Skrevet af Malene
Min termin var den 27/3-2003, og jo nærmer dagen kom, jo mere utålmodig blev jeg. Min Frauen artz her i Tyskland grinede af mig, da jeg kom til kontrol den 26/3-2003, da jeg bebudede, at nu kom jeg ikke mere, for jeg fødte da helt klart dagen efter.
Men men men. Jeg kom mange gange endnu. Faktisk kom jeg hele 3 gange endnu! 3 gange måtte jeg gå den tunge gang op til lægen, for bare hver gang at få at vide, at der ingen tegn var på, at jeg var ved at gå i fødsel. En god ting her i Tyskland er dog, at man max må gå 10 dage over termin, så sætter de fødslen i gang.
Da min læge skulle til konference i Berlin midt i det hele, var det hospitalet, der skulle tage sig af de sidste kontroller. Lørdag den 5/4-2003 var vi så ude på hospitalet for at få kørt en strimmel osv. Alt var fint, og søndag skulle jeg så derud til en lille ve-belastning - og så skulle jeg sættes i gang mandag.
Om det var det, der skræmte den "unge dame" derinde i mørket, ja det lader vi forblive en gåde, men søndag morgen kl. 03.00 gik vandet, men der var ingen veer. Jeg ringede ud på fødegangen og talte med en jordemoder, som sagde, at vi skulle se tiden an et par timer.
Som sagt så gjort, så jeg gik i seng igen og fik lige sovet et par timer, da jeg vågnede med ondt i ryggen. Jeg fik vækket René og fortalte ham, hvordan det stod til, og vi fik ringet efter vores danske venner, så de kunne hente Magnus - han blev hentet kl. 05.45.
René og jeg snakkede lidt frem og tilbage, om vi skulle køre nu eller lige se tiden lidt an, da jeg kun havde ondt i ryggen. Vi blev dog enige om, at vi nok hellere måtte køre med det samme. Jeg kiggede på uret i bilen 06.01 - puha det bliver en lang dag. Ingen rigtige veer - kun ondt i ryggen!
Vi ankom til fødegangen og blev modtaget af verdens sødeste jordemoder. Der var helt stille, der var ingen andre på hele fødegangen end os. Jeg blev undersøgt. Hold da op 7 cm, og det var kun den yderste fosterhinde, der var sprunget. Ved næste ve ville hun prikket vandet, men så langt nåede vi ikke, for den sprang selv, og væk var smerterne i ryggen, og jeg var 9 cm åben.
  Så gik det stærkt, og jeg fik presseveer, og kl. 07.57 kom vores lille datter til verden. Stor og dejlig: 3.980 gram og 54 cm. For bare 1 time og 56 minutter siden sad jeg hjemme i sofaen og overvejede, om jeg skulle køre eller lægge mig til at sove igen. Godt vi valgte at køre.
Telefonerne i lille Danmark glødede, og vores mobilregning blev alt for dyr :o)
Men hun er det hele værd - vores lille prinsesse og Magnus' dejlige lillesøster.
16-06-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025