Skrevet af Anne
Det hele startede, da jeg var gravid i uge 25 med mit første og eneste barn. Jeg havde haft nogle mærkelige fornemmelser i maven noget tid og begyndte så at få smerter.
Det føltes forkert, og jeg kunne mærke, at noget var galt. Jeg søgte min egen læge, som sendte mig videre til scanning på Skejby Sygehus. Lægen scannede min mave og sagde, at han ikke lige kunne sætte en finger på, hvad der var i vejen. Dog kunne han godt mærke, at jeg fik nogle sammentrækninger i maven, og at min livmoder blev hård.
Han sendte mig hjem med en penicillinkur mod blærebetændelse. Så tænker jeg, havde lægen travlt, eller var han bare dårlig til sit arbejde? Godtroende, som jeg var, da det var min første graviditet, så stolede jeg på lægerne og tog hjem igen.
2 dage efter skulle jeg ned til min veninde og holde nytår med hende og hendes søn, og det gik okay til at starte med. Men hen på aftenen fik jeg meget stærke smerter. Jeg krøllede mig sammen og græd, for jeg kunne ikke holde det ud.
Noget i mig tænkte, at der var noget galt, men noget andet i mig tænkte også, at jeg lige havde været på skadestuen, og det var nok blærebetændelsen, der gjorde ondt.
Jeg fik ikke sovet den nat, og om morgenen ringede jeg til mine forældre og sagde, at de måtte hente mig. De kom 30 minutter efter, og min stedmor have allerede, før de var kørt, ringet til vagtlægen, for hun kunne høre på mig, at jeg var bange.
Vagtlægen kom og tog en urinprøve. Han sagde, at der ikke engang var en snert af blærebetændelse, men han kunne mærke, at min livmoder igen blev hård med små mellemrum, og jeg blev straks sendt videre til Skejby fødemodtagelse.
Da jeg kom, ventede en læge på mig. Hun scannede mig nedefra og tilkaldte en anden læge for at få en andens mening. De var enige. Min livmoderhals var væk, da jeg havde veer og egentlig havde været i fødsel i en uges tid.
"Hvad?", tænkte jeg, det kunne da ikke passe. Jeg var kun i uge 25 sidst. Jeg blev indlagt med drop og medicin, der skulle afholde mig fra at udvide mig mere, men efter 4 dages indlæggelse gik den ikke længere.
Efter 4 dage med kørsel frem og tilbage fra fødestuen og veer op og ned, fødte jeg en lille dreng på 780 gram og 33 cm.
  Jeg så ham ikke, for han trak ikke vejret og skulle akut på børneintensiv, hvor jeg så ham ligge i kuvøse. Der gik en uge før, jeg måtte røre ham, og 14 dage før jeg måtte have ham ude på mit bryst.
Jeg var så gal på lægen, for hvordan kunne han undgå at se, at jeg havde veer og faktisk på vej i fødsel? Hvis han havde passet sit job og scannet mig ordentligt nedefra, havde min søn så kunne holdes inde længere?
Hans chancer var ikke store, og det var en meget hård tid for mig som enlig 19-årig mor. Vi var indlagt i 2½ måned.
Det skal dog med, at min søn i dag næsten 7 måneder gammel vejer over 5 kg, er 60 cm og slet ingen men har.
Vi var meget heldige, men det har sat nogle ar på min sjæl, og jeg er ikke kommet over den uprofessionelle behandling, den læge gav mig.
11-08-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025