Kæmper du også med dit barn, hver gang sengetiden nærmer sig? Eller har barnet svært ved at sove igennem om natten? Måske skal du til at kigge nærmere på familiens aftenrutiner, for træthed og søvnproblemer hos børn skyldes alt for ofte, at der mangler struktur fra forældrenes side.
Søvnekspert Mikael Rasmussen fra Center for Stress og Trivsel fortæller her om de 3 værste syndere, som forældre begår, når det handler om barnets søvn:
Sene weekend-aftener
Måske tænker du, at der ikke er noget galt i at lade børnene være længe oppe i weekenden, men det kan i længden give et stort søvnunderskud. For bliver der lavet om på nat og dag hver fredag, får barnet sjældent de timer, som det skal have for at fungere.
Børn mellem 1 og 3 år skal have 12-14 timer, børn mellem 3 og 5 år skal have 12-13 timer og børn mellem 6 og 12 år skal have 10-11 timers søvn. Samtidig er stabiliteten vigtig, og kommer barnet sent i seng 2 dage om ugen, skubber man nemt et søvnunderskud foran sig.
Ny vane: Faste sengetider betyder, at de ligger helt fast - også i weekender og ferier.
Barnet er overladt til sig selv
Sidder dit barn alene foran fjernsynet inden sengetid, er der stor risiko for, at der bliver ballade op til sengetid.
Ny vane: Det er vigtigt, at du skaber tryghed for dit barn ved at opbygge nogle rutiner, der starter allerede tidligt på aftenen. Det kan være fælles aftensmad, at man dæmper lyset, får et glas varm mælk eller læser godnathistorie. Hyggelige vaner, der samtidig får tempoet ned.
Misforstået omsorg
Dit barn kan ikke sove om natten, og du føler, at du må gøre noget. Inden længe ligger barnet mellem dig og din mand, eller også skynder du dig at tage det grædende barn op og går rundt med det, til det er faldet til ro. Det er uden tvivl gjort af et godt hjerte, men du gør ofte dit barn en bjørnetjeneste ved at udvise overdreven omsorg.
Ny vane: Lad dit barn være i sin seng, men bliv i stedet dér og trøst det. Det er vigtigt, at man tager "den gode kamp", og lærer barnet, at det faktisk godt kan falde i søvn igen i sin egen seng. Når barnet lærer, at det ikke bliver belønnet med at få lov til at sove hos mor og far, bliver det hurtigere trygt på sit eget værelse, og det er i sidste ende en gevinst både for barn og forældre.
Har du haft problemer med at få dit barn til at sove? Hvilke ting virker, og hvilke ting virker ikke? Skriv om dine erfaringer i kommenfeltet.
Kilde: Alive
06-01-2012

|