Skrevet af Anne Mette
Min mand og jeg havde aftalt, at når han kom hjem fra sit job som NATO-soldat, skulle vi prøve, om jeg kunne blive gravid. Da min mand havde været hjemme en måned, og jeg var ti minutter over tid, lavede jeg den første hjemmetest. Jeg ville bare være gravid, men den var negativ.
Jeg var dog ikke sådan at slå ud, så dagen efter lavede jeg bare en mere, men denne var også negativ. Sådan fortsatte jeg et par dage, og da jeg stadig ikke havde fået menstruation, mente jeg, at der stadig var en chance.
Den femte test var positiv. Endelig. Da jeg fortalte min mand, at jeg var gravid, mente han, at testen måtte være defekt, da alle de andre havde været negative, men jeg fik ret.
Jeg havde en dejlig graviditet til trods for, at mit blodtryk var meget højt, og jeg havde rigtig meget vand i kroppen. Jeg havde termin 8. december 2002, og babyen var skudt til 3.000 gram.
De sidste 3 uger af min graviditet gik jeg til kontrol hos min læge hver 4. dag, da jeg var i risiko for at udvikle svangerskabsforgiftning. Eftersom jeg er studerende, valgte jeg ikke at holde nogen barsel før fødslen, så jeg gik på seminariet lige til det sidste.
Fredag den 30. november spurgte min mand, om jeg troede, at det var ok, at han tog i byen med nogle venner. Det mente jeg, sagtens kunne gå. Det blev en ret vild tur. Jeg hentede ham næste morgen kl. 6 meget fuld. Rigtig meget.
Da vi nåede til lørdag aften, mente min mand, at han var blevet ædru nok til, at vi kunne hente vores anden bil, som stadig stod i byen fra aftenen før. Da vi nu alligevel var derude, kunne vi lige tage en pizza med hjem.
Mens vi stod og ventede på pizzaerne, begyndte jeg at blive våd mellem benene, og jeg troede, at vandet var gået. Vi tog hjem og spiste pizzaerne. Jeg havde ikke nogle veer og havde ærligt talt ikke særlig travlt med at ringe til fødegangen. Da jeg ringede til fødegangen, bad de os om at kigge forbi.
På vejen ned til sygehuset begyndte veerne at komme, og det var meget hårdt at sidde i bilen. Det skal lige nævnes, at jeg ikke er den type kvinde, der viser sine smerter. Jeg håndterer bedst smerter ved at være stille.
Da vi kom ned i modtagelsesværelset på fødegangen, blev jeg undersøgt af en jordemoder, som konstaterede, at det blot var slimproppen, der var gået. Så fortalte jeg hende, at jeg havde veer, men det var vrøvl, sagde hun. Det var overanstrengelsessmerter, jeg havde, og jeg kunne da godt få kørt en strimmel som bevis for, at det ikke var veer.
Jeg blev godt gal i hovedet. Hun skulle ikke fortælle, om jeg havde veer eller ej. Så vi tog hjem. På vej hjem blev veerne værre og hyppigere, men min mand mente pludselig heller ikke, at det var veer. Hvilken mand jeg havde!
Da vi kom hjem, kom veerne med 4 minutters mellemrum og var ret slemme. Jeg havde meget svært ved at finde en behagelig stilling og prøvede både at ligge, stå og sidde, men intet syntes at virke mere behageligt. Min mand var stadig ikke helt overbevist om, at det var veer.
På trods af, at det gjorde ondt, var det ok. Vores baby var endelig på vej, og jeg glædede mig til selve fødslen. Efter fire meget hårde timer hjemme ringede jeg til sygehuset og sagde, at mine "overanstrengelsessmerter" nu var så slemme, at jeg ikke kunne holde ud at være hjemme mere. Jeg var stadig småsur over den mangel på tillid, der var blevet vist mig. Så nu kørte vi endnu en tur på sygehuset.
Nede på sygehuset fortalte jordemoderen (en anden end første gang), at jeg havde åbnet mig 6 cm. Efter 7 timer var jeg 10 cm åben, men vandet var stadig ikke gået, og babyen stod meget højt i mit bækken.
Jordemoderen valgte at tage vandet 7½ time efter den første ve. Jeg lå på fødebriksen med diverse måleapparater på maven, en blodtryksmåler på armen samt en måler, der var sat op på babyens hoved inden i mig. Men der var stadig ingen presseveer, og babyen ville stadig ikke ned i bækkenet.
Pludseligt faldt barnets hjertelyd, og min hjertelyd fulgte efter, og 1-2-3 var der læger og alt muligt på stuen, og der blev gjort klart til kejsersnit.
Jeg blev kørt ind på operationsstuen, hvor jeg fik lagt en rygmarvsbedøvelse, og så kom vores store søn til verden. Han vejede 4.500 gram og målte 50 cm. En stor dreng at føde, især når jeg kun er 160 cm høj.
Under selve kejsersnittet fik jeg en meget kraftig reaktion på bedøvelsen, som gjorde, at bedøvelsen begyndte at bedøve mine luftveje. Lægerne fik derfor meget tavlt med at få barnet ud og få mig lukket og kørt videre til intensiv. Jeg fik at vide, at jeg skulle ligge på intensiv i 2 timer, men jeg endte med at være der i 5 timer, da bedøvelsen ikke ville ophøre med at virke.
I mens jeg lå på intensiv, var min mand oppe på barselsgangen, hvor han passede vores søn. På grund af denne lidt dramatiske fødsel fik jeg ikke mulighed for at holde min søn før 3½ time efter fødslen, da min mand tog ham med på visit på intensiv. Det var det bedste øjeblik i hele mit liv, da jeg holdt min søn for første gang.
Vores søn er kommet til at hedde Pelle, og han trives ud over alle grænser. Mit eneste ønske til næste gang vi skal have barn er, at jeg kan føde selv, da jeg mener, at det må være en enorm stor oplevelse.
12-09-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025