Skrevet af Britt
Onsdag den 15/2-2006 skulle jeg have et planlagt kejsersnit, da vores lille søn lå i UK (underkropsstilling). Jeg ønskede ikke at føde selv, da jeg følte, risikoen for at ende med et kejsersnit alligevel var for stor. Vi skulle møde på Rigshospitalet klokken 9, og vi var nummer 4 i en række på 5 kejsersnit. Vi regnede med lidt forsinkelser, og det kom til at holde stik.
Klokken var 11, da vi blev fulgt over til operationsstuen. Her fik vi hilst på alle dem, der skulle deltage. Lægen havde jeg haft snakket med på fødegangen, og hun gav den lille en lungemodnende indsprøjtning, da jeg var i uge 26. Det var sjovt at se hende igen.
Stemningen var hyggelig, og der blev lavet sjov. Jeg følte mig i virkelig gode hænder, om end jeg var noget nervøs. Heldigvis viste det sig, at min kæreste kendte anæstesi sygeplejersken helt tilbage fra hans barndom, og det var adspredende at lytte til deres small talk om gamle minder.
Selve kejsersnittet forløb hurtigt. Der gik 4 minutter, fra de skar, til Gustav skreg i vilden sky, og jeg tuede. Kristian, min kæreste, så ham komme ud og fulgte med over bagved mig og så ham blive gjort i stand. Han vejede 3.100 gram og var 51 cm lang. Apgarscoren var 10 over det hele.
Det tog dem lidt tid at lukke mig sammen igen, og det var ubehageligt. Det trykkede fælt i mellemgulvet, og sygeplejersken sagde, at det var fordi, de havde min livmoder ude.
Det chokerede mig, men senere fandt jeg ud af, at det er helt normalt. Det ene hjørne af min livmoder ville ikke lukke. Det var svært for dem at få fat, men til sidst lykkedes det, og vi blev kørt til opvågning. Men det tog vel omkring 40 minutter.
Omkring ved 13-tiden holdt jeg min lille søn for første gang. Det var dejligt, og han prøvede at sutte lidt. Jeg fik noget mad, men fik det egentlig bare dårligt af det.
Jeg fik hurtigt følelsen tilbage i benene, og et sted mellem klokken 14 og 15 prøvede de at få mig ud af sengen. Det første stykke gik fint, men pludselig besvimede jeg åbenbart. Kæresten sagde, at det var ret voldsomt.
Jeg vendte åbenbart det hvide ud af øjnene og rallede. Personalet måtte slå mig for at vække mig. Selv husker jeg ikke noget. Jeg føler bare, at jeg drømte noget dejligt.
Efter dette tilbageslag blev vi enige om at vente lidt længere med at komme op. Jeg var stadig ved godt mod, men snakkede med min sygeplejerske om, at jeg egentlig ikke følte, at maden havde hjulpet. Jeg var sådan lidt små-skidt og havde det meget varmt.
I løbet af det næste stykke tid prøvede personalet flere gange at få mig op, og hver gang jeg sad på sengekanten, besvimede jeg. De sænkede mit hoved, så der kom mere blod til hjernen, men det hjalp ikke rigtig.
En af sygeplejerskerne hentede en læge, og mens hun var væk, begyndte jeg at kaste op. Min kæreste nåede lige at hente noget, jeg kunne brække mig i, så kom frokosten væltende.
Lægen kom og snakkede med mig, og på det tidspunkt gjorde det møg ondt ved arret, og jeg fik lidt morfin. Jeg kastede stadig op, og lægen hentede et scanneapparat for at kigge på min mave. Han sagde, at han havde mistanke om, at der stod noget blod derinde.
Han scannede mig og syntes, at han så nogle skygger, men han var i tvivl. Derfor blev der hentet en bagvagt. Mens vi ventede på bagvagten, snakkede de om hvilke prøver, der var taget og ikke taget i løbet af dagen. Der manglede åbenbart en eller anden vigtig vedrørende min blodtype.
Hverken min kæreste eller jeg fattede ret meget af, hvad der foregik, selv om jeg egentlig godt vidste, at de var ved at overveje at åben mig igen. Jeg kom op og sidde igen og besvimede med det samme.
Bagvagten kom og scannede, og nu var de overbeviste om, at der stod noget blod i min bughule. Kristian, min kæreste, blev sendt ud for at aflyse vores besøg, og i mens nærmest løb de af sted mig med.
Kristian opfattede det som om, at jeg var bevidstløs, men det var jeg ikke. Jeg var helt omtumlet af smerte og brækkede mig bare.
På operationsstuen skreg jeg af smerte, da de løftede mig over på operationsbordet, og narkoselægen sagde, at nu skulle jeg nok slippe for smerterne hurtigt. Inden nåede jeg dog at snakke med den læge, der skulle operere.
Hun sagde, at hvis det var helt galt, ville de fjerne min livmoder, hvilket fik mig til at bande. Jeg er nemlig ikke færdig med at få børn. Hun spurgte så om, hvis det stod mellem mit liv eller min livmoder, hvad jeg så valgte. Jeg grinede og sagde "mit liv". Alvoren sivede ikke ind.
Jeg vågnede mange timer senere på en stor opvågningsstue og spurgte efter Kristian og vand. Jeg ville bare op til ham. Jeg havde det så skidt med at have efterladt ham med Gustav - vores lille søn.
Heldigvis gik der ikke længe, før de kørte af sted med mig, og jeg blev genforenet med min familie.
Den jordemoder, der havde vist Kristian til rette på min stue, tog imod mig, og jeg fik at vide, at de havde fjernet 2,8 liter blod. Det er sådan set over halvdelen af kroppens beholdning.
Jeg havde fået to poser blod på operationsbordet og havde nu tre nåle i hånden. Det var noget besværligt at holde Gustav, men jeg ville. Kristian blev tilbudt sengen ved siden af mig, men vi takkede nej. Han trængte til at komme hjem, og jeg sov næsten stadigvæk. Han fik tilbuddet om at komme igen, når han ville.
Jeg fik lov at sove, men sagde selv, at de skulle komme med Gustav, hvis han vågnede. Han kom ind til mig en enkelt gang i løbet af natten, men spiste ikke. Han lå bare og kiggede.
Næste morgen fik jeg noget mad, men havde det stadig skidt. Sygeplejersken fra dagen før var der, og hun diskuterede med lægerne om, hvorvidt jeg skulle have mere blod. Heldigvis fik jeg to poser mere og fik det bedre med det samme.
Gustav sov stadig det meste af tiden, men fik dog tisset på sin far ved puslebordet. Amningen var ikke kommet i gang, og han havde intet spist i 24 timer.
Jeg havde hjertebanken og snakkede med sygeplejersken om det. Hun tjekkede min puls, der var uregelmæssig, og så kørte de et EKG. Det viste, at mit hjerte slog ekstra slag, og der blev tilkaldt en hjertelæge.
Jeg skulle ligge med en måler på natten over, og så måtte vi se. Jordemoderen fra onsdag aften var på vagt igen, og hun fik endelig Gustav til at die, samtidig med, at hun fik mig placeret ved en pumpe.
Nu skulle knægten have noget mad. Det var skønt at få noget andet at tænke på end hjerteproblemerne.
Fredag eftermiddag var der endelig god gang i amningen, selv om det gjorde pisse ondt. Det viste sig, at der allerede var sår, og hans tungebånd var alt for kort.
Hjertelægen kom igen. Mit hjerte slog ekstra slag, men det var sandsynligvis ufarligt. Jeg skulle dog scannes i hjertet og have en længere måling. Ikke den bedste besked.
Alvoren begyndte efterhånden at gå op for mig, og lørdag formiddag have Kristian og jeg en længere snak med den læge, der foretog mit kejsersnit og min sygeplejerske. Det var den samme fra om onsdagen, der passede mig alle dage, pudsigt nok.
Pludselig kunne jeg slet ikke rumme, at jeg havde været tæt på at dø. Jeg var blevet bange for at være alene med Gustav og følte, at jeg ikke selv kunne tage vare på ham.
Heldigvis fik de overbevist mig om det modsatte. Vi tog hjem sent mandag eftermiddag efter 6 dage på barselsgangen, parate til at begynde vores liv som familie og med mange besøg på Rigshospitalets hjerteafdeling i udsigt.
Nu er Gustav over 6 måneder, og jeg tænker stadig på min fødsel som en forholdsvis god oplevelse. Det skyldes udelukkende det søde personale på afdeling 5034 på Rigshospitalet.
Hjerteproblemerne vil jeg skulle leve med for tid og evighed, men det er ikke farligt, og efterhånden mærker jeg ikke meget til dem.
Jeg ved ikke, om jeg ville have valgt en sædefødsel med de betingelser, der var for den, hvis jeg havde vidst, hvordan det ville gå. Trods de alvorlige komplikationer har jeg set og hørt min søn fra første minut, og det betyder uendelig meget for mig.
12-11-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025