Skrevet af Mette
Vi fik tid til planlagt kejsersnit den 6. juli 2007. Men i weekenden forinden begyndte jeg at have mærkværdige fornemmelser i maven og underlivet, og det var ligesom ikke de samme slags tryk, som plukkeveerne plejede at hidbringe.
Det var ligesom om, der var mere kraft i mavesmerterne og systematik. Jeg sagde til Henning allerede fredag aften, at han ikke skulle forvente, at jeg gik helt til fredag, for min fornemmelse var bare sådan.
Natten til lørdag var dårlig. Jeg sov skidt og havde det rigtig dårligt, da jeg vågnede op, men jeg valgte at slå det hen, fordi det da umuligt kunne være veer, når jeg i forvejen skulle føde for tidligt.
Vi havde ligesom også planlagt nogle ting i løbet af ugen, som skulle ordnes, inden Julius kom til verden. Inderst inde vidste jeg godt allerede fredag, at den var gal.
Så da jeg havde forsøgt at falde i søvn flere gange natten til søndag, og jeg blev ved at kigge på klokken og få det værre og værre, valgte jeg kl. 01.45 om natten at vække Henning, og kl. 02 var vi på hospitalet. Henning var dybt stresset, og hele vejen i bilen på vej mod Rigshospitalet lignede han et spøgelse, fordi han var så nervøs.
Jeg fik kørt en strimmel på hospitalet og blev undersøgt nøje. Heldigvis fik jordemoderen fat i min journal, hvor fødselslægen udtrykkeligt havde skrevet, at jeg, hvis jeg kom ind med veer, skulle have foretaget kejsersnit. Heldigvis havde jeg fastet, fordi mine fornemmelser jo havde været derefter, hvilket resulterede i en tid til kejsersnit kl. 10 om morgenen.
Tiden inden var ulidelig. Henning måtte tage hjem og sove, så jeg blev efterladt alene på hospitalet i en seng ved vinduet, og pludselig var jeg tilbage til sidste år, hvor jeg lå på en anden etage med kræft i livmoderhalsen og selvmedlidenhed nok til hele verden. Jeg græd og begyndte så småt at fatte, at jeg lige om lidt skulle have et kejsersnit med lokalbedøvelse og igennem endnu en operation.
Kl. 08 fik jeg endelig besked. Fødselslægen var på hospitalet. Han kunne foretage operationen, og kl. 10 blev fastholdt. Jeg ringede til Henning, som alt i alt havde sovet et par timer derhjemme, og han ankom kort tid før operationen. Vi blev hver især klædt i hvidt, og pludselig blev jeg hentet af en portør.
Da vi kort tid efter ankom til fødegangen, diskuterede lægerne med hinanden, fordi der åbenbart var sket en misforståelse, så de havde stået og ventet på mig. Hele 5 minutter. Så de var små-mugne, og jeg begyndte at joke lidt, fordi jeg ikke lige følte for at have en masse sure læger og sygeplejersker til at levere min kommende søn.
Jeg fik en masse dope i ryggen, som gjorde hamrende ondt, og Henning blev sat ved siden af min "båre", så han kunne holde mig i hånden under det hele. Det grønne klæde blev sat op foran os, så vi ikke kunne se selve operationen, og jeg blev lagt en lille smule skråt på båren, men jeg gjorde dem flere gange opmærksom på, at jeg lå dårligt og snart ville besvime, hvis ikke de lagde mig mere på siden.
Ganske rigtigt besvimede jeg kort efter, og mit blodtryk tog et styrtdyk. Så begyndte bedøvelsen endelig at virke helt, og jeg kunne ikke længere mærke alt under brystet. Dvs. jeg kunne godt fornemme, at der blev rørt ved min mave udenpå, men jeg kunne intet mærke indeni.
Så blev der hevet lidt under mit bryst, og Henning smilede over hele femøren, men jeg fattede ikke hvorfor. Så kunne jeg høre sygeplejersken sige noget med, at han havde en mærkelig farve og skulle have luft, og så gik det op for mig, at knægten var ude uden en lyd.
Jeg lå og forsøgte at tage det helt rolig, for jeg kunne intet stille op. Min krop ville ikke lystre, og jeg kunne ikke vende mig mod det bord, hvor min lille søn lå og var ved at få sin første luft.
Endelig fik jeg drejet mig en smule i stædighedens vold, og der så jeg så et klæde og en fod, men jeg kunne ikke se ordentligt, og pludselig kom der en lyd, ligesom en lille hvæsen, som så senere blev til et lille skrig, som lød meget lavt og ynkeligt.
En af sygeplejerskerne, Morten, sagde til mig, at han var rigtig fin, og Henning fik ham i armene i en ordentlig bylt. Jeg fik ham kort at se meget tæt på. En lille bitte dreng pakket ind i en kæmpe stak tæpper, som så igen var tapet med den brune brede tape rundt om.
Og så var de væk. Henning har efterfølgende fortalt mig, at han bar Julius hen til neonatalafdelingen, mens jeg lå på briksen på fødegangen/operationsstuen og blev syet sammen.
Efterfølgende blev jeg kørt på opvågningsstue, hvor jeg fik lidt at spise og fik målt mit blodtryk m.m. hvert kvarter. Efter ca. 4 timer spurgte en sygeplejerske, om jeg havde set min søn, og jeg svarede, at jeg kun havde set ham kort efter fødslen.
Hun fik ondt af mig, kunne jeg se, men jeg forstod ikke hvorfor, for jeg havde ikke en fornemmelse af at have født ham endnu. Selvom jeg havde set ham, havde jeg ingen tilknytning til ham overhovedet, så jeg savnede ham ikke. Jeg blev faktisk endda en smule irriteret på hende, fordi hun insisterede på, at jeg blev kørt på neonatal, inden jeg blev sendt på barselsgangen.
Henning havde kort været forbi og sagt, at Julius havde det fint og bare var så dejlig, men følelsen i mig manglede stadig. Jeg havde jo ikke engang rørt ved ham.
Da jeg kom på neonatal, lå der et lille pjok med C-pap og hvæste i en lille plastikkrybbe. Jeg kan huske, at min fornemmelse stadig manglede, og jeg blev rigtig ked af at se sådan en lille fyr med slanger i næsen og hvæselyde.
Jeg græd. Henning sagde, at han var ked af det, fordi det ikke var sådan, knægten havde haft det, da han gik derfra for under en halv time siden. Jeg holdte Julius i hånden, men følelsen kom bare ikke. Og jeg afventede den.
Først dagen efter, da jeg fik plantet drengen på brystet, gik det op for mig, at jeg havde født, og at han var min, ham den lille hvæsende dreng. Og moderfølelsen kom først mange uger efter. Men nu er den her, og jeg kan mærke, at den aldrig går væk igen. Heldigvis.
28-10-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025