Skrevet af Camilla
Jeg havde været sygemeldt stort set hele min graviditet på grund af meget dårligt arbejdsmiljø og mange smerter i lænden. Da jeg var 37 uger henne, var jeg ude at shoppe de sidste ting med en veninde, men efter 15 minutter kunne jeg ikke bevæge mig mere, så hendes kæreste måtte hente os. De næste 3 uger lå jeg derhjemme og kunne ingenting.
Da jeg var 40+0 (8. maj), fik jeg en helt anden følelse i maven. Det prikkede og stak, så jeg ikke kunne finde hvile. Om formiddagen var jeg hos jordemoderen, som sagde, at alt var fint, og at det nok bare var plukkeveer. Da vi var på vej ud af døren, spurgte jeg hende, om hun havde vagt på hospitalet fredag den 10. maj, for der ville jeg føde. Hun grinte og sagde, at vi ville ses i næste uge.
Da vi kom hjem fik jeg igen en helt anden følelse, som i løbet af eftermiddagen, aftenen og natten blev til smerter, så jeg ikke kunne sove eller holde ud at være nogle steder. Vi ringede til fødegangen, som gerne ville se os derinde.
På vejen hentede vi min veninde. Da vi kom til fødegangen kl. 3.30 kørte de en CTG og konstaterede, at jeg havde gode veer, men den indvendige undersøgelse viste, at jeg overhoved ikke havde åbnet mig. Så hjem igen.
Da kl. var 8, kunne jeg ikke holde det ud mere, så ind på fødegangen igen. Jeg havde stadig ikke åbnet mig, så de sendte mig op på barselsgangen og gav mig noget pethidin, for så ville jeg kunne sove og slappe af og således også åbne mig. Men efter 15 minutter vågnede jeg ved, at mine veer nu bankede igennem, så tilbage til fødegangen, hvor jeg heldigvis mødte min jordemoder.
De kørte endnu en CTG, og mine veer var nu rigtig gode. Da de fortalte mig, at jeg stadig ikke havde åbnet mig, brød min verden sammen. De tilkaldte lægen, da de skønnede, at jeg allerrede nu ville have bedst af en epiduralblokade. De fik overbevidst lægen om, at jeg var i fødsel, selvom jeg ikke havde åbnet mig, og lægen gik med til at bestille den, og så kunne jeg få den, når jeg havde været i karbad.
Jeg lå i badet i 2 timer, og det var skønt. Bagefter måtte jeg vente på narkoselægen, og endelig kl. 21 fik jeg en epiduralblokade. Det var lykken. Vandet gik kl. 21.10, og da de undersøgte mig kl. 21.30, havde jeg endelig åbnet mig 1 cm. Nu var jeg klar og var sikker på, at nu kørte det bare. Jeg kunne ligefrem sove skønt.
Men 20 minutter efter virkede epiduralblokaden ikke mere. Veerene var nu rigtig lede, og jeg havde bare f...... ondt hele tiden, også mellem veerne. Jeg tiggede og bad det bedste jeg nogensinde har lært om at få den skide epiduralblokade suppleret, men jeg måtte vente. Min verden brød igen sammen.
Kl. 22 havde jeg så åbnet mig 5 cm. Hold da op tænkte jeg, nu gik det stærkt. De gav mig ve-drop, og jeg var ved at gå helt amok. Jeg kunne ikke holde til mere, og jeg var nu så træt og havde så ondt, så jeg var sikker på, at jeg skulle dø.
Kl. 23.45 fik jeg suppleret epiduralblokaden. Jeg kunne næsten ingen ting mærke. Jordemoderen grinte og sagde, at jeg ville få ret og føde den 10. maj, og nu var vi der næsten. Jeg lå og talte minutter, for jeg havde jo hørt, at man skulle åbne sig 1 cm i timen, og jeg var overbevidst om, at det ville være slut lige om lidt.
Kl. 24.30 stoppede epiduralblokaden igen med at virke. Jeg gik kold og ville ikke mere. Jeg havde heller ikke åbnet mig mere end de 5 cm. Fra da af var de 3 jordemødre hos mig. De hev og flåede i mig i håb om, at jeg ville åbne mig yderligere. Narkoselægen blev igen tilkaldt men kunne ikke supplere yderligere. Jeg forbandede ham og alle andre langt væk. Kunne de da for helvede ikke se, hvor ondt jeg havde? De blev da nødt til at gøre noget. Men nej...
Kl. 1.30 blev lægen tilkaldt, da hjertelyden steg voldsomt til 170/195, og de begyndte at diskutere med lægen om, hvorvidt de skulle gribe ind nu, også fordi jeg ikke havde åbnet mig mere end de 5 cm. Jeg skreg og tiggede om, at det nu skulle få en ende, og at de blev nødt til at give mig det forbandede kejsersnit, ellers ville jeg dø, men lægen sagde nej, og at vi skulle vente et par timer mere og se. Det eneste jeg kunne derfra var at græde. Jeg var så træt og havde ondt.
Jordemoderen skriver kl. 3.00:
Stadig meget træt og forpint. Barnet stadig ikke i nærheden af bækkenet. Hjertelyd god igen. Lægen kontaktes og beder mig kontakte narkoselægen igen, som stadig ikke kan supplere yderligere.
De sidste timer husker jeg ikke meget fra. Jeg skreg og græd så meget, at jeg dårligt kunne træke vejret. Jeg kan ikke huske hverken min kæreste eller min veninde under fødslen.
Kl. 4 blev en anden læge tilkaldt, og han nåede kun lige ind af døren og kigge på mig, før han gik igen. Jeg kunne høre, at han snakkede i telefon med den anden læge ude på gangen, hvor han sagde, at han ikke ville være med til det mere, og at der skulle gøres noget nu.
Jordemoderen skriver kl. 4.00:
Stadig kun åbnet 5 cm. Lægen er på vej.
2 minutter efter fik jeg den vildeste trang til at skulle "tisse". Jeg prøvede at overbevise alle om, at de skulle få mig ud på toilettet, men jeg havde jo karteter. Da begyndte jeg at presse, alt hvad jeg kunne for at overbevise dem om, at jeg virklig skulle tisse, men nu løb alle rundt.
Den ene jordemoder skældte mig helt vildt ud og sagde, at jeg overhoved ikke måtte presse, for jeg var jo ikke åbnet, og nu måtte jeg virkelig tage mig sammen. Men jeg kunne ikke stoppe. Det var jo den vildeste trang, jeg nogensinde havde oplevet.
Min egen jordemoder kom løbende ind og sagde, at nu ville det få en ende. Lægen var på vej, og han havde fundet kniven frem, så jeg måtte ikke presse men holde lidt endnu. Da græd jeg af lykke. Endelig skulle det få en ende.
Lægen skriver kl. 4.15:
6 timer ingen fremgang. Stadig ikke i nærheden af bækkenet trods meget gode veer. S-drop og epiduralt. Stor fødselssvulst. Højere liggestand. Der findes indblik til a.k. sectio. Parret indforståes, respiktive personale informeres. 5 cm åben.
Og endelig den 10. maj kl. 4.35 fik jeg min dejlige dreng på 53cm og 3.700 gram. Så perfekt. Han fik 10 lige fra starten.
Min kæreste var med under hele forløbet og fik lov til at klippe navlesnoren. Jeg så kun min søn kort, inden de gik med ham for at få ham vejet og klædt på.
De første 2 døgn husker jeg desværre intet af. De proppede mig med morfin. Jeg bad om at få noget andet, men de ville ikke give mig andet. Hold da op hvor var det hårdt, men det var også det hele værd. Han er nu snart 7 måneder og har været hos frisøren 6 gange.
Min jordemoder har senere fortalt, at stod det til hende, var det sket mange timer før, da det var så tydeligt, at han ikke kunne komme ned i bækkenet, og at jeg absolut var den værste, hun nogensinde havde født med. Jeg er lykkelig over, at det var hende, jeg mødte på fødegangen, og at hun overarbejdede 5 timer for at blive hos mig, til det var slut.
04-04-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025