Skrevet af Karina
Da vi, min mand Martin og jeg, endelig efter 1½ års forsøg, stod med en positiv graviditetstest, hvor stregen kun lige kunne anes, hvis man holdt testen op mod lyset, var vi begge parate til at køre ud og købe alt det udstyr, som er nødvendigt (også det som ikke er nødvendigt) til sådan en lille størrelse. Og jeg må da indrømme, at børneværelset stod helt klar, da jeg var 25 uger henne.
Graviditeten forløb uden problemer det første stykke tid, men da jeg var 32+1, viste blodtrykket sig at være steget en smule. Dog var der ikke proteiner i urinen, og jeg havde kun lidt ødemer.
Jeg kom først til kontrol igen, da jeg var 37+0, og det viste sig, at mit blodtryk igen var steget samtidig med, at jeg de sidste fire dage også havde været plaget af voldsom hovedpine. Midt blodtryk blev målt til 168/103, og jeg skulle derfor hvile ½ time, hvorefter det blev målt til 153/93. Jeg blev derfor sendt til Hillerød Sygehus (jeg gik til kontrol på Frederikssund Hospital).
Da vi ankom til Hillerød Sygehus, blev der kørt en strimmel, som viste, at alt var, som det skulle være. Så vi blev sendt hjem igen med besked om at komme igen, hvis det blev værre med hovedpinen, eller hvis jeg blev svimmel og fik pletter for øjnene. Samtidig fik jeg en ekstra tid til kontrol ugen efter, hvor jeg var 39+0.
Ved denne kontrol var mit blodtryk på 163/91. Dette var stadig for højt, men da jeg stadig ikke havde flere symptomer på svangerskabsforgiftning, blev jeg sendt hjem igen.
Min næste tid hos jordemoderen var to dage over termin, og på dette tidspunkt kunne jeg godt selv mærke, at mit blodtryk var steget meget. Jeg blev hurtigere forpustet og var meget træt.
Mit blodtryk viste sig at være 177/121, og min jordemoder sagde med det samme, at jeg skulle en tur til Hillerød igen for at få kørt en strimmel.
Strimmelen viste i første omgang en del sammentrækninger af livmoderen, som jeg dog ikke selv mærkede noget til, og ellers viste den, at alt var, som det skulle være med barnet. Jordemoderen var derfor lige ved at sende mig hjem igen, da hun alligevel gerne ville foretage en indvendig undersøgelse. Jordemoderen konstaterede, at jeg var 2 fingre åben, og hun kunne mærke noget blødt bagtil, som hun ikke kunne sige hvad var.
Denne undersøgelse startede en blødning, som jordemoderen kaldte for lidt mere end normal tegnblødning, og hun tilkaldte en læge med henblik på en indvendig skanning. Jordemoderen var nemlig bange for, at det bløde hun mærkede var moderkagen, som - hvis det var det, hun mærkede - lå foran livmoderåbningen. Skanningen viste dog, at det ikke var moderkagen, som jordemoderen mærkede.
Lægen og jordemoderen tog derfor den beslutning at indlægge mig til observation, og i journalen skrev lægen: "Foster i hovedstilling, placenta i fundus og forvæg. Obs. af blødning, ved tiltagende blødning må vi gøre HSP (tage fostervandet)".
Kl. 13.15 blev jeg indlagt på observationsstue på fødegangen.
Kl. 13.56 blev der igen kørt en strimmel, som også viste hyppige sammentrækninger af livmoderen, men jeg mærkede dog stadig ikke selv noget til disse veer.
Kl. 14.40 blev jeg igen undersøgt indvendigt, og da jeg efterfølgende rejste mig op, følte jeg, at der var noget, som gled ud af mig. Det viste sig ifølge journalen at være en koagel på størrelse med et hønseæg.
Nu gik det hele lige pludselig meget stærkt, og der stod i løbet af ingen tid tre jordemødre inde på min stue, og de blev hurtigt enige om, at fostervandet skulle tages.
I journalen står der: "Spændt hindeblære, HSP, der udtømmes store mængder klart til blodstilblandet fostervand med flere mindre koagler i".
Fostervandet blev taget kl. 15.00, og der blev derefter kørt endnu en strimmel. Martin kørte hjem og hentede de ting, vi havde pakket, og da han kom tilbage, var klokken næsten 17, og der var stadig ikke rigtig gang i veerne. På dette tidspunkt var jeg stadig meget i tvivl omkring de smerter, jeg havde, og jeg vil nærmest beskrive dem som helt almindelige menstruationssmerter.
Da klokken var 17 blev det besluttet, at jeg skulle have ve-drop, og i de næste timer blev der skruet gradvist op for droppet.
Da klokken var 21, var jeg nede i TV-stuen for at se nyhederne, og kl. 21.10 kom min jordemoder ned til os. Hun bad mig om at komme tilbage til stuen, så de lige kunne køre en strimmel igen-igen.
Denne gang viste det sig, at der var nogle dyk i hjertelyden hos barnet i forbindelse med veerne, og der blev tilkaldt en læge. På dette tidspunkt følte jeg, at smerterne var som kraftige menstruationssmerter, men heller ikke værre.
Ifølge journalen står der: "Pga. dybe, vesynkrone dyk i hjertelyden, forventelig hurtig fødsel og forventelig blødning tilkaldes læge, denne til stede under resten af fødselsforløbet".
Kl. 22.00 følte jeg kraftige veer, men det var stadig til at holde ud.
Kl. 22.25 fik jeg pressetrang, og ind i mellem presseveerne fik jeg iltmaske. Den lugtede fælt, men lægen fik mig overbevist om, at det var for mit barns skyld, og så var det OK. Men føj hvor den lugtede slemt.
Marcus blev født den 7. november 2001 kl. 22.50. Han var 51 cm lang og vejede 3.030 gram, så han var en lille en på trods af, at vi under hele graviditeten havde fået at vide, at han var stor. Så sent som samme dag, som han blev født, blev han skudt til at være 3.800 gram. Fødslen tog i alt 7 timer og 50 minutter, fra vandet blev taget.
Man hører tit, når man som førstegangsfødende spørger, hvordan veer føles, at man ikke vil være i tvivl, men jeg var i tvivl. Hvis jeg havde været hjemme, og fødslen var gået i gang på normal vis, ville jeg nok ikke have nået på hospitalet, for jeg regnede hele tiden med, at veerne skulle blive langt værre. Men jeg har måske bare en høj smertetærskel.
Jeg havde egentligt besluttet, at jeg ville hjem med det samme (altså efter de 4 timer), men da jeg stadig lå med drop på grund af, at livmoderen ikke ville trække sig rigtigt sammen efter fødslen, var vi nødt til at blive natten over til observation.
Næste morgen kom den læge, som var med ved fødslen, for at tjekke os begge to, og vi aftalte, at mit blodtryk skulle tjekkes med det samme og igen over middag, og hvis alt var, som det skulle være, kunne vi blive udskrevet.
Mit blodtryk viste sig at være normalt, dvs. som før jeg blev gravid, men der findes ingen forklaring på, hvorfor mit blodtryk var så højt, andet end eventuelt begyndende svangerskabsforgiftning. Den blødning, der var årsag til igangsættelsen af fødslen, ved man heller ikke, hvor kom fra.
Mange siger, når man fortæller om forløbet, at det da lyder meget voldsomt og skræmmende, men jeg var på intet tidspunkt af forløbet nervøs eller bange for, at noget skulle gå galt. Jeg følte hele tiden, at jeg var i gode hænder, og at der var styr på tingene.
Havde det stået til mig selv, så var jeg frisk nok til at tage hjem med det samme og lære vores lille vidunder at kende, men jeg kom da hjem efter knap 17 timer.
29-07-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025