Skrevet af Trine
Da jeg opdagede, at jeg var gravid, blev jeg nærmest ekstatisk af lykke. Det var et stort ønske, som var gået i opfyldelse. Desværre var min kæreste af en lidt anden opfattelse. Han er selv meget glad for børn og var ikke det mindste i tvivl om, at vi også skulle have børn. Det måtte bare gerne vente lidt. Han havde så mange planer, som lige skulle overståes først. Med andre ord, så synes han, at vi havde lidt for travlt til selv at få børn lige nu.
Jeg tog prøven en morgen, inden jeg skulle på arbejde. Min kæreste var for længst taget afsted, så jeg kunne gøre det i ro og mag. Jeg troede faktisk ikke, at den ville være positiv. Det burde den ikke være, for vi havde beskyttet os. Men min menstruation var udeblevet igen, og jeg følte mig underlig tung i maven. I samme øjeblik jeg tog prøven, kom de 2 streger frem. Den var positiv.
Hele dagen på arbejdet var jeg i en anden verden. Hvordan skulle jeg få det fortalt? Ville han blive sur? Jeg forestillede mig flere måder, hvorpå jeg skulle sige det og udvalgte til sidst den måde jeg mente, at det ville blive sagt bedst. Jeg ville sige det, når jeg kom hjem, mens vi gik og lavede lidt mad.
Da jeg kom hjem fra arbejde, mødte jeg ham nede på gaden. Det kom lidt bag på mig. Han havde meget travlt, for han havde nær glemt, at han skulle til frisør. Jeg fik lige et hurtigt kram, inden han satte sig ind i bilen.
Jeg spurgte ham da lidt henkastet om, hvornår han troede, at han var hjemme igen. Han mente, at det tog ca. 45 minutter. Hvorfor? Jo, svarede jeg, jeg havde bare en lille gave til ham. Han så nysgerrig ud og spurgte, hvad det var. Hertil svarede jeg: "Det kan du få at vide, når du kommer tilbage. Men den kan ikke byttes". Herefter skyndte jeg mig ind i opgangen.
Præcis 45 minutter senere kom min kæreste hjem. Jeg sad inde i stuen, da han nærmest halsende kom ind til mig. Det var tydeligt, at han havde skyndt sig. Han sagde hverken hej eller noget, og før jeg kunne sige noget, spurgte han: "Er du gravid?".
Jeg må tilstå, at jeg begyndte at grine lidt nervøst, for nu kom sandhedens time. "Ja", sagde jeg, hvorefter hele hans ansigt lyste op i et stort smil. Han var mindst lige så lykkelig som jeg.
24-04-2002
|
Relaterede artikler
© 1999-2025