Skrevet af Mariann
Nanna Semine Sigh Sigvardt kom til verden 1. søndag i advent (den 1. december 2002) kl. 06.10, 6 dage over terminsdatoen.
Det startede lørdag aften, og klokken var ca. 19.30. Thomas var ved at lægge sidste hånd på aftensmaden, og menuen lød på mexicanske hvedetortilla med krydret oksekødsfyld og salat, samt nachos med guacemole.
Jeg (Mariann) var i færd med at tænde de sidste to fyrfadslys, da jeg troede, at vandet gik, så jeg skyndte mig ud på toilettet for at checke. Men det var ikke vand, det var blod - og der var meget! Lettere rystet kaldte jeg på Thomas, og han kom hurtigt ud til mig.
Det var tydeligt, at noget var under opsejling, og jeg fik taget mig sammen til at ringe til vagthavende jordemoder. Jeg forsøgte så godt jeg kunne at fortælle hende om hændelsen og prøvede at besvare hendes spørgsmål om, hvordan blodet så ud, hvor meget der var etc. Det var ikke så nemt - og specielt ikke, da hun sagde, at det ikke var normalt at bløde så meget.
Hun beordrede mig ned at ligge og vente på, at Falck skulle komme og hente mig. Selvfølgelig gjorde jeg, som hun havde sagt. 10 minutter efter jeg havde lagt mig, kom den første ve. Det føltes som om, mit underliv blev flået fra hinanden. Slet ikke som jeg havde læst andre fortælle om. Ikke som stærke menstruationssmerter eller som et stramt bælte om nederste del af maven. Nej, "udvidelsesfase" er et godt udtryk, for det var virkelig det, jeg kunne mærke.
Langt om længe kom Falck. Det var lidt absurd, for vi bor ikke længere end 100 meter fra fødegangen på Grenaa Centralsygehus, og jeg havde regnet med, at vi kunne gå derop. Dog fik jeg lov til at gå ned af trapperne selv - nok mest fordi jeg insisterede. I ambulancen kom den næste ve. Den var mindst ligeså slem som den første.
På sygehuset blev jeg modtaget af et kendt ansigt. En overlæge, der havde undersøgt mig tidligere i graviditeten. Det gjorde mig glad og godt tilpas, at der var et kendt ansigt. Han undersøgte mig og fandt ud af, at jeg var 2 cm åben. Jordemoderen kom og undersøgte mig ligeledes. Der var tale om moderkageløsning, så derfor skulle Nanna helst snart fødes.
Veerne tog til og kom oftere og oftere. Dog var de uregelmæssige, og hver gang jordemoderen undersøgte mig, var der ikke sket noget. Det var vanvittig frustrerende, for veerne var stærke men arbejdede tilsyneladende ikke for mig.
Efter ca. 3 timer blev det besluttet, at jeg skulle have ve-drop, men jeg var allerede på det tidspunkt så træt, at jordemoderen valgte at tilbyde mig en epiduralblokade, så jeg ikke blev kørt ned af ve-droppet. Jeg takkede ja, og overlæge og narkoselæge blev tilkaldt.
Allerede på det tidspunkt blev jeg spurgt, om jeg ville være ved bevidsthed, hvis fødslen skulle ende i kejsersnit, hvilket der var stor sandsynlighed for. Det ville jeg gerne, men jeg kunne slet ikke forholde mig til kejsersnit. Egentlig kunne de gøre, hvad de havde lyst til. Bare de fjernede smerterne.
Det gjorde de - for en stund. Ve-droppet blev øget jævnligt, og jordemoderen satte en elektrode på Nannas hoved for at overvåge hendes puls. Desværre faldt elektroden af hele tiden, så hun måtte sætte en ny på - ialt 6 gange. Epiduralen blev suppleret ialt 4 gange, da bedøvelsen mistede sin virkning, hver anden gang ve-droppet blev forøget. Faktisk kunne jeg stadig mærke smerterne, men det var til at holde ud.
Pludselig fik jeg pressetrang. Fuldstændig usandsynligt, idet jeg slet ikke var åbnet nok. Presseveerne var til at holde ud, og jeg kunne godt lade være med at presse.
Og så var der jordemoderskifte. Min egen jordemoder afløste, så jeg følte mig i de bedste hænder. Hun forsøgte det bedste hun kunne at finde ud af - og forstå - aftenens forløb. Klokken var vel omkring 04.00.
Jeg blev atter undersøgt. Ve-droppet blev øget, og nu fik jeg virkelig presseveer. Jordemoderen valgte at køre mig ind på fødestuen, og så gik jeg ellers igang med at presse. De væltede ind over mig, og Thomas havde godt fat i begge mine hænder. Jeg klemte så hårdt om hans hænder, at han fik sorte blodudtrækninger af det.
Men intet skete. Nanna ville ikke komme ud. Overlægen blev tilkaldt, og han kom og undersøgte mig endnu engang. Nanna var ikke kommet langt nok ned i bækkenet og stod desuden skævt med hovedet. Omkredsen af hendes hoved var derfor for stort til, at hun kunne komme ned gennem bækkenet.
Ve-droppet var på max, men det hjalp intet. Jeg pressede og pressede og pressede - ikke fordi jeg troede, at jeg kunne føde hende, men fordi jeg ikke kunne lade være. Overlægen tog beslutning om at køre mig til kejsersnit. Da jeg hørte det, var det som at komme i himlen. YES - få det til at holde op!
Og det gjorde de så. Jeg kom på operationsstuen og blev spændt fast til operationsbordet. De pumpede mig fuld af bedøvelse via epiduralen, og i takt med at smerterne forsvandt, blev jeg pludselig overrumplet af en angst for, hvad der skulle ske, om jeg nu kunne mærke, når de skar i mig etc.
Desuden begyndte min krop at ryste som espeløv. Mine tænder klaprede i munden, og mine arme rystede som bare pokker. Jeg kunne slet ikke styre mine bevægelser. Det var bivirkninger ved bedøvelsen, og det forklarer hvorfor, jeg skulle spændes fast. Det var en surrealistisk oplevelse at ligge der og holde Thomas i hånden, mens jeg kunne mærke lægen rode rundt inde i min mave.
Pludselig så jeg jordemoderen gå med lange skridt hen til et andet sted i operationsstuen. Hun bar på mit barn, men jeg kunne ikke se det. Der kom et vræl. HUN LEVEDE! Og hun havde det tilmed godt. Så godt, at hun fik fuld Apgar-score.
  Nanna vejede ved fødslen 4.200 gram og målte 55 cm. Det var en hård omgang at føde hende, men hun er det hele værd. Mange mødre fortæller, at man hurtigt glemmer smerten igen. Nej - det er ikke sandt. Jeg glemmer ALDRIG smerten. Og jeg glemmer aldrig stemningerne, lugten af sygehus, lyden af ve-drop - ja, alt det, der gjorde Nannas fødsel til noget, jeg ALDRIG glemmer.
Men det er sandt, at man gerne går det igennem igen. Eller rettere nogen gør. Jeg gør! Det er ihvertfald ikke oplevelsen af graviditet og fødsel, der stopper mig fra at få endnu et barn. Det vil i så fald være en beslutning, Thomas og jeg tager, fordi vi ikke ønsker at få flere børn sammen. Så selvom det var en hård oplevelse, var den bestemt ikke dårlig.
16-07-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025