Skrevet af Katja
Jeg var gået 10 dage over tid og var på dette tidspunkt hamrende utålmodig, da jeg mærkede det trække på en anderledes måde end ellers. Vi skulle alligevel til jordemoderen den dag, så det var jo fint.
Da jeg kom derhen, kørte hun en strimmel og fortalte mig, at mine veer var i gang. Skønt. Hun sendte mig hjem med beskeden: "Du har født inden 24 timer". Stolt, glad og øm tog jeg hjem.
Min mand, der havde været så spændt alle 9 måneder, blev pludselig syg, kastede op, fik feber og udslet over hele kroppen af bare nervøsitet, så jeg var overladt til mig selv. Jeg måtte ovenikøbet hjælpe ham i seng.
Jeg traskede rundt med kraftige veer og kastede op i takt med, at der var gået en halv time, til jeg til sidst ringede til min mor kl. 4 om morgenen. Jeg måtte have hjælp til at komme til fødestuen. Jeg var sikker på, at det var nu.
Da vi kom frem, tog jordemoderen imod mig med hilsenen: "Vi har ventet dig!". Jeg havde kun åbnet mig 6 cm, der var 1 minut mellem veerne, og de varede 3 minutter.
Jeg var ødelagt, tudede, besvimede af træthed, bønfaldt dem om at give mig smertestillende. De valgte dog at vente (Frederiksberg Hospital). Jeg fik små doser morfin, akupunktur, lattergas o.s.v.
Til sidst - efter 32 timer på hospitalets fødegang - valgte de at lægge bedøvelse i ryggen. Jeg er tidligere opereret i ryggen (det stod i min journal), og første gang lægen stak, gav min ryg efter, og hun punkterede min ryg. Denne læge valgte så at stikke igen og punkterede endnu en gang det væv, der ligger mellem ryghvirvlerne. Min nye jordemoder valgte at stoppe her.
Jeg fødte min datter ved kejsersnit i fuld narkose. Hun fik 10 i Apgar-score, og hun havde ingen men. Spørgsmålet er, om alt dette kunne være undgået, hvis jeg selv havde sagt fra før.
Grunden til, at jeg ikke kunne føde vaginalt, var for smalt bækken. Et satans langt forløb, muligvis fordi jeg var alene. Men sig fra i tide. Det behøver ikke være SÅ hårdt.
02-06-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025