Det førstefødte barn i en familie har ofte højere IQ, klarer sig bedre i skolen og kommer til at tjene flere penge som voksen end de yngre søskende. Forklaringen kan ifølge ny forskning være, at forældrene gennemsnitlig ofrer langt mere kvalitetstid på det ældste barn end på det yngste.
I familier med 2 eller flere børn får det ældte barn gennemsnitlig 20-30 minutter mere kvalitetstid dagligt med hver af forældrene end sine søskende. Og det gælder specielt fra 4 til 13 års alderen.
Det viser en undersøgelse, som forskere fra Brigham Young University har foretaget blandt 21.000 forældre, der er blevet telefoninterviewet om deres hverdag.
Forskerne konkluderer, at det ældste barn i gennemsnit får 20-25 minutter mere kvalitetstid med sin far og 25-30 minutter mere med sin mor hver dag end nummer 2 i søskendeflokken.
Samme mønster kan man konstatere, når det drejer sig om forskellen på nummer 2 og nummer 3 i en søskendeflok.
Ifølge forskerne ser de yngste søskende mere TV med deres forældre, når de er mellem 4 og 13 år, end den førstefødte gjorde, da han eller hun var på samme alder.
Kilde: Jyllands-Posten
28-02-2008

|