Skrevet af Zuzu
Den 14. januar 2007 var en af de lykkeligste dage i mit liv. Jeg var gået 5 dage over tid og havde haft ret meget kvalme, og jeg var usandsynlig træt hele tiden. Min mand skulle på forretningsrejse til Indien i 2 uger dagen efter, så vi besluttede os for at tage en graviditetstest, inden han skulle af sted. Jeg havde to tests liggende derhjemme. Jeg tog den ene, og der kom en svag lys streg frem. Min mand var ellevild og sagde, at vi var gravide, men jeg troede ikke på det.
Vi havde i 11 måneder forsøgt at blive gravide, og pludselig stod jeg der med en test, og min mand blev ved med at sige, at den var positiv. Men jeg troede ikke på det. Så jeg tog den anden - den sagde det samme. Så kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at forstå, at det endelig var sket, og at jeg nu skulle til at være gravid og blive mor.
Men jeg kunne heller ikke bare tro på, at den lille pind havde så meget magt, og at den var ufejlbar, så vi kørte ind til døgnapoteket og talte med den søde dame ved skranken, som gennemgik hele forløbet med mig og sagde, at jeg så nok var gravid. Men jeg ville have en test mere, så damen solgte mig endnu en graviditetstest, alt imens hun ønskede os tillykke. Det var meget surrealistisk.
Vi tog hjem, og testen sagde det samme, så nu var jeg så overbevist, at vi begyndte at ringe rundt til familie og venner og dele vores glæde. Det var så fantastisk. Jeg var så glad, og jeg glædede mig især til, at jeg skulle til læge og få det bekræftet af hende. Og min læge sagde, at den var god nok. Hun tog en masse blodprøver, og jeg fik en stak brochurer med hjem om alle de ting, man skal tage stilling til i forbindelse med en graviditet. Jeg læste det hele fra ende til anden.
Min gode veninde sendte mig linket til Netbabys hjemmeside, jeg oprettede min profil med det samme og begyndte for hver dag at følge min graviditet. Jeg begyndte at ringe til min mor og fortælle hende, hvad der var sket i min mave dag for dag - at mit barn havde udviklet øjenlåg, at den havde en hale, at den nu kunne føle mine følelser. Jeg levede mig så meget ind i det. Jeg talte med mit barn hver dag. Jeg kiggede på min mave og følte så meget kærlighed, som jeg ikke havde regnet med, jeg ville så tidligt.
Men efterhånden som dagene gik, og jeg læste på Netbaby om alle de symptomer, som jeg kunne/burde have, undrede det mig, at jeg ikke mærkede mere til min graviditet, end jeg gjorde. Jeg havde fået store og ømme bryster, og min mave var vokset, men ellers var der ikke mere. Og jeg begyndte at synes, det var mærkeligt. Jeg luftede min bekymring til min mand, som slog det hen og sagde, at jeg bare skulle tage det roligt, og at der nok ikke var noget. Men næste morgen, fredag den 16. februar, da jeg stod op og gik på toilettet, var der noget brunligt udflåd. Jeg blev så bange.
Jeg tog til lægen, som mærkede efter min livmoder, og hun syntes, at den var lidt lille for en i 10. uge, så hun sendte os til scanning med det samme på Rigshospitalet. Da jeg kom ind til lægen der, beroligede de mig og sagde, at der nok ikke var noget, men at de ikke tager nogen chancer med gravide, så hun begyndte at scanne mig.
På skærmen kunne jeg se en lille bitte blomme, som så meget fredelig ud. Lægen kiggede på mig og beklagede at meddele, at der ikke var nogen hjertelyd, og at min baby var gået til. Da hun sagde det, brød hele min verden sammen. Jeg græd - jeg græd så meget. Min mand var mere fattet og stillede en masse spørgsmål om hvorfor og hvordan og hvad så. Men jeg kunne ikke forstå det. Jeg hørte efter alt, hvad lægen sagde, men det var som om, at jeg hørte det lidt udefra. Jeg kunne ikke forstå, at det var sket for mig. Jeg kunne ikke fatte, at jeg ikke havde været i stand til at passe bedre på mit barn. Jeg var ulykkelig.
Lægen besluttede at tage nogle blodprøver for at måle mit HCG hormon og aftalte en tid til mig om mandagen til endnu en blodprøve for at måle, om hormonet var faldet eller steget. Det var faldet, så der var ingen tvivl. Den var død. De bookede mig til en abort næste morgen kl. 9.00. Tirsdag kl. 7.30 ringede de fra sygehuset og sagde, at der var sygdom blandt lægerne, så jeg skulle først komme kl. 12.00.
Kl. 12.00 mødtes vi med lægen, som forklarede situationen, og hvad der skulle ske. Han scannede mig en sidste gang og konstaterede, at den havde været død siden uge 6. Det vil sige, at den var gået til ugen efter, jeg havde fundet ud af, at jeg var gravid, og havde nu ligget inde i mig i en måned, uden at jeg havde udstødt den. Det vil også sige, at alle de ting, jeg havde læst på denne hjemmeside om dens udvikling, aldrig var sket. Den havde aldrig nået at udvikle sig så meget, som jeg havde troet. Den var død.
Jeg ville have den kliniske abort, da jeg ville være sikker på, at det hele var overstået den dag. Jeg kunne ikke overskue tanken om, at jeg kunne komme til at gå i flere dage og bløde den ud. Så de besluttede sig for at give mig den medicinske abort, mens jeg ventede på, at det blev min tur til at komme på operationsbordet. Det kunne jo være, at jeg ville udstøde den inden og dermed undgå operationen. Men på grund af al den sygdom, der var på hospitalet, endte jeg med at vente i 9 timer, inden det blev min tur.
Jeg havde ikke spist i 28 timer eller fået noget at drikke i 10 timer. De kunne ikke give mig noget smertestillende for de kraftige smerter, som pillerne havde forårsaget, da jeg ikke måtte indtage noget inden operationen. Det var en forfærdelig oplevelse. Jeg var helt ødelagt til sidst og endte med at overnatte på sygehuset en enkelt nat. Men så var det hele også overstået.
Nu ser alt fint ud i min krop. Jeg kender alle statistikkerne. Jeg ved, at det er godt, at vi kan blive gravide. Jeg ved, at jeg er heldig, at jeg ikke havde mistet det senere i graviditeten. Jeg ved, at dette var naturens måde at sikre, at jeg får et sundt barn en anden gang.
Men jeg er ikke gravid. Jeg skal ikke have et barn til september, og jeg er bare så ulykkelig og ked af det. Jeg savner den så meget. Når jeg rører min mave, kan jeg have meget svært ved at forstå, at den ikke er der mere. Jeg har stadig store og ømme bryster, og jeg har stadig de 5 kilo, jeg allerede havde nået at tage på. Men ikke noget barn.
Det her er det frygteligste, der er sket i mit liv, og jeg er så bange for, at det kan ske igen. Så bange, at jeg ikke ved, om jeg tør tage chancen igen, for jeg tror ikke, jeg kan klare at skulle igennem det igen. Jeg savner den og elsker den stadig.
27-05-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025