Skrevet af Pia
Fødselsterminen er den 29/6-2003, men da der endnu ikke er nogen tegn på, at fødslen snart skal gå igang, kommer vi på grund af graviditetsrelateret diabetes ind til igangsættelse den 30/6-2003 på Hvidovre Hospital.
Her møder vi så friske og veloplagte op, og da en strimmel viser, at alt ser fint ud, så får jeg en ve-stimulerende stikpille. Efter endnu en times strimmel og stadig ikke andre tegn end plukkeveer, så får vi besked på at gå en tur en times tid - måske kan det sætte noget igang.
Det tager vi bogstaveligt, og jeg traver frem og tilbage i en time. Det er min første graviditet, og selvom jeg får langt mere ondt end ved plukkeveerne, så tænker jeg alligevel: "Gad vide, om det er veer?".
Vi møder herefter jordemoderen, som spørger, hvor langt der er imellem smerterne. Men det kan jeg slet ikke fortælle. Jeg synes bare, det gør ondt hele tiden. Jordemoderen mener ikke at kunne sige mere før tidligst om en time, og hun fortæller også, at der sikkert ikke sker noget før næste dag. Vi beslutter os derfor for at køre hjem og vente, og vi kan så komme igen, hvis der sker noget. Ellers har vi en ny tid til igangsættelse næste morgen.
10-15 minutters kørsel og vi er hjemme. Jeg lægger mig på sofaen og slapper af og venter bare på frokost, for jeg er sulten. Men så langt når vi aldrig. Efter 10 minutter mærker jeg nogle små dryp i trusserne, og så begynder det ellers bare at løbe.
"Nu tror jeg vandet går", siger jeg og beder min mand ringe til fødegangen, da barnet ikke står fast i bækkenet. Han ringer og spørger, hvad vi skal gøre, og ingen taler om, hvilken farve "vandet" har. Faktisk ser det hele efterhånden ret så blodigt ud, men vi ved ikke, at det ikke må se blodigt ud, eller at fostervand normalt er klart, og på fødegangen er der heller ingen, der spørger til det.
Da jeg rejser mig, vælter det nærmest ud af mig med denne blodige konsistens, og vi tripper ned af trappen og ud til bilen. Nu føles det, som om der kommer et eller andet ud af mine trusser, og vi skynder os derfor at komme afsted mod hospitalet.
Parkeringspladser finder vi ingen af ved skadestuen, og vi standser derfor bare midt i det hele, så jeg kan blive fulgt ind på fødegangen. Her møder jeg min jordemoder på gangen, mens min mand smutter ud og flytter bilen.
Jordemoderen ser straks ligbleg ud i ansigtet og hiver mig ind i et andet rum, kaster mig op på den nærmeste briks, mens hun febrilsk råber og skriger på læger m.v. Jeg bliver så kørt afsted i løbende fart med beskeden om, at jeg bliver kørt til akut kejsersnit.
Det næste jeg møder er en operationsstue fuld af personale, en iltmaske i mit ansigt samt beskeden om, at det skal gå meget stærkt, og at jeg derfor bliver lagt i fuld narkose. "Du mærker lige et lille prik, og efter 15 sekunder, så sover du". Det er så den del af operationen, som jeg oplevede.
Alt imens bliver min mand mødt af jordemødre og sygeplejersker, der beder ham bekræfte, at jeg er hans kone. Han forstår hurtigt, at barnets liv er i fare og spørger dernæst til mit liv, for derpå at få beskeden, at det også er kritisk, men at de ikke kan sige mere på dette tidspunkt.
Puha, de næste minutter er svære - min mand ved jo ikke, om han skal alene hjem fra hospitalet! Men efter kun 15 minutter bliver der ringet fra operationsstuen med besked om, at der er født en lille pige, at hun lever, samt at jeg er kørt til opvågning. Hun har ikke taget nogen skade og får fuld point ved Apgar-scoren.
Kort efter bliver vores lille pige bragt i armene på den meget lettede far, hvis eneste udfordring de næste par timer er, at han ikke er udstyret med babser.
  Efter nogle timer er jeg vågen, og min mand møder mig sammen med lillepigen. Jeg får så at vide, at det der var sket er, at min moderkage havde løsrevet sig, hvilket jo er ret så kritisk for barnet, og at det samtidig havde revet et stort hul i min livmoder, hvilket var årsagen til, at jeg mistede 3 liter blod og de store blodklumper, som jeg mærkede i trusserne.
Til alt held bar jeg på en ekstra lille bi-moderkage, som muligvis stammer fra en tidlig tvillingedannelse, og det var så denne moderkage, som lillepigen overlevede på. Så alt i alt blev det til en happy end på denne store forskrækkelse med stor hjælp fra Hvidovre Hospital, der udførte deres hidtil hurtigste akutte kejsernit på kun 9 minutter!
Vi er nu kommet hjem fra hospitalet og nyder hinandens selskab alle 3.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at minde alle om, at hvis forstervandet har anden farve end klart, så ring hurtigst muligt til hospitalet og spørg, hvad I skal gøre!
03-09-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025