at jeg var begyndt at klø på hænder, fødder og mave, så jeg ville gerne have noget, som kunne lindre kløen. Jeg troede, at det var almindelig graviditetskløe, men da hun hørte, at jeg sad oppe om natten for at klø mine fødder, sendte hun mig videre til sygehuset for at få taget en blodprøve.
På sygehuset tog de mig meget alvorligt, da jeg kom. Jeg blev scannet af flere læger, inden de sendte mig hjem med besked om at ringe igen om eftermiddagen for at få svar på prøven. Jeg ringede og fik at vide, at jeg skulle komme forbi og få medicin, da jeg havde forhøjede levertal.
På vej til sygehuset kørte jeg indenom og hentede barnevogn og alt det andet udstyr, vi havde bestilt. Min kæreste havde dagen inden klaget over, at han skulle gøre det, når engang babyen kom, så jeg var gået med til, at det skulle hentes inden.
Det skulle vise sig at være en god idé, for 2 km inden jeg nåede sygehuset, ringede en anden læge og sagde, at jeg skulle tage en taske med, for jeg skulle sættes i gang med det samme. Da det ville forsinke mig en time eller to, duede det ikke, og han sagde, at jeg måtte få fat i tasken på en anden måde. Lægen sagde i øvrigt, at jeg skulle forberede mig på, at det godt kunne resultere i et akut kejsersnit, så det var med rystende hænder, at jeg kørte ud og hentede min kæreste.
Jeg var slet ikke kommet så langt i graviditeten, at jeg var begyndt at længes efter at føde, nok fordi jeg som førstegangsfødende regnede med at gå over tid. Så i min verden var der stadig 3-4 uger tilbage, og det rystede mig ærligt talt, at vores lille baby lige pludselig skulle ud.
Da vi ankom til sygehuset, blev vi mødt af en anden læge, som med det samme sagde, at jeg ikke skulle have kejsersnit men bare sættes i gang med en stikpille.
Jeg fik den første stikpille tirsdag eftermiddag. Der gik nogle timer, og så kom veerne med ca. 3 minutters interval. De gjorde simpelthen så ondt, så jeg var overbevist om, at fødslen var nært forestående. Men efter 4-5 timer blev jeg undersøgt, og der var intet sket - det var kun stikpille veer. Livmoderhalsen var måske lidt blødere, men ellers var der ingen forandring. De stoppede derfor veerne med en cocktail, så jeg kunne få ro til natten.
Onsdag middag fik jeg så stikpille nr. 2, og så startede vi forfra med veer. De buldrede bare derudaf, men endnu engang var det bare stikpille veer, som ikke havde nogen effekt på livmoderhalsen (varede 1½ minut ad gangen med ca. 1½ minut imellem), og efter ca. 6 timer aftog de, og jeg blev sendt i seng.
Torsdag formiddag blev jeg undersøgt. Der var stadig ingen forandring, og jeg blev derfor sendt hjem med besked om at møde ind igen fredag morgen, da torsdag skulle være hviledag. Af en eller anden grund hastede det ikke længere med at få barnet ud, selvom jeg kløede mere og mere.
Fredag middag fik jeg 3. stikpille og fik lov til at tage hjem igen og skulle så komme igen, når veerne gik i gang. Desværre gik veerne i stå efter en time på sygehuset, og så tog vi hjem og ventede på lørdag og den 4. og sidste stikpille.
4. stikpille gav ingen veer overhovedet, og så havde vi jo fået at vide, at man max. gav 4 stikpiller, og hjalp det ikke, og man ikke kunne tage vandet, blev det et kejsersnit. Men nej, en anden læge var mødt ind, så i stedet for fik jeg 5. stikpille lørdag eftermiddag. Hvis ikke den satte gang i noget, ville man lægge en ballon op, som mekanisk skulle stimulere livmoderhalsen indtil søndag.
Jeg var helt ødelagt over den besked, for nu kunne min krop og mit hoved bare ikke mere, og jeg ville bare gerne snart holde min baby i armene. Lægen blev sur og sagde, at jeg skulle tage mig sammen, for man gav altså ikke bare sådan lige kejsersnit.
Lørdag aften var der endelig sket en lille smule med livmoderhalsen, som nu næsten var væk. Man gik fra ballonen og håbede på, at man i stedet kunne tage vandet søndag morgen. Om natten gik slimproppen, men ellers skete der ikke andet, end at vi forsøgte at sove lidt på fødegangen.
Søndag morgen lykkedes det en jordemoder at tage vandet (hun havde aldrig gjort det før på en, der var så lidt åben). Vandet var svagt grønt, så de satte med det samme en elektrode på barnets hoved. Han havde det fint.
Jeg fik ve-drop, og inden længe bragede veerne afsted, og jeg kastede op konstant. De gav mig akupunktur for at tage toppen af smerterne, men det hjalp kun i 5 minutter. De skruede lidt ned for ve-droppet, for at jeg kunne få lidt ro imellem veerne, men på det tidspunkt havde min egen krop taget over.
Jeg blev undersøgt omkring middagstid og var 2 cm åben. Jeg fik lagt en epiduralblokade, så de kunne skrue op for ve-droppet igen for at sætte fut i tingene, og det var for mig som at komme i himlen.
De næste 4 timer havde jeg veer for fuld skrue uden at mærke noget som helst. Jeg blev undersøgt nogle gange, men der var ikke sket mere, så der blev sat en deadline - hvis ikke der var sket mere klokken 18, blev jeg sendt til kejsersnit, da de ikke mente, barnet havde godt af at blive derinde, når nu vandet allerede var grønt om morgenen. Det var lige før, jeg håbede på, der ikke skete mere, for jeg var bare så træt og ville så gerne have det overstået.
Klokken 19 lå jeg på operationsbordet. De brugte nålen/røret fra min epiduralblokade til bedøvelsen. Men det var tilsyneladende ikke nok, for jeg følte, at de stod og stak knive i mig, da de skulle til at tage ham ud. Jeg fik derfor en bedøvelse, der sendte mig til drømmeland i 2 timer. Så da jeg åbnede øjnene igen, så jeg min søn for første gang. Han lå i armene på sin far, pakket ind i gul staniol som et lille påskeæg.
Han var lige så fin og dejlig, som jeg havde forestillet mig, at han ville være. Han var pænt stor taget i betragtning af, at der stadig var knap 3 uger til termin. 3.650 gram og 53 cm - tænk hvis jeg var gået 2 uger over tid.
Det var underligt, at han pludselig var ude, uden jeg havde set det, og jeg ville da gerne have oplevet at få ham lagt til brystet med det samme, men sådan skulle det ikke være. I stedet fik farmand en oplevelse for livet, da han fik lov til at sidde med ham som den første - noget som de færreste fædre vel oplever, og jeg var jo egentligt også bare glad for, at han var kommet ud i god behold.
Jeg håber, at denne lille historie har været med til at kaste lys over, hvordan en igangsættelse også kan være, når kroppen ikke helt er klar. Mange højgravide snakker om, at de gerne vil have fødslen sat i gang, da de ikke vil være gravide længere, men jeg er i hvert fald af den overbevisning, at man så vidt muligt skal lade naturen gå sin gang.
Skulle jeg gå hen og komme i samme situation næste gang mht. levertal, er der i hvert fald ingen tvivl om, at jeg forlanger kejsersnit tidligere i forløbet.
Venlig hilsen Karina med Daniel på 8 måneder.
04-04-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025