Skrevet af Malene
Den eneste dag Kenneth (min kæreste) skulle være på arbejde, var tirsdag den 17. april 2001. De havde ifølge hans mester noget vigtigt arbejde, der skulle laves den dag.
Jeg havde sovet ret skidt om natten, og jeg stod op sammen med Kenneth kl. 6.00 og spiste lidt morgenmad. Så lagde jeg mig på sofaen for at tage en lille lur. Lige pludselig kl. 7.45 midt i min lur kom der et jag over lænden. AV! Var det en ve? Så 15 minutter efter: AV! Jo den var vist god nok.
Klokken 8.30 var der tegnblødning, og jeg ringede derfor til sygehuset. Jeg fik at vide, at vi bare kunne komme, men jeg skulle jo lige have fat i Kenneth. Jeg ringede til Kenneth, han grinede lidt og sagde, at det havde jeg planlagt godt. Det arbejde han skulle lave netop den dag var gudskelov hos en nybagt mor, så hun forstod.
Kenneth kom hjem og gik i bad, jeg var klar nyvasket og havde pakket taske og det hele. Vi ankom til Næstved Centralsygehus kl. 11.45 og blev modtaget af en ikke så sød jordemoder. Hun undersøgte mig og sagde: "Du er kun 1 cm åben, så der går da ihvertfald 10 timer, før du skal føde". Nå og tak for kaffe.
Efter at have fået kørt en strimmel valgte min kæreste og jeg at gå en tur i skoven, der ligger lige ved siden af sygehuset. Da vi kom tilbage, blev vi modtaget af nok verdens sødeste jordemoder. Hun havde ikke været udlært så længe, men det kunne man ikke mærke på hende.
Klokken var nu blevet 15.30, og jeg havde veer hvert 3. minut med ½ minuts varighed. Trisse (jordemoderen) spurgte, hvordan jeg ville føde, og jeg sagde, at jeg ikke ville have noget smertestillende, og at jeg ville ligge på siden, fordi jeg ved et fald havde fået skubbet mit bækken, så det gjorde meget ondt at ligge på ryggen.
Kl. 16.30 varer veerne 1½ minut, og kl. 17.10 mærker Trisse, at jeg nu er 6 cm åben. Hun siger, at hvis jeg skal i karbad, så skal det være nu. Jeg kommer i karbad, det er godt, og Trisse sørger hele tiden for at vandet er dejlig varmt. Kl. 18.00 har jeg kraftige veer, og kl. 18.15 kommer jeg op af karet igen og bliver undersøgt. Jeg er nu 9 cm åben, og pludselig går vandet. Trisse kigger på mig og siger, at vandet er grønt. Det er ikke det bedste, der kunne ske, men der er ingen panik.
Veerne er der stadig, men der er ingen presseveer. Kl. 20.35 bliver der sat et vestimulerende drop, og ca. 15 minutter efter starter presseveerne. Forvagten er nu også kommet sammen med en sygehjælper. Jeg presser, både mens jeg står op og ligger på siden, og jeg kan ikke lade være med at lave små (meget små) skrige lyde, men det vil sygehjælperen ikke høre på. Hun siger, at hvis jeg skal lave lyde, så bruger jeg for mange kræfter (og jeg som har lært at man godt må bande hvis det gør rigtig ondt). Kenneth kigger på mig men tør ikke sige noget, fordi sygehjælperen så meget alvorlig ud og lignede også en, der kunne slå en proper næve.
Trisse siger, at hun kan se, at babyen har hår, men hver gang jeg er færdig med at presse, så forsvinder babyen op igen. Hun sagde hår, og pludselig får jeg set mit eget hår (skulderlangt), der hænger og slasker. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt, og min kæreste griner også, men så er der endnu en presseve, og så er det slut med at "pjatte".
Jeg har nu stået op et stykke tid, og de beder mig om at lægge mig op på ryggen. AV FOR H......! Nej hvor gør det ondt. Min lænd og mine hofter gør så ondt. Lige pludselig kan jeg godt mærke, at der er lidt tomult, og jeg hører bare en sige "puls 200". Det må være barnets, tænker jeg, men det er heller ikke godt, at den er så høj.
Trisse tager mig i hånden, Kenneth har fat i den anden hånd, hun kigger på mig og siger, at de vil foretage et kejsersnit. Jeg blev lidt mut, for det var jo ikke lige, hvad jeg havde regnet med. Så gik det stærkt. Kenneth stod bare i et hjørne. De skulle lægge kateter, give mig hue på, jeg skulle op i en seng, og tjuhej hvor det gik stærkt. Nu måtte jeg jo ikke presse mere, og det er nok det værste, jeg nogen sinde har oplevet. Hold da op hvor bliver man ør i knolden af at gispe.
Jeg havde sagt farvel til Kenneth, fordi da det er akut kejsersnit, skal man i fuld narkose, og så måtte Kenneth ikke komme med ind. Klokken var 21.39, jeg tog en dyb indånding, følte en smerte over maven, tod endnu en indånding og sov så, og dejlige "lille" Sascha blev født klokken 21.40. Hun vejede 3.728 gram og målte 53 cm. Hun blev straks overført til neonantalafdelingen, fordi hun havde slugt noget af fostervandet, og det var jo grønt.
Kenneth fik besked på, at han godt måtte komme op på afdelingen til hende. Han havde det ikke så godt, for han vidste jo ikke, hvad der ventede ham, fordi de havde forklaret ham, at det nok ikke var så godt. Så han frygtede respirator, kuvøse og alt muligt. Han kom der op og blev modtaget af en ung sygeplejerske. Hun viste ham, hvor Sascha lå henne, og der lå hun i det de kalder en vugge. Hun havde elektroder på for at holde øje med, om det hele var, som det skulle være.
Kenneth havde sagt, at rigtige mænd tuder ikke, men han havde også sagt, at han ikke vidste, hvordan han ville reagere, når han nu stod i situationen. Han gik hen til "vuggen", og i det samme kiggede Sascha op på ham, og der (har han fortalt) kunne hele sygehuset have væltet, og han havde ikke opdaget det. Der kom senere en sød "gammel" sygeplejeske, hun kiggede på monitoren, og kiggede på Sascha, så sagde hun til Kenneth: "Skal vi ikke gå ned og hilse på mor?".
De kom ned på opvågningen, hvor jeg lå, men jeg var ikke rigtig vågen, og Sascha var stadig oppe at køre efter den lidt hårde fødsel. Jeg kom op på barselsafdelingen kl. 00.30, og her så jeg så vores lille guldklump rigtigt, og så at de gav hende panodil mikstur. Den lille stakkel havde fået en bule af at stå så længe, så de ville mindske hendes hovedpine. Nå men bortset fra, at jeg ikke kunne føde, som jeg havde forventet, var der da en ting, der gik som jeg ville det. Jeg fik ikke noget smertestillende, og det alene er en sejr for mig, taget i betragtning hvor lang tid det stod på.
Sascha var fortsat indlagt på neonantalafdelingen, men hun sov hos mig og var hos mig om dagen. Det betød bare, at jeg ikke måtte tage hende med op i dagligstuen, hvilket min sidekammerat nok ikke var så glad for, fordi alle dem der besøgte mig, måtte jo stå inde på stuen.
Onsdag den 18. april 2001 blev Sascha undersøgt. Jeg synes de var væk med hende længe. Jeg fik at vide af en sygeplejerske, at jeg kunne benytte tiden til at tage et bad. Det gjorde jeg, og lige så snart jeg kom tilbage til stuen og kom op i sengen (det tog lang tid, man er vel lidt øm), kunne jeg så sidde og vente i en time, før der kom en med min datter. Det viste sig, at de havde været hurtigt færdige med undersøgelserne, og så var de kommet tilbage med hende, men der var jeg stadig i bad.
De giver jo børnene karakater, når de undersøger dem (10 er det højeste). De bliver undersøgt 2 gange, og Sascha fik 10 begge gange. Trisse var kommet ind til mig på opvågningen og sagde, at hun ville snakke med mig, inden jeg tog hjem. Jeg fik lov til at tage hjem allerede om fredagen (godt fordi man kan da ikke sove på et sygehus), og inden jeg skulle hjem, kom Trisse ganske rigtigt. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og jeg fik sat det hele i perspektiv. Det hele endte godt, og Sascha er i dag en dejlig pige på 8 uger med masser af go i.
Al verdens store tak til Trisse på Næstved Centralsygehus. Hvis ikke vi havde haft hende til jordemoder, tror jeg nok, jeg havde panikket.
02-07-2002
|
Relaterede artikler
© 1999-2025