Graver spørger i debatten:
Hvad tid bliver jeres børn puttet? Jeg spørger, fordi jeg kan mærke, at den dårlige samvittighed gnaver et sted derinde.
Jeg synes, mine unger bliver puttet aaaalt for tidligt. Nu er de for 2. aften i træk kommet i seng lige omkring kl. 18, og det sker bare oftere og oftere. Der er ingen skrig og skrål, når vi putter, alt går efter rutinen, og de falder omgående i søvn begge to. Det sker oftere og oftere.
Men er det ikke vanvittigt tidligt? De er 1½ og 3½. De sover så ca. 12 timer begge to - i hvert fald.
Jeg synes, hvis jeg strækker den, at det oftest ender i gråd, brok og overtræthed. Nu siger jeg ikke, at de er under dynen kl. 18 hver dag, men aller senest kl. 19, så under alle omstændigheder i det tidsinterval.
Hvad tid putter I jeres børn? Er de overtrætte, og hvornår står de op igen? Jeg synes jo, vi har nogle gode putteritualer, og børnene er glade og tilfredse. Jeg synes bare, det er tidligt - også selvom de sover med det samme.
Michela
Begge mine bliver puttet kl. 19. De er hhv. 2½ år og 7 år. De står op igen af sig selv omkring kl. 6.30. Lige nu er den mindste dog ved at komme af med middagsluren, så han sov allerede kl. 18.30 i dag.
Aga
Også her bliver han puttet kl. 18 og senest 19, med mindre vi er i gang med noget, og det tager ikke mere end 2 minutter, så sover han. Tit kommer han selv og siger, at han vil puttes, fordi han er træt. Han kan sove 14 timer ca., så han trænger til det. Han står tidligst op kl. 6-6.30, fordi det er lyst udenfor, ellers vil han sove mere. Jeg kan ikke se noget forkert i det, men jeg kan godt forstår dine tanker. Jeg synes, at du burde holde fast i det tidspunkt, så længe de ikke bruger lang tid på at falde i søvn. Min dreng blev 3 i juni.
KamillaS
Hvis det passer dine børn, så er det godt. Nogen af mine børn har et stort søvnbehov. Desværre er vi lidt af nogen B-mennesker, så det er svært at få dem til at overgive sig. Normalt starter jeg med Ingrid på 1½ ved 19-19.30-tiden, men hun ligger tit og synger længe, så den kan godt blive 20-21, før hun er helt stille. Hun sover til middag ca. 2 timer i vuggestuen, så hun har ikke det store søvnbehov. De mellemste på 5 og 8 kommer i seng lidt før 20 og skal gerne være stille senest 20.30, hvor den ældste også kommer i seng. Vi står op lidt i 7. Når dine børn er glade og veludhvilede, så er det det rigtige tidspunkt at lægge dem på.
MAMAM
Hvis de skal op ved 6-tiden, så er de nødsaget til at komme i seng ved 18-tiden, når de skal have 12 timer. Herhjemme er den 19.30-20, men vi skal heller ikke tidligt op. Jeg synes ikke, du gør noget forkert, men hvis det var herhjemme, så ville jeg have svært ved at nå det hele.
lotusmusen
Jeg synes ikke, du skal have dårlig samvittighed, for du skriver det jo selv. De er glade for ritualet og sover med det samme, og hvis de bliver puttet senere, er det med skrig og skrål. For mig betyder det, at du putter på det helt rigtige tidspunkt for dem.
mor 06/09
Jeg synes, det lyder OK. Hvis de falder så hurtigt i søvn, er det jo nok fordi, de har brug for det. Og det gode er, et du får en lang aften, hvor du kan få ordnet det praktiske, så det ikke tager tid fra jeres eftermiddag sammen. Vi besøgte i sommer et vennepar med tvillinger på 2 år, som blev puttet mellem 17 og 17.30 HVER aften! De fortalte, at børnene ofte lå 1-1½ timer, før de sov, men at de (forældrene) havde brug for voksentiden. Og mine børn på 2½ og 5 bliver puttet kl. 20. Det kan så godt tage 1-1½ timer, før de sover, men de sover så også til 7-7.30 om morgenen.
lillemy60
18.30-19. Det er det tidspunkt, jeg hver dag putter min søn. En sjælden gang imellem får han lov at være oppe lidt længere, men det medfører kun skrig og skrål og en overtræt dreng. 1-2 gange om ugen sover han stadig middagslur for at få sit søvnmønster til at hænge sammen. Han står op ved 6-tiden hver morgen, og det er uanset, hvornår han kommer i seng. Om han så først bliver puttet kl. 22, står han stadig op kl. 6 og er så bare møg træt hele dagen efter.
Lisbeth39
I dag bad han selv om det kl. 18, men ellers er kl. 19. Men han elsker sin seng og har altid sovet rigtig godt. Han er 4 år og skal op igen kl. 5.45. Den store på 11 skal slukke lyset kl. 20, og han står så normalt op kl. 5.30. Han bliver hentet af skolebussen kl. 6.15, så det er vel OK.
Linda1974
Forskellige børn - forskellige behov. Alle børn er forskellige, og hvis dine børn har brug for at sove, ja så skal de da det :) Her kommer vores søn på 5 år normalt i seng ved 19-tiden og står op igen kl. 6, men i dag gik han i seng lige efter aftensmaden (kl. 18), og så var der naturligvis ikke tid til ekstra hygge. Men sådan er det jo. Det er hans behov for at sove, der tæller.
MKGAARD
Noget nær det samme. Kaiser på 1½ år kommer i seng kl. 18.15. Han sover ca. 1½ time til middag. Klemens på 4 år kommer i seng kl. 18.45. Cassandra på 5½ år kommer i seng kl. 19.15. De står op hver dag mellem 6 og 6.30. Jeg har absolut ingen dårlig samvittighed. De får deres søvn og er friske og veludhvilede. Men jeg er også en ond mor, der ikke lader dem se Disney om fredagen, hvis de viser træthedstegn. Mine børn sover hellere ikke længere, bare fordi de kommer senere i seng. Så det gider vi slet ikke slås med.
Suneline
Ej, hvor må det være dejligt for jer at have sådan en lang aften for jer selv! Jeg synes da slet ikke, at du skal have dårlig samvittighed over det, for det lyder jo som om, de har brug for så meget søvn. Begge mine piger har et ret lille søvnbehov. Den lille er 2 år og 4 måneder. Hun sover ikke til middag mere og kommer i seng omkring 19.30 og vågner af sig selv omkring 6.30. Den store på snart 5 år går i seng ved 21-tiden og vågner af sig selv ved 7.30-tiden. I weekenden er hun oppe til ved 22-23-tiden.
mmartens
Børn har jo forskellige behov. Og hvis du kan mærke, at dine børn har bedst af at blive puttet der, så skal de da bare have lov til at komme i seng. Herhjemme er de i seng senest 19.30, og den store på snart 7 år sover i løbet af 5 minutter, og hun kunne sagtens komme tidligere i seng. Hun har altid haft et stort søvnbehov. Lillebror på 3 år er tilgengæld
en halv til en hel time om at falde i søvn. Du skal ikke have dårlig samvittighed, men jeg kan godt forstå, hvis du er ked af, at du ikke får så meget tid med dem.
Gudde
Du er en ansvarlig mor, der sørger for, at dine børn sover nok. Børn mellem 1-2 år har brug for 13-14 timer, og en 3-årig har brug for 10-14 timers søvn. Et forskningsprojekt omkring søvn viste, at danske børn sover for lidt, og at manglen på søvn kan vise sig som opmærksomhedsforstyrrelser i samme grad som børn med ADHD har. Du skal bestemt ikke have dårlig samvittighed over at putte børnene tidligt, når I skal tidligt op.
Hvor gammelt er dit barn, hvad tid bliver det puttet, og hvor mange timers søvn får han/hun? Skriv en kommentar herunder.
09-09-2011

|