Skrevet af Lotte
Den 30. maj 2008 kl. 7.45 blev jeg indlagt på Odense Universitetshospital (OUH) for at blive sat i gang. Den dag var jeg i uge 38+1 og kunne se tilbage på en forholdsvis uproblematisk graviditet. Grunden til igangsættelse så "tidligt" var, at jeg er diabetiker.
Torsdag aften den 29. maj kører vi efter en hyggelig middag til Odense - en tur på ca. 2 timer. Vi overnatter hos min onkel og faster i nærheden af Odense, da vi jo skal møde tidligt fredag morgen på OUH.
Fredag kl. 7 kører vi mod OUH med sommerfugle i maven. Måske bliver vi forældre i dag? Kl. 8 bliver vi vist ind på en stue, og kl. 8.30 kommer der en jordemoder. Jeg får kørt en CTG og bliver undersøgt. Min livmoderhals er ca. 4 cm, så jeg får lagt en stikpille. Derefter skal jeg blive i sengen en time.
Timerne går, uden der sker noget. Kl. 15 får jeg igen kørt en strimmel og bliver undersøgt. Stikpillen har jeg ikke reageret videre på, så jeg får en mere. Om eftermiddagen går vi en lang tur for at se, om det kan hjælpe, og igen om aftenen. Kl. 20.30 synes jeg, at jeg begynder at kunne mærke en murren i maven - faktisk med 3 minutters mellemrum. Endelig sker der noget.
Jeg sender manden hjem til min kusine for at sove, i fald der sker noget om natten. Han vil kunne være der i løbet af 10 minutter, hvis der begynder at ske noget. Kl. 23 går jeg selv til ro - stadig med begyndende veer med 3 minutter imellem. Jeg får ikke sovet noget videre om natten, og kl. 3 får jeg et varmt omslag, hvilket hjælper. Jeg falder i søvn og vågner igen kl. 5 - uden veer, der er intet at mærke!
Kl. 8.30 kommer manden igen, og kl. 9 får jeg igen kørt en CTG, bliver undersøgt og får lagt endnu en stikpille, da jeg stadig har ca. 2-3 cm livmoderhals tilbage. Efter at have hvilet en time, traver vi igen en tur rundt om OUH.
Kl. 15 bliver jeg igen undersøgt og får lagt den 4. stikpille. Jordemoderen taler med os om, at søndag muligvis skal være hviledag for, at min krop kan få lidt ro. Jeg har af og til veer, ikke voldsomme, men de kan dog måles på CTG'en. De er bare ikke så kraftige, at min krop kan bruge dem til noget. Jeg taler for ikke at få en hviledag, men det er op til overlægen og jordemoderen, der har vagt søndag.
I løbet af lørdag aften tager veerne lidt til igen, men igen går det i sig selv. Søndag morgen bliver jeg undersøgt og har nu 2 cm livmoderhals tilbage, men er blevet meget mere blød, så med denne undersøgelse og min tilladelse forsætter de med en stikpille. CTG'en viser også, at lillemusen derinde har det godt, så det er OK at forsætte igangsættelsen.
Da vi er ved at få sygehuskuller, tager vi ud i Rosengårdcenteret, hvor vi spiser frokost og shopper lidt. Veerne begynder at tage til, og jeg er nødt til at standse under veerne. Nu lader det til, at der sker noget.
Vi kommer tilbage til OUH, og jeg lægger mig. Klokken er nu 14. Jeg taler med en jordemoder, og hun siger, at der kommer en jordemoder som aftalt kl. 15. Jeg smutter på toilettet, da jeg ved, jeg skal ligge en time efterfølgende. På toilettet ser jeg, at slimproppen er gået. Jeg synes dog, at veerne igen er på tilbagetog, så jeg venter med længsel på, at klokken bliver 15, så jeg kan få en stikpille mere.
Kl. 15.35 kan jeg ikke forstå, hvor jordemoderen bliver af. Jeg spørger manden, hvad klokken er. På det tidspunkt får jeg 3 meget hårde veer og mærker et smæld i maven. Jeg forklarer manden, at jeg tror, at der gik noget i stykker i mig under den sidste ve. Klog som han er, siger han, det nok er fosterhinden. Det griner vi lidt af, og da jeg bruger mavemusklerne, fosser vandet ud af mig! Han havde ret!
Vi tilkalder jordemoderen, som undersøger mig. Jo, det er vandet, der er gået, og det er fint klart. Jeg har stadig 2 cm livmoderhals, men er nu officielt i fødsel. Jeg får et kort bad, imens de ordner min seng, som er gennemblødt.
Da jeg igen kommer ind på stuen, er det med hjælp fra min mand. Veerne er slemme og kommer lige oven i hinanden. Jeg får kørt en strimmel, og lillemusen har det godt, men veerne er hårde ved mig. Jeg tænker tanker omkring kejsersnit og adoption, hvis vi skal have flere børn. Jeg mener bestemt, at det gør mere ondt på mig end andre kvinder, fordi jeg normalt har en høj smertetærskel. Jeg kan ikke forstå, at nogen kvinde vil gennemgå det mere end én gang.
Klokken nærmer sig 17.30, og jeg har "kun" haft veer et par timer. Men de er hårde. De varer 2-3 minutter og med meget kort mellemrum, så jeg når ikke at slappe af imellem dem. Jordemoderen overvejer at give mig noget vehæmmende, da jeg næsten har haft vestorm, fra da vandet gik, men hun vælger at se tiden an.
Jeg spørger efter noget smertestillende og får at vide, at det må jeg gerne få, men først når jeg kommer op på fødegangen. De serverer noget mad for mig, men jeg kan intet spise. Jeg har kvalme under veerne og kan ikke nå at spise imellem dem. Jeg ved godt, at hvis jeg ikke spiser, sætter de mig på et glukosedrop, da jeg er diabetiker, og så ryger muligheden for at komme i karbad.
Jeg får lov til at tage et brusebad. Jeg sidder på badestolen i over en halv time med det varme vand løbende ned ad mig. Min mand genner mig ud af badet til sidst, da jeg er helt rød af det varme vand. Efter badet synes jeg om muligt, at veerne er endnu værre. Jeg bliver koblet på et glukosedrop, da mit blodsukker nærmer sig 3,0.
Jeg efterspørger igen noget smertestillende, men får samme besked som før. Jeg spørger så, hvornår jeg kan komme op på fødegangen, men jeg får ikke ligefrem det svar, jeg ønsker. Der er åbenbart mange, der godt vil fødes den 1. juni, så der er kø på fødegagen. Jeg får samtidig at vide, at det er fuldt ud forsvarligt, at jeg stadig er på svangreklinikken. Men det jeg tænker på, er det smertestillende, jeg er blevet lovet, når jeg kommer ned på fødegangen.
De næste par timer ænser jeg knap. Jeg er helt inde i mig selv. Stakkels mand - han ved ikke, hvad han skal gøre for at hjælpe mig, og det er hårdt for ham.
Kl. 20.00 kommer jeg lidt til mig selv igen. Jordemoderen kører igen en strimmel og undersøger mig. Jeg er næsten grædefærdig, da hun orienterer mig om, at jeg "kun" er 2-3 cm åben. Hun siger dog, at hun vil kontakte fødegangen igen, for at jeg kan komme derned snarest. En trøst er, at lillemusen stadig har det godt derinde.
Kl. 21.15 kommer der en portør - min redningsmand! Det er ham, der skal køre mig ned på fødegangen, hvor jeg kan få noget smertestillende. Kl. 21.20 ankommer jeg til fødegangen, hvor jeg bliver modtaget af jordemoder Johanne. Kommunikationen til os foregår gennem min mand, da jeg stadig har konstante og meget pinagtige veer. Det eneste jeg siger er, at jeg er blevet lovet noget smertestillende.
Johanne orienterer om, at hun lige skal undersøge mig, tjekke mit blodsukker og give mig et lavement inden. Jeg siger intet, men hun læser mit ansigtsudtryk meget godt. Jeg HADER hende! Hun siger, at jeg gerne må kalde hende kommandanten, men at det bliver, som hun siger. Hun undersøger mig. Jeg er nu 5 cm åben og har stadig lidt livmoderhals tilbage. Mit blodsukker er nu 8,9 på grund af glukosedroppet, så jeg skal nu have insulin sammen med droppet.
Jeg får et lavement og bliver hjulpet ud på toilettet. Da jeg er tilbage i sengen igen, efterspørger jeg endnu en gang en epiduralblokade, og Johanne, som jeg allerede er begyndt at holde af, bestiller en narkoselæge. Kommandant eller ej, hun er virkelig sød. Hun havde vist bare lige brug for at få lidt styr på mig, da jeg kom ned på fødegangen, eller også var det mig, der havde brug for nogle trygge rammer.
Desværre er der travlhed for narkoselægen, men det trøster mig, at han er bestilt. Da er klokken ca. 22.15. Efterfølgende hører jeg svagt under en ve jordemoderen tale om akut kejsersnit, og min første tanke er, at så VIL jeg have noget smertestillende. Det viser sig dog, at hun taler om en anden fødende, som narkoselægen et tilkaldt til - derfor er der igen ventetid.
Kl. 23 får jeg pressetrang og får lov til at presse lidt. Dog mangler livmoderhalsen en kant fortil, som skubber lillemusen tilbage i livmoderen imellem veerne. Hun sætter en CTG på barnets hoved, som viser sig ikke at stå fast i bækkenet. Jeg kommer i knæ/albueleje, og Johanne får skubbet kanten væk.
Pressetrangen tiltager, og Johanne informerer om, at nu bliver vi snart forældre. Min mand spørger jokende, om det bliver i dag eller i morgen. Svaret er i dag! Imellem 2 veer får jeg spurgt, hvad klokken er. Den er 23.32. "OK godt, så tager dette max. 28 minutter endnu", er min tanke.
Jeg bliver hjulpet over på fødebriksen, hvor jeg presser, alt hvad jeg kan på første ve. Johanne siger, at det er en, der vil skynde sig til verden, og hun beder mig om at presse ligeledes på den næste ve. Den lader dog vente på sig. Nu har jeg i 8 timer uafbrudt haft veer, men når der så endelig skal til at ske noget, så får jeg en pause.
 Men så kommer veen, og jeg presser, og ud kommer vores søn skrigende til verden. Han er stjernekigger, og fordi han ikke har stået fast i bækkenet, fødes han med en stor blå fødselssvulst. Men han er helt perfekt. Den dejligste dreng, man kan forestille sig. Esben skal han hedde.
Han får 10/1 og 10/5 i apgar. Grundet min diabetes havde vi fået fortalt, at han ville blive undersøgt med det samme samt få lagt en sonde, hvorefter han ville komme op på børneafdelingen til yderlige undersøgelser - men det var lagt fra så dramatisk.
Kort inden Esben blev født, blev vi tilset af en fødselslæge, som vurderede, at alt var OK, hvorefter hun gik igen. 7 minutter efter fødslen fødte jeg moderkagen uden problemer, og efterfølgende blev jeg syet, da jeg havde en lille bristning.
 Jeg nåede aldrig at få min epiduralblokade, da narkoselægen aldrig nåede frem. Jeg fik dog en saltvandssprøjte, da jeg blev syet - lidt pivet er man vel. Kl. 01.40 kom børnelægen for at tilse Esben, og alt var, som det skulle være. Forinden havde jordemoderen målt og vejet ham. 52 cm og 3.430 gram - en flot fyr.
Da børnelægen var gået, blev vi kørt op på børneafdelingen, hvor vi fik ro efter, at der var blevet målt blodsukker på Esben. Kl. 03.00 tog manden hjem til min kusine for at sove lidt, og Esben og jeg lagde os også til at sove - eller Esben gjorde, jeg lå resten af natten og beundrede ham. To dage senere var vi hjemme i Højer igen.
20-09-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025