Skrevet af Judith
Nu har jeg dagligt læst om I andres beretninger omkring graviditet og fødsel, og nu må det vist være min tur til at komme med mit bidrag.
Min mand og jeg besluttede i starten af 2004, at nu var det så småt på tide, at vi udvidede vores familie. Vi gik i gang med projektet, men der skete bare intet. Efter knap 8 måneder blev jeg henvist til en gynækolog til undersøgelse. Hun sagde, at alt var OK, og vi skulle se tiden an. Ikke lige det svar, man vil have.
I december skulle jeg til eksamen, og jeg var totalt stresset. I januar 2005 fik jeg symptomer på, at noget var i gærde, men jeg fortalte ikke noget til manden, for hvis nu ikke. Jeg tog alligevel en test, og jubi. Jeg ringede til manden og fortalte det, og vi var glade men også nervøse. Var vi nu klar til dette job?
Graviditeten gik lige efter bogen, ingen kvalme eller andet. Da vi nåede termin den 6. september, var jeg enormt stor, og vægten var + 13 kg. Dagene gik, og intet skete, ud over at jeg fik vand i kroppen, og vægten bare steg.
Da jeg var i uge 42+0, var jeg til tjek på sygehuset med henblik på igangsættelse den efterfølgende dag. De skønnede baby til over 3.800 gram. En stor baby. Vi tog hjem og var lidt spændte. Vi vidste, at i morgen skulle det ske.
Vi var ved svigerfamilien om aftenen, og der var ingen tegn på noget. Vi fortalte ikke, at der skulle ske noget næste dag. Da vi kom hjem, gik vi i seng omkring midnat og var lidt fjollede.
Jeg faldt endelig i søvn, men efter kort tid vågnede jeg med et smæld i maven. Jeg lå lidt, men der skete intet. Jeg faldt i søvn igen, men efter endnu en halv time, var det der igen. Jeg lå lidt og 15 minutter efter igen. Jeg tænkte, at der nok kom til at gå mange mange timer, inden der skete noget, men efter en time fra første ve var der kun 5 minutter mellem veerne.
Jeg stod op vaskede mig og gik lidt rundt, inden jeg kl. 3.30 vækkede manden. Det var noget svært, han troede vist ikke helt på, hvad jeg sagde, så han vendte sig bare om. Jeg fik dog forklaret ham, at nu var det altså NU.
Han for ud af sengen og kommanderede med med. "Ring til fødegangen", hvilket jeg sagde, at jeg var ved. Han var klar på 5 minutter, selv om fødegangen havde sagt, at vi skulle slappe af og komme, når vi følte, at det var tid. Han ville ikke vente, så jeg måtte bare ind i bilen og afsted.
Turen derind var ikke sjov. Hvert bump i vejen gjorde ondt. Vi fandt en parkeringsplads et stykke fra sygehuset, men jeg ville ikke sættes af foran døren, så jeg gik selv den tur, der normalt ville tage 5 minutter. Nu tog den 20 minutter.
Vi ankom til fødegangen kl. 4.30 og fik besked på, at der var meget travlt, og at der ikke var nogen stue eller personale klar. Vi ventede i modtagelsen sammen med en anden kvinde med veer. Endelig kl. 5.00 kom en jordemoder, og jeg blev undersøgt. Jeg var 1 cm åben, og livmoderhalsen var udslettet.
Hun sagde, at hun ikke ville sende mig hjem, da veerne var meget hårde og koblende. Ja, det havde jeg altså bemærket. Vi fik en stue, og jeg fik sat CTG på med besked om at ringe med klokken, hvis der skete noget. Jo tak, jeg begyndte at kaste op, og manden rodede i ale skabe efter noget, jeg kunne kaste op i, mens han ringede på klokken. Der kom bare ingen.
Han sagde, at han fik det skidt, og han nåede lige at sætte sig, inden han besvimede. Jeg fik taget CTG'en af og løb så med veer efter hjælp, og nu skete der noget. Manden var vågnet, da vi kom tilbage. Vi aftalte at ringe efter min søster, så der var en ved mig under fødslen, hvis manden fik det skidt igen.
Kl. 7.30 kom en ny jordemoder og sagde, at hun blev ved os, til vi havde en baby, da der nu var ro på fødegangen. Jeg var nr. 22 den nat. Min søster kom og var selskab for os. Manden havde det fint igen efter lidt saft og kiks.
Veerne var stadig onde, og jeg var ved at være godt gal over, at de ikke fjernede smerten. Jeg blev ved med at sige, at der var noget galt, men de sagde, at alt var OK. De kaldte afdelingsjordemoderen til stuen, da jeg stadig ikke havde det godt. Veerne var koblende, og der var ingen pause mellem dem.
Hun sagde, at hun ville komme igen om en time og vurdere, hvad der så skulle ske. Det gjorde hun også, men hun sagde efter undersøgelsen, at den kunne jeg vist godt selv klare, og at hun kl. 12 ville tage babyen med sugekop, hvis der ikke var sket noget. Hun kunne nemlig se, at jeg var helt åben og klar til at presse.
  Kl. 12.10 kom prinsessen til verden. Hun vejede 3.380 gram og var 52 cm lang. Hun blev født med højre arm over hovedet, og det derfra smerten kom, idet hun havde trykket på blæren under hele forløbet. Der var noget langt fra de 3.800 gram, de havde skønnet dagen før ved scanning.
Hun var og er den nemmeste pige. Hun sov hele natten kun afbrudt af en tår bryst, så da hun var 11 måneder besluttede vi, at hun da skulle være storesøster. Vi vidste jo, hvor længe det tog med at blive gravid første gang.
Men den var der ved første forsøg, og terminen blev fastsat til 11. juni 2007. Graviditeten var som den første, dog med en del flere tjek, da mit symfysemål ikke rigtigt voksede. Jeg blev advaret om, at når jeg gik så længe over første gang, gjorde jeg det nok også anden gang.
Jeg blev sygemeldt i uge 29, fordi den yderste fostehinde var gået i stykker. Jeg var i den forbindelse på fødegangen til tjek, da de var bange for, at det var vandet, der var gået. Turen der ud var med ambulance, noget jeg hader. Alt var dog OK, men jeg var hjemme resten af tiden.
Jeg nåede termin uden tegn på noget. Jeg havde dog en del uro om natten mellem den 12. og 13. juni. Jeg fik lidt ondt i maven i løbet af formiddagen og tænkte "åh nej, ikke endnu en blærebetændelse". Men jeg ringede til fødegangen, og de sagde, at jeg skulle tjekkes. Så ringede jeg efter manden og søster for at høre, om hun ville hente den store i dagpleje.
Manden og søster ankom her samme tid. Søster skulle lige hente en autostol til den store. Hun kiggede på mig og sagde, at jeg fødte inden midnat. Tak, jeg havde prøvet at have veer, så vidste, at dette ikke var veer.
Turen til fødegangen var træls. Der var tæt trafik, og den tog 25 minutter. Jeg kom straks til undersøgelse, og bagefter sagde jordemoderen, at jeg altså havde veer med ca. 3 minutter mellem, og jeg var 1 cm åben. Hun ville ikke sende mig hjem, da veerne var tætte. De gjorde ikke rigtig ondt, men var bare irriterende.
Vi fik anvist en fødestue, og så kunne vi ligge der og slappe af. Jordemoderen kom og kiggede til os med mellemrum og sagde, at vi bare skulle kalde. Hun gik ude på gangen med en rudnvisning. Jeg gik også en tur på gangen, for nu var jeg ikke mere i tvivl. Det gjorde nas.
Da jordemoderen kom tilbage, spurgte hun til smertelindring eller badekar. Jeg sagde, at jeg denne gang ville have en epiduralblokade, og hun sagde bare "OK, den bestiller jeg, når tiden er der". Og sådan blev det. Narkoselægen kom, og jeg indrømmer, at jeg blev pludselig bange og i tvivl, om jeg turde få den lagt.
Jeg sagde, at jeg gerne ville ligge ned, mens han lagde den. Narkoselægen forklarede, hvordan det skulle foregå, og gik så ellers i gang. Den første sprøjte, der bedøver huden, gjorde ondt, men ikke mere end en ve. Jeg opdagede ikke, at han lagde selve epiduralen.
Efter ca. 5 minutter var jeg i himlen. Jeg mærkede absolut intet til veer, og jeg var faktisk nervøs for, om fødslen nu var stoppet. Jordemoderen undersøgte mig igen og sagde, at det bestemt ikke var stoppet, og veerne var faktisk meget kraftige.
Sådan gik nogle timer. Jeg hyggede, læste og snakkede med manden. Han mente, at jeg snakkede meget og sagde, at jeg virkede fuld. Jeg havde det bare godt. Pludselig begyndte veerne igen at gøre nas, og jordemoderen forklarede, at nu var baby ved at være så langt nede, og jeg var snart klar til at presse.
Jeg forklarede hende, at jeg altså skulle på WC, hvilket jeg kun fik lov til, hvis manden gik med, og hvis jeg KUN tissede. Da jeg sad der, sagde jeg til manden, at jeg troede, at jeg skulle lave stort, hvorefter han kaldte på jordemoderen, der straks sendte mig ind i sengen og sagde, at så måtte jeg lave stort der. Nej tak!
Hun var nu sikker på, at det var tid til at presse. Det gjorde så afsindigt ondt, også mere end jeg huskede, og jeg klagede til jordemoderen om, at der var noget galt. Det gjorde nemlig ondt i anus, og der skal den jo ikke ud. Hun prøvede at bedøve mig med noget spray, men det virkede ikke.
Jeg fik pludselig beordret iltmaske, hvilket jeg ikke ville have, men beskeden var, at det skulle jeg, hvorefter sosu-assistenten satte den på mit hoved. Smerterne var nu så vilde, at jeg bandede og skældte ud.
Jordemoderen spurgte, om jeg ville have baby på maven, når den kom, for så var det tid til at knappe skjorten op. Selvfølgelig ville jeg det. Ved næste presseve fik jeg besked på at presse igennem og ikke stoppe, uanset om veen stoppede. Jeg pressede, mens jeg var ved at gå til af smerte.
Ud kom en hvid/blå dreng, og jordemoderen sagde til sosu-assistenten, at hun skulle trykke på knappen. Ind kom overjordemoderen og 2 andre og tog drengen. Han sagde intet, og det gjorde jordemoderen heller ikke. Jeg kiggede på manden og sagde: "Hvad sker der?". Han rystede på hovedet, og jordemoderen forklarede nu, at han lige skulle have noget hjælp, da han var født med navlesnoren stramt omkring halsen og derfor manglede ilt.
Hun tog en prøve af navlestrengen for at måle iltindholdet, så de kunne se, hvor længe han havde været uden ilt. Og så skreg han. Jubi, den mest befriende lyd. Jeg fik ham over på maven efter ca. 5 minutter. Han fik apgar 4 efter 1 minut og 10 efter 5 minutter.
Vi nåede slet ikke at blive bange, for min jordemoder var rolig, og når hun var rolig, var der vel ikke noget galt. Hun kom nu og fortalte, at det var noget af en slutning, vi fik på fødslen. Masken var fordi, hun kunne se, at hjertelyden dykkede mellem veerne, og at han derfor skulle have ilt og skulle ud med det samme. Den sidste ve var også sidste chance for at få ham ud, for ellers havde de "taget" ham ud, enten med sugekop eller kejsersnit.
Han blev født med navlesnoren stramt om halsen som stjernekigger med hånden over hovedet. Intet af dette havde de opdaget ved undersøgelserne. Godt vi ikke vidste dette, for så havde vi nok været bange. Han var en lang tynd gut på 3.250 gram og 55 cm lang. Han blev født 2 dage efter termin den 13. juni 2007 kl. 21.41.
 Vi kom på barselshotellet kl. 2.00, og kl. 7.00 stod vi op og spiste morgenmad, hvorefter Farmand hentede Storesøster. Hun var bare SÅ stolt, da hun så ham, og hun ville have ham med hjem.
Vi var hjemme kl. 10.00, hvor Farfar havde været hjemme ved os og hejse flaget. Vi hører til de heldige, der har både en prins og prinsesse, og begge er sunde og raske. Om der kommer en tredje, må tiden vise. Far siger nej, mor siger ja.
24-04-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025