Økologisk babymad boomer Når vi får børn, stiger vores interesse for økologi voldsomt. 17 ud af 20 glas babymad solgt i Danmark er økologisk.
4757
Når vi får børn, stiger vores interesse for økologi voldsomt.
Mens de økologiske fødevarer set under ét har en markedsandel på omkring 7 procent, er 17 ud af 20 glas babymad solgt i Danmark nu økologisk, viser en opgørelse fra Coop.
"Det økologiske fokus er meget intensivt hos forældre med små børn, der pludselig bliver meget intereserede i, hvad familien spiser. Vi ser det tydeligst på babymad, men undersøgelser viser også, at det er småbørnsfamilierne, der er med til at øge forbruget af økologiske varer som havregryn, mel og mælk", siger direktør Paul Holmbeck fra Økologisk Landsforening.
Ifølge Danmarks Statistik steg omsætningen af økologisk babymad på konserves fra 13 millioner kroner i 2003 til 25 millioner kroner i 2005. Dermed er babymad den hurtigst voksende økologiske produktgruppe.
Prisen er også en afgørende faktor for salget af økologisk babymad. Listeprisen er typisk 10-20 procent dyrere end for konventionelle produkter.