Skrevet af Helle
Den 1. december 2006 beslutter min kæreste og jeg, at det er på tide, jeg smider p-pillerne. Jeg er blevet 30, og flere af mine veninder har brugt en del år på at blive gravide, så nu vil vi gerne igang.
Allerede den 1. februar finder jeg ud af, at jeg er gravid, og jeg tager til lægen. Vi kan ikke rigtig finde ud af, hvor langt jeg er henne, men ud fra hendes undersøgelse mener hun ca. 7 uger. For at være helt sikker vil hun gerne have mig scannet hos en gynækolog, så vi præcist kan finde ud af, hvor langt jeg er henne. Jeg skal ringe og bestille tid et par dage senere.
Dagen efter på vej i bilen til arbejdet får jeg vanvittigt ondt i maven, og får lidt bange anelser. Jeg ringer for at bestille en tid hos gynækologen, og fortæller samtidig om mine smerter. Han siger, jeg kan få en tid om en time, og den tager jeg imod.
Da jeg kommer ind til gynækologen, som er meget kort for hovedet, beder han mig om at tage tøjet af forneden og sætte fødderne i "stigbøjlerne". Han scanner mig indvendigt. Han er meget stille meget længe, hvorefter han fortæller mig, at han intet kan se i min livmoder, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan forstå. Jeg har endnu slet ikke skænket det en tanke, at det kunne sidde udenfor livmoderen.
Jeg tænker, at han ikke har kigget ordentligt. Han beder mig om at tage tøjet på, og vi tager en snak ved skrivebordet. Han fortæller mig, at han har en mistanke om, at det kan sidde udenfor livmoderen, og han gerne vil sende mig på hospitalet for en ekstra undersøgelse. Jeg bliver meget ked af det og græder og græder. Det har han meget svært ved at håndtere, og han spørger mig bare, om jeg selv kan komme over på hospitalet, som ligger ca. 5 minutter væk i bil. Det siger jeg ja til. Jeg ringer efterfølgende til min kæreste, som selvfølgelig også bliver meget ked af det, også fordi han ikke er med.
Jeg tager på hospitalet, og ventetiden for at komme ind til undersøgelsen på gynækologisk afdeling virker uendelig. Da jeg endelig kommer ind, er det til en medicinstuderende, der på ingen måde er trænet til at tale med ulykkelige mennesker. Hun spørger mig om uendelig mange spørgsmål om kønssygdomme, underlivsbetændelse og mange andre ting, som jeg aldrig har fejlet. Hun siger aldrig, hvorfor hun spørger mig om alle disse ting. Så jeg finder først bagefter ud af, at disse ting kan have forusaget situationen, ved at lede på nettet.
På hospitalet bliver jeg endnu engang scannet, og gynækologens diagnose var desværre rigtig. Jeg var gravid udenfor livmoderen. Så jeg tænkte: "Hvad nu?". Lægen fortalte mig, at de ville sende mig hjem, da de fleste graviditeter udenfor livmoderen selv går til grunde, og kroppen selv udskiller det. Han forklarede mig også, at det kunne være værre, nemlig at det kunne blive meget smertefuldt og farligt, og så skulle jeg straks på hospitalet. Sikken en besked at tage hjem med!
Jeg sygemeldte mig fra arbejdet for at afvente situationen et par dage, hvilket senere viste sig at være en fornuftig beslutning. Dagen efter blev min kæreste hjemme hos mig i tilfælde af, at der skulle ske noget. Det gjorde der ikke. Ud over, at jeg var rigtig ked af det, havde jeg ikke ondt nogen steder overhovedet. Vi blev enige om, at min kæreste tog på arbejde dagen efter, og jeg ville blive hjemme endnu en dag for at se situationen an.
Min kæreste tog hjemmefra ved 7-tiden, og jeg vågnede ved 9-tiden med ubeskrivelige smerter i underlivet. Jeg rejste mig op for at finde min mobiltelefon og ringe til min kæreste. Idet jeg rejste mig op, blev det hele sort, og jeg besvimede. Jeg ved ikke, hvor længe jeg var væk, men jeg lå på gulvet ved siden af min seng. Jeg fik ringet min kæreste op. Han er oprindeligt uddannet redder og fortalte mig, at jeg skulle lade være med at rejse mig op men blive liggende. Det forstod jeg ingenting af og rejste mig igen op for at gå på toilettet, hvilket resulterede i, at jeg besvimede igen. I mellemtiden ringede han efter en ambulance.
Da jeg kom til mig selv igen, ringede min kæreste og fortalte mig, at jeg altså ikke skulle stå op, og at han havde ringet efter en ambulance. Han havde set alvoren i situationen i modsætning til mig, som syntes, det var vigtigere at få noget tøj på, inden ambulancefolkene dukkede op. Der gik nok ca. et kvarters tid, før de nåede frem, da vi bor et stykke ude på landet. Min kæreste havde talt med dem, så de kendte til situationen. De rejste mig op for at få mig ud på en båre, og jeg besvimede åbenbart igen, for da jeg kom til mig selv, lå jeg inde i ambulancen. Min førsten gang i en sådan én.
Mit blodtryk var nu så lavt, at de ikke kunne finde en puls, og de havde meget svært ved at lægge en nål ind. De kørte herefter meget hurtigt til hospitalet. Her var min kæreste nået frem, og det jeg stadig husker bedst var hans meget bekymrede blik i øjnene, og jeg synres at ane en tåre, inden de kørte mig til operation. Min kæreste er roligheden selv, og derfor blev jeg meget bekymret for, om jeg ville klare den.
Jeg blev lagt i narkose og akut opereret. Det hele gik meget hurtigt. Da jeg vågnede op, var det blevet eftermiddag, og jeg kunne slet ikke forstå, hvor jeg var og hvorfor. Endelig blev jeg kørt fra opvågningen og op på gynækologisk afdeling, hvor min kæreste ventede på mig. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg var for at se ham igen.
Jeg syntes, der gik evigheder, før lægen kom og foklarede mig, hvad der var sket under operationen. Min graviditet var bristet og begyndt at bløde kraftigt. Der var derfor, jeg blev ved med at besvime. De havde fjernet min venstre æggeleder, og jeg mistede ca. 1½ liter blod, så jeg var meget svækket.
På hospitalet ville de vente og se situationen an, før de ville give mig blodtransfusion. Dagen efter var jeg stadig meget svimmel og meget bleg. Min kæreste prøvede at få mig i bad på hospitalet, men hver gang han fik rejst mig op, blev jeg meget dårlig. Derfor besluttede lægen, at jeg skulle have en liter blod for at få det nogenlunde igen. Det fik jeg, og jeg fik det markant bedre og kunne tage hjem dagen efter efter 2 dages indlæggelse.
Jeg fik at vide, at jeg skulle sygemelde mig i 2 uger for at komme på toppen igen. Jeg havde også stadig over en liter blod liggende i maven, og det er en meget smertefuld affære. Det er ikke farligt, da kroppen optager det, men det klemmer på alt andet, man har i maven, og det kan ikke beskrives, hvor ondt det gjorde.
Vi fik at vide, at vi skulle vente 2 måneder med at prøve igen. Det gjorde vi næsten, og jeg blev gravid med det samme på trods af, at jeg mangler den ene æggeleder. Jeg er nu halvvejs i min graviditet, og alt går denne gang helt, som det skal. Jeg blev scannet så tidligt, det kunne lade sig gøre, for at sikre, at det denne gang lå i livmoderen. Det gjorde det. Min kæreste og jeg glæder os meget til at blive forældre og håber, at resten af graviditeten går, som den skal.
24-09-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025