Skrevet af Ann
Jeg har tidligere skrevet et indlæg om at miste mine 2 børn Lærke og Lucas i 2001 efter et langt forløb i hormonbehandling.
Da jeg skrev det, var jeg gravid med min søn, som i dag er 5½1 år gammel, og som lige er blevet storebror. Ja, det lykkedes os altså at få 2 raske og sunde børn, selv om det skulle tage 9 år.
Efter historien om tvillingerne er der sket meget i vores liv. Jeg var jo som nævnt gravid med Toke, og jeg glædede mig til at blive mor sådan rigtigt.
Det blev jeg også den 20. november 2002. Han kom 3 uger før tid og vejede 3.600 gram. Desværre var min glæde begrænset, da jeg bar på en stor sorg.
Min elskede far døde den 4. november, og han nåede derfor ikke at opleve sit barnebarn, selv om han havde glædet sig helt vildt ovenpå tabet af tvillingerne.
Nå, men Toke skabte dog trods tabet af min far glæde og gav mig energi til at leve livet. Claus og jeg bestemte efter Tokes fødsel, at nu skulle vi ikke have flere børn. Ikke flere homonbehandlinger til familien Ditlevsen.
I januar 2003 var jeg til undersøgelse hos min egen læge, da jeg også havde fået Toke ved kejsersnit. Hun kunne fortælle mig, at jeg var gravid igen, men at jeg blødte bagerst i skeden, og at hun frygtede, at graviditeten sad udenfor livmoderen.
Åh nej, ikke igen tænkte vi. Men jo. Jeg blev indlagt på Holbæk Sygehus i 1 uge, og herefter fik jeg taget blodprøver igen igen. Hmm, det var min 3. graviditet udenfor livmoderen. Lægen satte mig herefter på p-piller.
Efter 6 måneder ringede min mor, som nu var enke, til mig. Min mor lød underlig, som om hun ikke var helt ved sig selv. Det viste sig, at hun havde fået 2 blodpropper i hjertet, og hun blev kørt til sygehuset i ambulance.
Herefter blev hun overført til Rigshospitalet i København, hvor hun blev opereret. Det var her, jeg overtalte Claus til at få et barn mere.
Jeg er selv enebarn, og det var hårdt at have mistet tvillingerne og min far inden for så kort tid, og så nu måske min mor.
Jeg var fuldstændig ude af den. Her stod jeg helt alene i verden, følte jeg. Ingen søskende til at støtte mig, "kun" Claus' familie (de støttede mig, men det er ikke det samme som ens egne forældre/søskende). Den følelse skulle Toke aldrig have, tænkte jeg. Det skal siges, at min mor lever i bedste velgående i dag, gudskelov!
Efter 5½ år og endnu en hormonforgiftning er det nu lykkedes os at få den sødeste lille pige her i januar 2008. Hun er ikke døbt endnu, men hun kommer til at hedde Merle.
Så klø på, hvis du gerne vil have børn og er i hormonbehandling. Det er til tider hårdt, og man tror aldrig, det lykkes. Det gør det heller ikke for alle par, men kæmp for det! Det har vi gjort, og det var det hele værd!
De børn, som I måtte få, er noget ganske specielt. Det er alle børn. Men dem, som bare kan blive gravide på normal vis, ved ærlig talt ikke, hvad det vil sige at være i den forbandede farlige hormonbehandling.
Nu skal jeg IKKE have flere børn. Knus til alle, der har læst dette og kunne bruge det til noget.
20-04-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025