Skrevet af Barbara
Natasja blev født den 10. maj 2005. Alt var, som det skulle være det første år. Eller rettere sagt, næsten. Da Natasja havde rundet sin første fødselsdag, havde hun allerede haft sin første mellemørebetændelse. Men det er jo meget normalt.
Vi får fat på en læge over telefonen, da hun var knald rød bagi. Hun fortalte, at det var på grund af penicillinen, og vi ville få noget creme til at smøre på. Samtidig spørger jeg hende, om det er normalt, at hun tisser og drikker meget. Det siger hun ja til.
Jeg får cremen, men tør ikke at bruge den. Så jeg ringer til lægevagten samme dag. Hun undrer sig over, at lægen ikke ville se Natasja. Så jeg kører ud til hende. Hun ser på hende og fortæller så, at jeg vil få noget andet creme, som jeg også skal smøre på ved hvert andet bleskift. Jeg spørger igen, om det er normalt, at hun tisser og drikker meget. Det siger hun ja til. Det var kun meget normalt for den størrelse.
Der går over en måned, efter hun har haft mellemørebetændelse. Det var en torsdag. Jeg husker dagen, som var det i går. Helt præcis den 8. juni. Jeg er i Esbjerg på et sikkerhedskursus, mens min mand passer hende. Hun havde dagen forinden været med dagplejemoren på tur sammen med en hel masse andre. Hun havde lagt mærke til, at Natasja havde røde øjne, og de var mega store. Hun ville heller ikke spise noget og havde sovet det meste af dagen.
Om natten til den 8. juni syntes min mand, at hun trak vejret på en underlig måde, men han tænkte ikke så meget over det næste morgen. Hun bliver afleveret ved dagplejemoren, men da han tager hendes tøj af, var hun helt slap og stirrede tomt ud i luften. Det er noget, jeg har fået at vide senere hen. De bliver enige om, at han tager hende til lægen.
Hun kommer til lægen, og det første lægen gør er at tage hendes blodsukker. Hun kunne, mens hun undersøgte hende, lugte, at hun lugtede ud af munden. Det var mega højt. Normalt ligger blodsukkeret på 4, men hendes lå på 27! Så hun ringede omgående til sygehuset.
Vi bor på Ærø. Min mand kunne høre, at lægen sagde, at de sørgede for videre transport, og han siger, at han kunne da godt køre hende de få meter til sygehuset. Så sagde lægen, at det var til Odense Universitetshospital (OUH).
Da han så stod på sygehuset på Ærø, fandt de ud af, at hun havde fået en syreforgiftning, og hun skulle hurtigt af sted, for ellers ville hun dø. Så hun blev fløjet derover. Det tager "kun" 20 minutter i stedet for næsten 2 timer med færge og kørsel.
Natasja havde fået diabetes type 1 (sukkersyge). Da hun ligger på intensiv, får min mand at vide, at det kun drejede sig om minutter, ellers var hun død. Så hvis de havde taget færgen, havde jeg hende ikke i dag.
Vi lå der i 14 dage, så vi kunne lære alt om at passe hende, hvad hun måtte få at spise, hvilken insulin hun skulle have osv. Det første halve år stod jeg op kl. 24 og tjekkede blodsukker og så igen ved 3-tiden om natten. Det var rigtig hårdt.
Nu har hun så haft det i 1 år, og i løbet af det år har hun haft omkring 10-15 gange mellemørebetændelse, og hver gang stiger hendes blodsukker, så det er højt.
Når hun er syg, er hendes blodsukker højt, og hver gang giver vi hende insulin for det. Vi giver insulin 3 gange om dagen - morgen, aften og nat - og hun tager det så pænt. Hun får også tjekket blodsukker hver 2.-3. time.
Hun går til kontrol på OUH hver 3. måned, og der justerer de hendes insulin. Har vi f. eks. problemer eller spørgsmål, så kan vi ringe derind.
Hvorfor jeg fortæller jer om min historie, er kun på grund af én ting: Få jeres børn tjekket, hvis de drikker og tisser meget. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
Jeg nyder hver dag med hende, for det kunne havde været anderledes.
17-06-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025