Skrevet af Anja
Min mand og jeg mødte hinanden i 2004. Vi vidste med det samme, at det skulle være os, og da vi fandt ud af, at jeg ventede mig, blev vi ufatteligt glade. Jeg husker ikke tiden, hvor jeg gik og var gravid som speciel lykkelig. Jeg var konstant bange for, at der var noget galt. Jeg har altid hørt om de kvinder, der tog meget på, og da jeg kun tog 5 kg på under hele graviditeten, var jeg endnu mere sikker på, at der var noget galt.
Udover det så var jeg også sikker på, at hvis jeg gik og tænkte på, at jeg glædede mig, så ville Gud sørge for, at jeg mistede hende. Derfor købte jeg heller ikke noget, for det kunne jo være, at "Gud" mente, at jeg glædede mig for meget. I bakspejlet kan jeg tydeligt se, at jeg var ude på et sidespor, men dengang var alle tegn eller ikke tegn et bevis på, at jeg ikke skulle glæde mig for meget.
Da jeg var til et rutinebesøg hos jordemoderen i uge 39, blev jeg sendt videre til lægen, da hun havde en mistanke om, at mit levertal var for højt. Samtidig var mit SF-tal ikke vokset, hvilket hun forklarede var meget normalt, da mit barn garanteret var sunket ned i mit bækken. Men jeg blev selvfølgelig helt panisk. Jeg ringede straks til fødeafdelingen og blev ved med at plage, indtil de indvilligede i at se mig.
Jeg tog en tur til lægen, og derefter tog jeg til sygehuset. De scannede mig, og hun var rigtigt nok sunket ned. Da de hørte, at der var mistanke om forhøjede levertal, tog de en blodprøve og sagde, at jeg skulle komme igen lørdag (dagen efter) for at se, om det var forhøjet, for så ville de sætte mig i gang, da jeg var så langt henne, at det var dumt at vente.
Dagen efter kommer vi kl. 9, og de siger, at mit tal er 10 gange den øvre grænse, så jeg skal melde mig hos barselsafdelingen for at blive sat i gang. Kl. 12 bliver den første pille lagt. Ingen reaktion. Derefter kl. 15 og den sidste kl. 18. De siger, jeg skal komme igen næste morgen kl. 9, og så prøver vi igen, hvis ikke der er sket noget.
Næste morgen møder jeg igen, og der er jeg ca. 1 cm åben. Det jager lidt i lænden engang imellem men intet af betydning. Næsten som et meget lille sidesting.
Kl. 12 bliver den næste lagt og igen kl. 15. Der sker intet, og vi er sikre på, at vi skal hjem i et par dage for igen at komme derop. Jeg er så skuffet. Jeg havde ikke regnet med, at der skulle gå så lang tid. Da klokken er 18, bliver den sidste pille lagt. Mine små veer er næsten væk, og jeg har ikke udvidet mig mere. Jeg er så ked af det, at jeg næsten græder.
Jordemoderen kommer ind og får medlidenhed med mig. Hun prøver at massere min livmoderhals for en reaktion (av for f...!) og siger, at hun vil komme igen om en time for at se, om der er sket noget. Kl. 19.15 kommer hun ind, og der er sket det, at jeg har udvidet mig ½ cm. Hun tager vandet, og det gør meget ondt, da jeg slet ikke er udvidet nok. Men jeg er så ufatteligt taknemmelig, at jeg glemmer smerten.
Jeg kan huske, min kæreste med et kæmpe smil siger, at nu er det i gang, og tvivlen ruller ind over mig. Ville jeg nu være en god mor? Min egen opvækst har ikke været for god, og jeg havde lovet mig selv, at jeg ville være en supermor. Men ville jeg nu kunne det?
De næste mange timer bliver mine veer ikke specielt kraftigere. Jeg får sat ve-stimulerende drop op, og så ruller smerterne ind over mig. Jeg får så ondt, og da jeg har drop og monitor på, kan jeg slet ikke bevæge mig. Det gør så ondt, og min kæreste prøver det bedste han kan for at hjælpe. Til sidst beder jeg om smertelindring. Der bliver snakket om de såkaldte bistik, men jeg får kun lagt en, da de gør mere ondt end at få lagt end veerne. Der er klokken 24.
Kl. 01 får jeg lagt en epidural, og jeg husker dette som værende det mest fantastiske. Hold da op hvor smerterne forsvandt. Kl. 3 får jeg akut pressetrang, og jeg presser på livet løs. Det gør ufattelig ondt at presse, især da hun er i mit bækken, og hendes hoved er på vej. Jeg husker ikke tiden så godt, kun brudstykker. Kl. 03.13 er hun ude. Jeg husker, at jordemoderen sagde til min kæreste, at hun havde troet, klokken ville være mere, så hun var også overrasket.
Så er min Izabella ude, og jeg er slet ikke glad. Jeg er bare glad for, at smerten er overstået, men der er ingen følelser for hende. Heller ikke, da hun græder, når jeg ammer eller da jeg giver hende tøj på.
Da vi kommer hjem, er min mand så træt, at han lægger sig. Jeg er vågen på grund af adrenalinen, og vores datter er skam også vågen og skal se hele verden. Så da jeg sidder og kigger på hende, og hendes blå øjne kigger tilbage på mig, falder jeg pladask. Der indså jeg, at jeg var blevet mor til den smukkeste lille pige.
Da Izabella var 1½ måned gammel, fik hun kolik. Min kæreste arbejdede dengang i butik, så han tog afsted om morgenen og kom hjem om aftenen. Hendes kolik startede om eftermiddagen og stoppede der ved 21-tiden, så jeg var alene med hende det meste af tiden. Samtidig gik jeg i skole, så jeg var i gang fra kl. 8 med hende i liften, og når jeg så kom hjem om eftermiddagen, gik hendes kolik i gang. Efter et par måneder fik hun mellemørebetændelse nonstop.
Da alt det var overstået, faldt jeg fuldstændig sammen. Jeg var helt ødelagt. Jeg græd over alting og følte, jeg var en dårlig mor. Alle mine tanker og følelser fra dengang kom nu og gjorde min samvittighed mørk. Min kæreste prøvede at hjælpe mig, men jeg kunne ikke komme op af det sorte hul, som der efterhånden var inde i mig. Jeg følte mig som en dårlig mor, fordi jeg var deprimeret, og jeg følte mig deprimeret, fordi jeg var en dårlig mor.
  Dengang Izabella havde kolik, fik jeg hende passet i et par timer engang imellem, fordi jeg var så meget alene, og også det påvirkede mig bagefter. Efter flere måneder fik jeg endelig taget mig sammen til at opsøge en læge, da jeg var så træt hele tiden, og han fik mig på nogle piller, som så kunne hjælpe. Desværre var der andre bivirkninger, som så gjorde, at jeg ikke kunne tåle dem.
Først nu 2 år efter min datters fødsel er jeg ovenpå igen. Det har været 2 lange år med mange tanker og følelser, og jeg har stadig dårlig samvittighed engang imellem. Men jeg trøster mig selv med, at min kærlighed til hende er ubeskrivelig, og at jeg nu kender tegnene på en fødselsdepression, så jeg kan gribe hurtigere ind næste gang.
07-09-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025