Skrevet af Susanne
Jeg var så glad. Nu var jeg blevet gravid, inden jeg blev 30 år. Jeg var blevet scannet i 6. uge, da jeg var begyndt at pletbløde. Der havde jeg så fået at vide, at det hele så fint ud, og at dette hændte for nogle kvinder.
I lørdags havde jeg så min 30 års fødselsdagsfest, en rigtig god dag. Jeg pletblødte stadig men havde været i kontakt med lægen, som havde sagt, at jeg bare skulle tage det roligt.
Søndag eftermiddag begyndte jeg så at bløde mere klumpet, og så fik jeg gigantiske smerter. Vi ringede straks til Skejby Sygehus, der sagde, at vi straks skulle komme derud.
Da vi kom derud, blev jeg scannet, og der fik vi bekræftet vores bange anelser. Fosteret var væk. Jeg skulle så komme næste dag for at blive scannet og få foretaget en udskrabning. Jeg fik nogle smertestillende piller med hjem.
Da vi kom næste dag, blev jeg igen scannet, og endnu en gang fik vi at vide, at jeg havde aborteret. Desværre var der overbooket, så jeg ikke kunne få foretaget den udskrabning samme dag. Så endnu en gang måtte jeg tage hjem.
Dagen efter tog jeg så derud igen, blev scannet og fik at vide, at jeg selv kunne klare det og ikke skulle have den udskrabning.
Vi fik at vide, at sådan noget sker, og vi ikke skulle føle nogen skyld. Men hold op hvor føler jeg mig lammet og tom indeni. Jeg synes ikke rigtig, jeg har lyst til noget.
Og så er der min mand. Han er jo også ked af det, så ham må man heller ikke glemme. Det er så svært og hårdt.
19-08-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025