Flere gravide oplever ufrivillig abort For stadigt flere kvinder brister drømmen om en lille nyfødt.
4408
For stadigt flere kvinder brister drømmen om en lille nyfødt. Det viser de seneste tal om antallet af ufrivillige aborter blandt gravide kvinder i Danmark.
I alt 11.400 kvinder kom ud for en uønsket abort, dvs. at ca. 17% af alle gravide kvinder mistede deres barn. Tallet er stigende i takt med, at gennemsnitsalderen for gravide kvinder efterhånden nærmer sig de 30 år.
"En betydelig del af de ufrivillige aborter skyldes kromosomfejl i fosteret. Tilfældige kromosomfejl, som bare opstår som en af naturens luner. Men risikoen er væsentligt større, jo ældre kvinden er", siger overlæge Ditte Trolle fra afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Holstebro Centralsygehus.
Antallet af ufrivillige aborter i Danmark ligger væsentligt over gennemsnittet på verdensplan, der er på ca. 10%.
"Tallet er stigende i Danmark, fordi kvinder bliver ældre, når de føder. Men det skyldes også, at man i dag herhjemme afslører flere spontane aborter med ultralydsundersøgelser. Aborter man før ville have overset. Derudover er graviditetstestene blevet mere følsomme, hvilket også er en faktor. Kvinden ved med andre ord, at hun er gravid væsentligt tidligere end for 10 år siden", siger Ditte Trolle.