Skrevet af Trine
Jeg venter nu mit barn nummer 2, og jeg vil gerne dele min første oplevelse med jer. Nu har jeg nemlig læst så mange beretninger selv.
Jeg havde termin den 26. marts 2005. Jeg håbede dog ikke på at føde den dag, da min nevø også har fødselsdag den dag. Men at gå 14 dage over tiden, var ikke lige det, jeg havde planlagt.
Jeg havde en aftale med sygehuset om, at jeg skulle vente weekenden over, ellers ville de sætte mig i gang. Fredag morgen kl. 6.30 gik vandet dog. Det mente jeg i hvert fald, for jeg havde jo aldrig prøvet det før.
Jeg fik sendt kæresten af sted på arbejde, og kørte vores hund op til mine forældre, der skulle passe hende. Så gik turen forbi sygehuset, der kunne fortælle, at jeg kun var 1 cm åben.
Jeg kørte så hjem igen, og lå hele dagen og så fjernsyn. Jeg bestilte til og med en pilates-DVD på TV-shoppen, så jeg kunne komme i form efter fødslen - den er selvfølgelig aldrig blevet brugt.
Sidst på eftermiddagen begyndte det at nive noget, og jeg ringede til kæresten og bad ham komme inden så længe. Vi kørte endnu engang på sygehuset ved spisetid, men intet var sket siden i morges - øv.
Jeg kunne dog ikke lade være med at grine af mig selv, da vi kørte derfra. Det var vel lidt naivt at tro, at det ikke ville gøre mere ondt end dét.
Vi hentede lidt aftensmad, og ved 21-tiden ville jeg gå i bad og i seng, så jeg var frisk, til når det startede for alvor. Lige da jeg havde lagt mig i sengen, startede det selvfølgelig. Mine veer kom for fulde gardiner og med ganske få pauser.
Min kæreste gik i seng, og så lå jeg i min egen verden og prøvede at kontrollere begivenhederne en smule, for nøøj hvor det gjorde ondt. Da klokken var henad 2.30, kunne jeg ikke mere, og jeg ville gerne på sygehuset igen.
Denne gang var jeg 3 cm åben, og vi blev derovre. Jeg lå så igen i min egen verden og var meget fokuseret på min vejrtrækning, som jordemoderen bad mig om. Jeg kom i karbad ved 5-tiden, og det var SÅ dejligt efter så mange timer med så mange smerter.
Der kom en ny jordemoder kl. 7. Hun ville gerne have sat lidt skub i tingene, da jeg havde haft vandafgang i over 24 timer, og derfor havde en forøget risiko for infektion, og jeg manglede stadig 2 cm.
Hun ville gerne sætte mig på et ve-stimulerende drop, men fordi jeg var så brugt efter så mange timer, ville hun også give mig en epiduralblokade. Hun og lægen var dog ved at opgive, da de efter 3 forsøg ikke kunne få nålen ind.
Undervejs havde babyens hjertelyd det ikke så godt, for hver gang lægen skulle stikke mig, skulle jeg krumme mig sammen, og det fik hjertelyden til at dykke. Faktisk var jordemoderen ved at stoppe det, men så lykkedes det efter 4 forsøg.
Det var, som jeg efterfølgende har sagt mange gange, Guds gave til den fødende kvinde. Efter så mange timers smerter var det intet at mærke. Meen, nu ville babyens hjertelyd ikke rigtig op igen, og til sidst besluttede de, at nu skulle der ske noget, og det blev et akut kejsersnit.
De mente, at de kunne klare det med epiduralen, men fordi babyen lå så langt nede, skulle de møve noget rundt med mig, og derfor besluttede de, at jeg skulle i fuld narkose.
Det vil jeg aldrig igen, for jeg kan ikke huske, hvordan min søn så ud, første gang jeg så ham. Omtåget af narkosen og uden mine briller. Men heldigvis var han ganske perfekt, den "lille" størrelse på næsten 4.200 gram.
Efter 3 dage fik jeg desværre en infektion, som endte med, at jeg skulle ligge på sygehuset i 14 dage, med 3 operationer til følge.
Min søn havde tabt sig de sidste 14 dage, jeg var gået over tiden, og personalet var meget opmærksomme på amningen. Så alt det, mener jeg, er skyld i, at jeg aldrig fik ordentlig gang i amningen. Men det gør ikke min søn mindre dejlig.
Og nu skal han så være storebror til sommer. Denne gang vil jeg gerne bede om et planlagt kejsersnit, så der forhåbentlig er mere kontrol over tingene. Og denne gang skal det nok lykkes med amningen - det er jeg sikker på.
Tak fordi du ville læse min historie.
24-03-2008
|
Kommentarer
© 1999-2025