Skrevet af Paulina
Lara-Mille skulle komme til verden den 24. oktober 2006, men hun valgte at komme 14 dage senere, nemlig den 8. november 2006. Det ligger til familien at få kejsersnit, men vi var sikre på, at jeg skulle bryde den tradition, men sådan endte det desværre ikke.
Jeg havde fået en tid til igangsættelse præcist 14 dage over tiden, men aftenen inden gik vandet. Jeg ringede på Skejby, og de sagde, at jeg skulle vente til dagen efter, hvis ikke der skete mere (fint med mig).
Min søster og Lara-Milles far skulle med til fødslen. Min søster kom op til os ved middagstid, og så tog vi på Skejby, dog stadig uden en eneste ve. Jeg fik lagt et vestimulerende drop, og veerne tog langsomt til i løbet af dagen.
Lara-Mille sad ikke fast, så de håbede på, at veerne kunne "presse" hende lidt ned. Men det gjorde de ikke. Jeg havde åbnet mig 10 cm på lattergas, og jeg var derfor rimelig træt til sidst. Jeg ville gerne have en epiduralblokade, for den sidst ve varede 20 minutter. Det var meget hårdt.
Lægerne kom et par gange for at mærke, hvordan hun lå, men det var det samme, så til sidst blev de enige om, at jeg skulle gøres klar til kejsersnit, for det var også 26,5 timer siden, vandet var gået.
  Kl. 00.46 kom Lara-Mille til verden. Jordemoderen sagde, at vi havde fået en lille pige, og at vi ikke måtte få et chok, men hun var født med dobbeltsidig læbe-, gumme- og ganespalte. Hun skulle lægges i kuvøse, for hun havde fået en infektion af den lange vandafgang.
Vi havde intet fået af vide under diverse scanninger på trods af, at jeg faktisk selv har enkeltsidig læbe- og gummespalte. Så selvfølgelig blev vi chokeret. Det er pludselig en hel anden verden, man skal forholde sig til, og en masse ting, der skal foregå.
Det eneste, jeg kunne tænke på, var alle de operationer, det stakkels lille pigebarn skal igennem. Jeg tudede i lang tid, ikke fordi jeg var ked af, at vores barn ikke så ud som alle de andre børn, men fordi det simpelthen var for uoverskueligt for mig at tænke på.
Vi fik tilknyttet en speciel sundhedsplejerske, som arbejder med børn med spalter. For mig føltes det som en lettelse, at hun kom dagen efter fødslen. Hun kunne sit kram, og jeg følte, og gør det stadig, mig tryg. Hun er alle tiders dame, som gør et større stykke arbejde, end hun måske selv tror!
Det er en mærkelig fornemmelse. Vores lille søde datter får en helt ny mund og nogle nye ansigtstræk, som vi som forældre skal vænne os til. Jeg er nervøs og bange, men ved heldigvis, hvor dygtige lægerne på Rigshospitalet er.
Det er utroligt, så hurtigt man vænner sig til folks blikke, men jeg vænner mig stadig ikke til folks måde ikke at sige noget på. Jeg kan næsten se, at de tænker: "Hvad er der dog sket med det barn". Nogle mennesker spørger også, om hun har "hareskår". Det skærer igennem marv og ben på mig, når jeg hører det ord. Det er nedsættende, og har intet med læbe-, gumme- og ganespalte at gøre.
Livet i vores hjem er nu blevet hverdag, og vi er klar til de næste udfordringer, livet vil byde både os og vores datter.
15-04-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025