Skrevet af Lisa
Det er mandag den 22. januar, og jeg ligger og hviler mig på sofaen, da der pludselig kommer en mærkelig lyd, der lyder som et smæld. Jeg kommer på benene og kan mærke, at der er noget, der løber ud mellem benene på mig. Så går jeg i panik. Det er vandet, der er gået, og det er lige lidt for tidligt, 5 uger før tid.
Jeg forsøger at få ro på mig selv og ringer til fødegangen. De vil gerne se mig med det samme, da det jo er før tid. Jeg ringer til min mand, og selv om jeg forsøger at være rolig, skinner panikken alligevel igennem min stemme. Min mand er på arbejde, og det vil tage et par timer at køre hjem - ikke en besked, der ligefrem hjælper på min oprevethed. Nå, vi bliver så enige om at ringe og høre, om min svigerinde ikke kan køre mig derop. Jeg er for oprevet til selv at køre.
På fødegangen siger de, at jeg skal indlægges til observation, og får jeg ingen veer, vil de se, om jeg kan holde på barnet, indtil jeg passerer uge 36. Så jeg indstiller mig på at være indlagt i en uges tid.
Næste morgen er jeg igen på fødegangen til undersøgelse, og den vagthavende jordemoder beklager, at jeg har fået forkert information. Den normale procedure er, at når der har været vandafgang i 24 timer, skal fødslen sættes i gang, da der ellers er risiko for infektion. Puha, den besked skal jeg lige fordøje. Jeg havde jo lige indstillet mig på, at der gik en uge, inden jeg skulle være mor. Nu kom det da meget tæt på.
Ca. 30 minutter senere får jeg lagt en vestimulerende stikpille op med den besked, at jeg nok skulle have en mere for at opnå en virkning, men at de nok først ville give mig den næste dag. Hvis jeg ikke havde veer, ville de give mig noget beroligende, så jeg kunne sove lidt om natten. Apropos det at sove, så havde jeg ikke lukket et øje, siden jeg blev indlagt dagen før, så jeg indstillede mig igen på, at det ikke var nu, jeg skulle føde.
Min mand kommer sidst på eftermiddagen. Vi bliver enige om, at han skal gå ned og få noget kaffe, mens jeg prøver at sove lidt. 10 minutter efter, han er gået, giver det et højt smæld, og jeg hopper nærmest i sengen, og så skal jeg lige love for, at jeg får ondt.
Jeg får veer lige på en gang, og de kommer lige efter hinanden. Jeg får fat i manden, der er noget forvirret over det tempo, tingene sker i. Han ringer efter sygeplejersken, da jeg ikke selv er i stand til noget. Jeg hænger oppe i bøjlen, der er oppe over sengen. Det eneste jeg kan er at koncentrere mig om min vejrtrækning.
Jeg bliver omgående kørt på fødegangen, og det bliver konstateret, at jeg har åbnet mig 7 cm på 15 minutter. Ikke så sært, det gjorde ondt. Efter et stykke tid vil jordemoderen gerne have, at jeg kommer over på briksen, da hun synes, det går lidt hurtigt. I det samme, jeg kommer på benene, kommer den første presseve, og jeg brøler om jeg må presse. Det må jeg gerne, siger hun.
Jeg presser og presser i 1½ time. Barnet står lidt fast, og mine presseveer er ikke særlig effektive. Det er hårdt, og kræfterne er ved at slippe op. Jordemoderen klipper mig, da jeg er ved at briste, og i den næste ve kommer han så, min lille søn på 2.514 gram og 45 cm.
Jeg får ham ikke op til mig, da han har problemer med at folde sine lunger ud, så han og farmand kører straks over på neonatal afdelingen. Her ligger jeg så alene tilbage, og der går omkring 3 timer, inden jeg endelig kommer over og ser min søn. Han har det fint, får lidt ilt og ellers overvåger de ham bare. Han er for træt og svag til selv at spise, så han får mad igennem en sonde.
Alt i alt er vi på neonatal afdelingen i 3 uger, inden vi kommer hjem, og vi glæder os til at komme hjem og få den berømte rytme, som alle snakker om. Men ak, vi skulle blive meget klogere. Vores lille dreng begynder at skrige en uge efter, vi er kommet hjem.
Vi er ved lægen et par gange og bliver også indlagt et par gange. Det er et helvede at skulle tilbage til sygehuset, men vi gør det selvfølgelig for vores drengs skyld. På det tidspunkt havde han skreget uafbrudt i 3 døgn.
Efter et par indlæggelser står det klart for os, at vi oven i det hele nu også står med et kolikbarn. Det bliver en hård og sej tid med et barn, der skriger fra morgen til aften, og til sidst får jeg også konstateret, at jeg har en fødselsdepression i svær grad.
Efter godt 4 måneder holder vores dreng endelig op med at skrige. Jeg får medicinsk behandling og er netop begyndt at konsultere en psykolog. Det er stadig hårdt, men efter hånden går der længere og længere tid imellem, at jeg får det dårligt, og jeg håber jo på, at psykolog behandlingerne kan hjælpe mig så meget, at jeg kan trappe ud af medicinen og begynde på mit liv igen.
Vi har været en barsk tid igennem, men nu vil jeg gerne lægge den bag mig og ønsker ikke, at den skal fylde så meget i mit liv længere.
13-09-2007
|
Kommentarer
© 1999-2025