Skrevet af Camilla
Da jeg fik min første datter i 1996 ved planlagt kejsersnit på grund af UK-stilling, fik jeg efterfølgende en fødselsdepression, og da jeg ikke kendte til dette fænomen, så kunne jeg ikke sætte finger på, hvad der var galt.
Men jeg vidste, at alt ikke var, som det skulle være. Jeg kom dog ikke i behandling for min fødselsdepression førend 2 år senere, da jeg endelig fik sat ord på det.
Dette var så årsagen til, at jeg i marts 2004 bad om at blive sat i gang, fordi jeg var bange for, at jeg skulle samme tur igennem igen efter denne fødsel.
Min mand og jeg ventede vores første fælles barn, en pige, i marts måned 2004. Graviditeten var forløbet fint, dog med lidt småskavanker. Sidst i graviditeten begyndte jeg at blive meget besværet af maven. Så meget, at jeg begyndte at tage afstand rent mentalt til den og dens indhold.
Dette fortæller jeg en afdelingslæge på gynækologisk afdeling på Roskilde Amts Sygehus. Hun tilbyder os en igangsætning, måske fordi hun godt kan fornemme, at jeg faktisk er smadder nervøs. Vi fik derfor tilbudt at komme til igangsætning den 8. marts 2004 klokken 9.
8. marts 2004
Vi møder på sygehuset til aftalt tid med den pakkede taske, en masse blade, bøger og lidt guf. Vi havde afleveret Maia i skolen, og Morfar ville så hente hende senere, da han skulle passe hende, mens vi var på sygehuset. Mormor skulle nemlig med til fødslen bare som støtte og hjælp til min mand. For nu skulle det være nu. Det var vi ret sikre på.
De starter med at tage blodtryk. Derefter får jeg kørt en strimmel i ca. 30 minutter, og alt ser fint ud. Jeg har dog et par enkelte plukkeveer, som den registrerer, men ikke noget voldsomt.
De lægger så den første stikpille op. Jeg skal derefter blive liggende i ca. ½-1 time, og derefter kan vi gå en tur for så at komme tilbage klokken 14.
Vi går en tur rundt på sygehuset og snakker, og man kan ligesom fornemme spændingen mellem Jack (min mand) og jeg. Vi snakker om, at det bliver spændende at se, hvad maven gemmer på. Vi kan næsten ikke vente, og samtidig er det lidt underligt, at nu er det nu.
Jeg kan ikke mærke, om pillen gør noget for mig. Blødgør, åbner eller andet. Vi kommer tilbage på afdelingen og er enormt spændte på "dommen", da hun undersøger mig. ØV, den har intet gjort overhovedet. Men så foretager de samme procedure som om morgenen. De måler mit blodtryk, kører CTG og lægger en pille mere, hvor jeg herefter igen skal blive liggende ½ time.
Efter ½ time får vi at vide, at vi skal gå endnu en tur og komme tilbage på afdelingen klokken 17. Hvis der så ikke er sket noget nævneværdigt der, kan vi tage hjem og møde igen næste morgen.
Vi gik så endnu en tur, og humøret var da også dalet end tand. Jeg ved ikke, hvad vi havde forventet. Jo måske, at den lille var lige så utålmodig som os og derfor bare ville ud nu. Men sådan så det ikke ud.
Da vi kommer tilbage, undersøger hun mig, og der er stadigvæk ikke sket noget som helst. Helt lukket og stadig meget hals tilbage. Nej, hvor var vi skuffede. Og jeg kunne mærke, at jeg endnu mere tog afstand fra min dejlige mave. Det skulle jo have været i dag. Det var vi SÅ sikre på, da vi mødte ind om morgenen.
9. marts 2004
Vi møder ind på RAS klokken 9. Endnu engang med taske, blade, bøger og lidt guf. Og Maia er endnu engang sendt i skole. Mere spændt, end hvad der var sundt, tror jeg. Samme procedure blev gentaget: Blodtryk, CTG, pille og hvile i ½ time.
Derefter fik besked på, at nu skulle vi gå os en lang tur. Vi kunne eventuelt tage ned i Roskilde by og kigge forretninger. Som sagt så gjort. Så kunne vi også få købt det digitalkamera, vi havde besluttet, vi gerne ville have, så vi kunne få mange dejlige billeder af den lille. Så efter en god gåtur samt frokost møder vi ind igen.
Ved undersøgelsen kan hun konstatere, at der stadig overhovedet ikke er sket noget. Jeg brød fuldstændig sammen og var sikker på, at den lille ikke ville ud til mig/os. De lægger en ny pille op, og vi går en tur og møder ind igen klokken 17. Og der er stadig ikke sket noget.
Sygeplejersken og jordemoderen kommer ind til os. Vi snakker frem og tilbage, om vi nu ville fortsætte, eller om vi ville vente en uges tid og se, om der skulle ske noget af sig selv, og så møde ind igen mandag den 15. marts i stedet for.
Nej, hvor var vi fristet til at fortsætte igangsætningen. Men både Jack og jeg blev enige om, at der jo måtte være en årsag til, at der ikke skete noget. Min krop var simpelthen ikke klar. Den var ikke klar til, at prinsessen kom ud til os.
Det var en hård beslutning, som krævede enorme mængder energi af mig. Men vi ville jo ikke stresse babyen mere end allerhøjest nødvendigt. Og det blev til, at vi stoppede her og kom tilbage om en lille uge. Vi tog hjem noget slukøret men også afklaret med vores beslutning.
12. marts 2004
Jeg vågner om morgenen og har en del murren i underlivet. Jeg har en fornemmelse af, at noget er i gærde. Jeg sender en SMS til min mand, som er taget på job, om at der måske sker noget. Mine plukkeveer bider en del, sådan at jeg lige er nødt til at trække vejret koncentreret.
Jeg går på toilettet, og ud kommer slimproppen og en lille smule blod. Jeg har jo læst, at der kan gå lang tid, inden man går i fødsel, selv om man har mistet slimproppen. Maia er heldigvis ikke hjemme, så jeg behøver ikke at stå og smøre madpakke og sende hende i skole.
Dagen går med diverse gøremål med lidt opbremsninger på grund af veerne. Jeg bløder lidt mere, men ikke noget faretruende. Da Jack kommer hjem, ringer jeg til gynækologisk afdeling på Roskilde Amts Aygehus og fortæller om dagen.
De vil egentligt gerne se mig og se, om baby har det fint. Vi ankommer, og de kører CTG og undersøger mig. Jeg er åbnet en finger, så lidt er der sket. Og baby har det fint, så vi bliver sendt hjem igen.
13. marts 2004
En rigtig hyggelig dag. Frokost med en veninde i Roskilde. Hygge med familien. En masse snydeveer. Jeg nyder faktisk på en eller anden måde maven, mere end jeg havde gjort det de sidste mange uger.
14. marts 2004
Dagen går meget lige som den foregående. Dog bager Maia og Jack kage til mig om aftenen som en "nu skal du føde i morgen og spis energi"-overraskelsesting. Virkelig sødt og rørende.
For alt dette havde også sat sine spor på Maia. Hun var jo så gammel, at hun var helt klar over, hvad der foregik, og hun var jo næsten lige så spændt som os. Så hun er jo også blevet skuffet, når vi kom hjem uden baby.
15. marts 2004
Vi sender Maia i skole og siger "vi ses i eftermiddag", for at hun nu skulle få lidt ro i skolen og ikke gå og være alt for spændt. Vi havde besluttet, at kunne de ikke komme til at tage vandet, så ville vi ikke have flere stikpiller.
Jack havde valgt at tage på arbejde, fordi der skete nok heller ikke noget i dag. Jeg tog på sygehuset uden taske eller noget som helst. For jeg var jo sikker på, at jeg skulle hjem igen.
Jeg møder ind på RAS, og en jordemoder kommer og undersøger mig. Hun spørger, om jeg har haft lidt ondt i weekenden, og det måtte jeg jo nikke ja til. Hun siger så: "Jamen, vi skal vist have fødselsdag i dag", og jeg spørger dumt: "Hvad mener du".
Det viser sig så, at jeg har åbnet mig så meget, at de kan tage vandet uden flere piller eller andet. Jeg var så lykkelig, at jeg begyndte at græde. For jeg var samtidig mærket af lidt træthed af ikke at kunne sove ordentligt på grund af mine snydeveer i weekenden.
Nå, men jeg får kørt CTG, og alt ser fint ud. Mine veer er også blevet væsentligt kraftigere, kan jeg se på strimlen. Jordemoderen kommer ind og spørger, om hun skal ringe efter min mand. Jeg beder hende vente, til hun har taget vandet og så først ringe, når veerne kommer.
Hun tager vandet. Det er til min skræk grønt, ikke voldsomt grønt, men nok til, at jeg ikke får den vandfødsel, jeg så gerne ville have haft. Æv!
Veerne kommer kort tid efter. Jeg tager faktisk slet ikke tid på dem, for nu er jeg jo på sygehuset, og så ved de vel bedst. Jeg ligger i et par timer, og hun ringer så til min mand. Ja, han står der i løbet af meget kort tid. Godt han ikke har mødt en fartkontrol. Han er helt sort i hovedet og i arbejdstøj. Han er smed.
Klokken ca. 15
Jeg bliver kort tid efter kørt til fødegangen, og får ligeledes lagt et ve-drop. De skruer ikke meget op for det men nok til, at mine veer er regelmæssige. Jeg kan godt mærke mine veer, og syntes da også, de gør ondt. Men slet slet ikke så meget, som jeg havde troet. Så hvis dette var dét, ja så kunne jeg da føde 10 børn. Jeg skulle blive noget klogere.
Nede på fødestuen fik jeg et klyx, og det er da helt umuligt at holde den i de 15 minutter, som de siger, man skal. Der gik vel præcis 1 minut og 30 sekunder, så kunne jeg ikke mere.
Efter at være blevet tømt, kom der ellers gang i veerne. Jeg arbejdede bedst ved at stå op og koncentrere mig om vejrtrækningen samt noget, min veninde havde givet mig af råd. Man forestiller sig under hver ve, hvordan ens livmodermund/hals er en blomst, der folder sig ud.
Det var så dejligt at have noget at fokusere på frem for smerterne. Og jeg er sikker på, at det hjalp mig meget. Det var også her, min mor kommer enormt forpustet ind ad døren til fødestuen sikker på, at jeg var lige ved at føde.
Men hun faldt hurtigt til ro, da hun fandt ud af, at hun ikke var gået glip af så meget. Heldigvis havde hun vores taske med samt lidt tøj til min mand, så han kunne blive vasket og være ren og fin til sit første møde med sin lille bebs.
Da klokken bliver omkring 21, kan jeg ikke stå op mere. Mine ben er, så de ryster. Jeg er udmattet, og smerterne er grove. Trætheden gør, at jeg må ned at ligge. Jeg forsøger mig først med at ligge hen over en sækkepude på fødelejet, men mine veer stopper, så det kan jeg ikke.
Så jeg må ligge på siden og ryggen. Og nej, hvor var det bare super ubehageligt. Jeg fandt det virkelig hæmmende i at håndtere smerterne, når jeg ikke kunne stå op eller ligge, som jeg lå bedst.
Jeg spørger jordemoderen på det her tidspunkt, hvor langt hun tror, der er igen. Hun siger til mig: "Klokken 01 føder du". Jeg kiggede på uret og ser til min skræk, at klokken kun er 21.30. Puha, der er langt til mål.
Omkring klokken 22 kommer jordemoderen og tilbyder mig noget smertestillende i form af en epidural. Jeg vil jo ikke have den og har tilmed fået min normale jordemoder til at skrive i min journal, at jeg ikke vil spørges om det, da jeg ikke er sikker på, at jeg ville kunne sige nej.
Men denne søde jordemoder må have overset det i journalen, for tilbudet fik jeg. Jeg ville ikke og blev enormt ked af det. Men jeg var så træt så træt og kunne ikke finde ordentligt ro til at arbejde med mine veer, så jeg takkede til sidst ja og hørte min kære mand ånde lettet op ved siden af mig.
Klokken 22.30 får jeg lagt epiduralen, som mange siger er et vidundermiddel. Hmm måske, men bare ikke på mig. Den virkede kun svagt i højre side og slet ikke i venstre. På dette tidspunkt er jeg ca. 6 cm åben, men jeg får ifølge min journal hvile i ca. 15 minutter, hvorefter jeg klager over pressetrang.
De har ikke tid til at undersøge mig, da det er midt i et vagtskifte. Klokken 23.30 kommer der en jordemoder, som så undersøger mig og siger, at der lige mangler et lille nøk, inden jeg må presse.
Puha, det er svært. Men da klokken bliver 23.50, får jeg lov at presse aktivt, men dog ikke fuldstændigt igennem. Åh, hvor er det dejligt. Den mest skønne befriende følelse, at jeg endelig kunne arbejde mig ud af smerterne.
Når presseveerne kom, og jeg pressede, gjorde det ikke ondt mere. Men hvis jeg derimod skulle have luft for at presse igen i en ve, så gjorde det sørme ondt.
Min mand og min mor holdt et ben hver, og de var så søde og opmuntrende. På et tidspunkt kan jeg mærke hovedet komme helt ned og spænder godt ud i det hele, og det svier kraftigt. Det er her, heppekoret går i gang. Fordi åbenbart kan man se en hårtot i presseveen.
Så min mor og mand står i kor og råber. Sådan lyder det: "Kom så, nu er den der!" og noget i stil med "Nu kommer hun". Som om jeg ikke kunne mærke det gentagne gange og kan huske, at jeg bare havde lyst til at bede dem tie stille. Men jeg orker det ikke, mens jeg presser.
Mellem presseveerne skal jeg have luft. Puha, det er dejligt med den maske med ilt. Det letter arbejdet lidt, synes jeg, og det gør mig ikke så træt, som jeg nok burde være.
Inden jeg får set mig om, så er hovedet født, og jeg bliver bedt om at holde igen med at presse, fordi jordemoderen lige skal suge hende i tilfælde af, at hun har fået noget af det grønne fostervand ned.
  Endelig må jeg presse igen, og hun er født i næste presseve. Klokken 0.59 den 16. marts bliver hun lagt op på min mave. Den stolte far klipper navlestrengen. Jeg føder moderkagen og bliver syet med et par små sting, da jeg havde fået lidt rifter.
De efterfølgende dage går fint. Men jeg kan mærke på min mand, at han ikke helt er, som han plejer. Han virker ikke så glad, som han burde, og han virker ikke helt så faderlig, som jeg havde forestillet mig.
Jeg var død-forelsket i vores lille pige, og alle mine bange anelser angående fødselsdepression blev manet til jorden, fordi jeg følte så meget, at jeg dårligt kunne rumme det. Jeg kunne kigge på hende i timer.
Jeg havde overskud og rummelighed, når hun græd. Jeg tog gerne de sene timer sammen med hende for at kunne kigge ordentligt uforstyrret på hende. Men min mand var bare ikke, som han skulle. Så på 5. dagen tager jeg fat i ham, og vi får os en god lang snak.
Han fortæller, at han synes, at faderfølelsen er noget opreklameret noget, og at han ikke tror på den. Vi snakker meget frem og tilbage omkring de følelser, han har. Og faktisk på grund af mine tidligere erfaringer med lignende følelser får vi arbejdet ham igennem dem.
 Da lillepigen var 1-2 måneder gammel, havde han det rigtigt godt. Han kunne slet ikke forstå den blokering, han havde, da hun blev født. Så vores tid efter fødslen blev slet ikke, som vi troede, den ville blive.
Men vi har da haft mod på en mere, som nu er på vej og ankommer medio august 2006 ved forhåbentligt min drømmefødsel, nemlig en hjemmefødsel i vand her i Sverige, hvor vi bor nu.
Med hensyn til Maia, så beskriver hun sit første møde med Luna således: "Jeg blev så varm inden i, første gang jeg sad med Luna oppe på sygehuset".
10-08-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025