Skrevet af Henriette
Jeg er 31 år og fødte i sommeren 2002 mit 3. barn. I forvejen havde jeg på det tidspunkt en datter på 9 år, en søn på 7 år og en bonussøn på 11 år. I mine første graviditeter er jeg blevet sat i gang 14 og 15 dage over termin, og min datter var overbåren. Begge børn var ekstremt sultne, da de blev født.
Det har hele tiden været meningen, at de store unger skulle med til fødslen, i det omfang de selv ville. De var med til fødselsforberedelse og havde set fødsler på film, så de var klar over, at der kunne være blod og lidt råben.
De lå alle sammen flade af grin over filmen "4 fødsler", da der er en, der bruger gispe-vejrtrækningen for ikke at presse. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på dem, og jeg er overbevist om, at de kan huske det, når de engang selv skal have børn *G*. De var også meget skuffede over, at jeg slet ikke brugte den vejrtrækning.
Min datter kom ikke med til fødslen, da hun tog med sin SFO på "Vilde Vulkaner". Men de to drenge var med. Jeg havde en veninde med til at passe drengene, hun var også med til min ældste søns fødsel, så hun vidste, hvordan jeg er, når jeg føder.
Ungerne var også forberedt på, at en fødende kvinde ikke helt er sig selv. Jeg havde sagt, at jeg måske ikke ville svare dem, når de spurgte om noget, og at jeg sikketr ville rive hovederne af dem, hvis de lo eller på nogen måde havde det sjovt.
Jeg fik denne gang at vide, at jeg sikkert ikke ville gå over tid, nu var det jo mit tredje barn, og jeg havde i mellemtiden fået lavet en kegleoperation, så jeg ville muligvis føde før tid. Jaaa sikkert!!!
Det nægtede jeg at tro på til at starte med. Jeg tænkte, at jeg ville gå over tid og muligvis for meget og ende med en overbåren og skrubsulten baby. Min mand og diverse læger og en jordemoder synes jeg var negativ, og jeg fik nærmest "skæld ud", fordi jeg sagde det.
Så til sidst begyndte jeg endnu engang at hænge mig i den terminsdato, og at det måske endda ville blive før, men det eneste der skete ved det var, at jeg blev sur og muggen, fordi der ikke skete noget.
Terminen oprandt, og jeg kom til kontrol. Jeg var 1 cm åben, og der var ½ cm tilbage af livmoderhalsen, så jeg fik at vide, at det kunne blive når som helst, men nu troede jeg så ikke så meget på det, for det var sket i de andre graviditeter, uden der skete noget af den grund.
Jeg tilbragte i graviditeten meget tid på internettet og fandt en gruppe piger, som alle havde termin i juni måned. Vi mødtes under graviditeten og ses nu hver anden uge med vores babyer. På Netbabys hjemmeside fandt jeg en "terminsveninde", som vi kaldte hinanden, Marie, og det var lidt et gys at stå op om morgenen og tænde computeren og se, om de andre - og især Marie - havde født.
Jeg var (selvfølgelig) den sidste der fødte af dem fra terminsgruppen, og jeg troede til sidst, at jeg ville gå helt ind i juli måned, før det blev min tur. Samtidig var jeg alligevel bange for, at jeg ville føde den 28/6, for det er min ældste søns fødselsdag, og jeg ville så nødig føde der.
Jeg var rimelig uudholdelig for alt og alle, er jeg ret overbevist om. Det ENESTE sted, der var forståelse, var på nettet og jo især hos Marie. Det gik så vidt, at vi væddede at par babysokker. Den der fødte først skulle give den anden et par.
Da jeg var gået 8 dage over, skulle jeg til endnu en undersøgelse. Denne gang tog min mand og drengene med. Den afdelingslæge, der skulle undersøge mig, var ikke dukket op, hvilket passede mig helt fint, da jeg ikke brød mig om hende.
Jeg kom så ind til en ganske grøn læge og insisterede på at blive sat i gang. Det turde hun ikke tage stilling til, så overlægen blev tilkaldt, og han ville tjekke med fødegangen, om der var plads til mig.
Det var der to timer senere, jeg kunne dog risikere at blive sendt hjem, hvis der komr mange fødende inden. Og jeg blev endnu engang informeret om, at fødsler der bliver sat i gang ofte trækker i langdrag. BLAH... Jeg vil have den unge ud NU!
Vi tog hjem, og jeg var rundt på gulvet. Så skal det være. Den 27/6. Jeg var alligevel lidt bange for, at det ville trække for meget i langdrag, og at det ville nå at blive den 28/6. Men på den anden side er jeg bedøvende ligeglad, nu skal jeg endelig se den lille bandit, der har forkærlighed for at hoppe på min stakkels blære.
Jeg pakker tasken færdig og prøver at hvile mig lidt. Det er selvsagt umuligt med adrenalinet pumpende rundt i kroppen. Jeg er også på nettet men tør slet ikke at skrive om igangsættelsen af skræk for, at de sender mig hjem igen.
Men kl. 12.00 står vi ved fødegangen, og min veninde Margrete er dukket op, og hun ser ud til at have lige så mange sommerfugle i maven som mig.
Der går et stykke tid, der føles som 1.000 år, så bliver vi installeret på observationsstuen, drengene og Margrete går ud, og jeg bliver undersøgt og får taget vandet kl. 12.40.
Jeg er 4 cm åben, og livmoderhalsen er udslettet. Jeg får også et lavement, da jeg gerne vil føde i vand. Allerede da jeg tager tøj på, kommer den første ve, den gør ikke meget ondt, men sådan at jeg tænker nåååå ja, det er sådan veer mærkes.
Jeg får tøjet på, og vi går ned i kantinen for at få noget frokost. Men frokost får jeg ikke meget af, for veer og lavement gør, at jeg "drøner" frem og tilbage fra WC, og jeg får kun spist en lille
smule, men jeg er drøntørstig.
Min mand skynder sig at spise, og vi går tilbage til fødegangen. Margrete og drengene bliver og spiser færdig. Jeg har et par veer undervejs, de begynder at blive rigtig ubehagelige, og jeg har lyst til at snerre af de folk, der kigger på mig.
Når man går til fødeafdelingen, kan man enten gå forbi svangreambulatoriet eller udenom. Jeg vil gå udenom, fordi jeg finder det "dybt demoraliserende" for eventuelle stakler, der måtte sidde foran svangreambulatoriet at være i uge 40 plus at skulle se på mig, der havde veer. Ja ja, jeg er vist for viderekommende, når jeg føder.
Men tilbage på observationsstuen får jeg hospitalstøj på og drikker store mængder saftevand, og jeg begynder at længes efter at komme i noget vand. Ungerne og Margrete er kommet tilbage, de sidder stille og spiller kort og hygger sig. Personalet fortæller mig, at de har kaldt den jordemoder, der er på vagt ind til mig, og hun kommer samtidig med, at en fødestue er næsten klar til mig.
Jeg skal på toilettet, og hun spørger bekymret, om det presser. Det gør det lidt, men jeg skal nu ikke føde endnu. Jeg kommer ind på fødestuen og op i et stort dejligt fødekar med en vandslange, hvor det vælter ud med dejligt lindrende varmt vand. Ahhhhhhh skønt. De andre gange har jeg fået et almindeligt badekar, men et fødekar er genialt.
Min mand sidder og nusser mig, og jordemoderen Bjørk sidder bare og kigger. Ungerne tøffer lidt omkring og er ude og inde af stuen et par gange. Jeg kan mærke, at jeg glider ind i mig selv, og resten af verden bliver lukket ude. Det eneste, der er virkeligt, er veerne, vandet og min mands nussen. Jeg er enormt træt og falder næsten i søvn imellem veerne.
Men så får jeg vild kvalme og må kaste op, først i en papskål, som jeg rammer meget præcist, da Bjørk lige når at sige, at hvis der kommer opkast i vandet, må jeg ikke føde der, og bagefter i skraldespanden, som min mand holder.
Dejligt med det fødekar. Man er næsten vægtløs og kan bevæge sig frit, i det omfang man nu orker.
Så vågner jeg op igen og er frisk imellem veerne. Det begynder at presse lidt, og Bjørk undersøger mig, imens jeg er i karret. Jeg er 6 cm åben, og klokken er nu 14.40, så jeg har kun åbnet mig 2 cm på to timer, og veerne er rigtig lede nu. De er koblet sammen, så lige når man tror, at veen er ved at klinge af, kommer den igen endnu stærkere. AVVVV! Jeg giver mig lidt og har rimelig ondt af mig selv.
Jeg får efter fødselen at vide af drengene, at de har været ude og grine af mig et par gange, fordi jeg lød så sjov. Kloge unger, de havde husket, at de nok ikke lige skulle grine, hvor jeg kunne høre dem.
Jeg begynder at presse en lille smule med i slutningen af veerne, da det lindrer lidt. Så får jeg en lang vepause, og da den næste ve kommer, gør det bare hamrende ondt.
Jeg kan huske, at jeg tænkte "Nej, ikke mere, jeg kan/orker/vil ikke mere", og i samme sekund begynder jeg at presse med, og jeg kan mærke, at baby er på vej ud.
Min mand og Bjørk siger samtidig "så, nu kommer babyen". Jeg får bagefter at vide, at drengene var gået hen til fødekarret, og da de så toppen af hovedet komme, gik de baglæns men kom tilbage, da min mand sagde "nej, nej, I må gerne kigge".
Veen sluttede, men jeg kunne ikke vente på, at den næste ve skulle komme. Det gør altså ubeskriveligt ondt at have en baby halvt ude af sig. Det er som om, man er ved at flække, så jeg pressede videre, og Jonathan blev født kl. 15.05 på under et minut i første og eneste presseve.
Han kom stille op til overfladen og åbnede øjnene og lå bare og kiggede og trak vejret stille og roligt. Han fik et håndklæde om sig nede i vandet, og mine første ord til ham var "der tog du røven på mig lille skat".
Jeg skulle altså liiige sunde mig et øjeblik over, at det gik så stærkt til sidst, selv om det ikke kom bag på mig. Min ældste søns fødsel gik også hurtigt til sidst.
Jonathan fik klippet navlestrengen over af Far, og vi hørte ham først skrige, da han blev taget op af vandet. Jeg fødte moderkagen nede i karret, hvilket var OK for mig, men det var måske lidt overvældende for drengene at se vandet bagefter. Det lignede nærmest, at der lå 600 liter blod, men de fik at vide, at der næsten ikke var noget blod, og at det der var mest kom fra moderkagen. Så var de OK igen.
Jeg kom op af karret, og drengene gik udenfor med Margrete, mens jeg blev undersøgt og syet. Jeg skulle kun have et eller to sting, men da jeg er MEGET hysterisk, når jeg skal syes, blev det kun til det ene. Jeg nægtede at få flere, og da det gik op for mig, at stinget var af kosmetiske årsager, blev jeg nærmest sur. Jeg vil faktisk hellere føde, end jeg vil syes.
Jeg spurgte, om vi ikke skulle se moderkagen, og jo det skulle vi da, men vi måtte altså lige vente, til drengene kom ind igen. De havde nemlig allerede spurgt, for de ville sandelig også se den. Så da de kom ind på stuen igen, svælgede de i, hvor ulækker den var, samtidig med at de syntes, det var ret spændende.
Så var vi alene på stuen med kaffe/te/saftevand og toastbrød og fejrede Jonathans første fødselsdag. Storesøster kunne vi ikke få fat på før om aftenen, men hun var ellevild, da hun fik det at vide, og hun har heldigvis ikke fortrudt, at hun tog på festival i stedet for til fødsel.
Lidt senere blev Jonathan målt og vejet. Inden havde han godt nok nået at både tisse og lave på sin Mor, men hvad, det gjorde hans søskende også, da de lige var født. Han var 55 cm lang, vejede 3.650 gram, og hovedomfanget var 37 cm. Han var hverken overbåren eller skrubsulten. Så det var dejligt.
Jeg kan kun anbefale at tage de store søskende med til fødslen. Det er mit indtryk, at drengene er tættere knyttede til deres lillebror, end de ellers ville have været. Især den ældste, der ikke bor hos os til daglig.
Det var en rigtig god fødsel, og jeg har kun ros til personalet på fødegangen og på klinikken, hvor jeg var en enkelt nat. Jeg kan helt klart anbefale at føde i vand på Herlev Hospital.
Dagen efter tog vi hjem og fejrede storebrors 8 års fødselsdag. Han siger, at den bedste fødselsdagsgave, han nogensinde har fået, kom dagen før hans fødselsdag.
08-05-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025