Skrevet af Christina
Da jeg ventede mit første barn, gik jeg 12 dage over tid. Jeg var på det tidspunkt 18 år og boede sammen med barnets far.
Da jeg nåede terminsdagen, og der ikke skete noget, syntes jeg det var som at rykke over i ingenmandsland, for jeg havde været så fokuseret på den dato, og nu var mit faste holdepunkt væk. Hvad så?
Da jeg var gået 11 dage over tid, kom jeg op på sygehusets ambulatorium til undersøgelse. Jeg skulle scannes for at se, om der var det fostervand, der skulle være, barnets størrelse osv., og alt så fint ud. Jeg fik så en gynækologisk undersøgelse, og i den forbindelse sagde lægen, at han ville løsne nogle hinder, og han mente, det ville sætte det i gang. Det var en torsdag.
Da klokken var 02.50 om natten (fredag) vågnede jeg ved, at jeg havde en murren i maven. Jeg lå lidt og lurede på, om det mon var noget, men blev enig med mig selv om, at det nok var ren indbildning. Da der var gået 14 minutter, kom det imidlertid igen, så måske var det noget alligevel? Så skete der noget efter 7 minutter, så gik der en halv time, 20 minutter, 8 minutter osv, meget uregelmæssigt, men der skete da et eller andet.
Jeg stod så op og gik ind til den kommende far, der endnu ikke var gået i seng, og sagde til ham, at det så småt var begyndt. Han kvitterede med at skynde sig i seng, så han kunne få sovet. Jeg begyndte at gå rundt i lejligheden, men det var ikke rigtig godt syntes jeg. Så puttede jeg mig inde i sengen, men det var heller ikke så godt, for jeg vendte og drejede mig konstant. Så fik han heller ikke sovet, så jeg gik ind i stuen igen.
Så lagde jeg mig der, men jeg kunne ikke finde til ro, så det endte med, at jeg gik i bad, og så skete der ingenting! Jeg måtte slukke vandet for at tjekke, om der stadig skete noget, og det gjorde der, det var bare så svagt, at jeg ikke kunne mærke det, når vandet var tændt. Det føltes som menstruationssmerter - ikke værre end det.
Da badet ikke længere var interessant, gik jeg ind i stuen igen. Nu var klokken blevet ca. 5.30 om morgenen. Jeg skulle på toilettet og opdager, at der ligger en kæmpe klat slim (ja, undskyld *G*) i mine bukser, og jeg ringer derfor straks til min mor for at høre, om det mon er den dér slimprop, jeg havde læst så meget om. Det mener hun bestemt det er. Hun vil vente et par timer, og så kan vi køre på fødegangen og blive tjekket. Fint med mig!
Da klokken er 8 kommer hun, og vi tager derop, selvom hun er overbevist om, at jeg ikke har veer, for jeg siger nemlig ikke noget. Vi ankommer 8.30 på fødegangen, og jordemoderen mener heller ikke, jeg har nogen veer, så pænt som jeg sidder, men da hun undersøger mig, er jeg 4 cm åben og må ikke tage hjem igen.
Så jeg bliver indlagt til min mors store overraskelse. Der er imidlertid så travlt på fødegangen, at der ikke er nogen ledige stuer, så jeg må ligge ude på gangen med en skærm rundt om. IKKE SJOVT! Der ligger en ved siden af og får kørt en strimmel, så det er godt, jeg ikke siger noget, når jeg føder, for så var hun da rendt langt væk.
Da klokken er 11.30, begynder det at gøre mere ondt, og jordemoderen forslår et bad. Så jeg tager et brusebad, og det hjælper lidt, men jeg er for træt i benene til at stå derude i længere tid, så jeg har været der ca. en time. Jeg kommer ind og ligge og får en varmepude på. Det hjælper slet ikke, jeg ligger bare på siden og følger min vejrtrækning. Det er det, der er rarest.
Da klokken er ca. 13, kommer jeg ind på fødestuen. Jeg er nu 7-8 cm åben, og jeg arbejder godt med veerne, siger de. Jeg prøver noget lattergas, men det hjælper slet ikke. Jeg kan ikke klare masken, jeg vil bare ligge for mig selv. Jeg får så et skud pethidin, fordi jeg får vestorm. Der er ingen pauser imellem, og jeg siger ikke noget, men jordemoderen er bange for, at jeg vil blive for træt, hvis ikke jeg bliver bedøvet lidt.
Sprøjten tager ikke smerten, men jeg kan falde til ro "mellem" veerne, dvs. der er jo ingen pauser, men der er små veer og store veer, og i de små veer kan jeg sove lidt. Da klokken er ca. 15.20 begynder min mave at gøre noget underligt, syntes jeg, og der kommer en sygeplejerske forbi og skal kigge til mig. "Sig mig en gang, har du presseveer?", spørger hun, og jeg siger, at det er det måske nok, min mave gør det bare selv.
Så kommer jordemoderen, og jeg begynder at presse. Jeg er helt åben, og det er rart at vide, at det endelig snart er overstået. Det jeg bare ikke bryder mig om, var da hovedet stod helt nede, lige før det kom ud. Det gjorde saftsusme ondt. Det sved meget, syntes jeg.
Men endelig, da klokken er 15.57, bliver min datter født. Hun vejer 4.080 gram og måler 55 cm og får Apgar 10/1, 10/5 og 10/10 og er helt perfekt. Hun er heldigvis ikke påvirket af pethidinen, og vi kommer kort tid efter over på barselsstuen. Der ligger vi i 4 dage, og så gik det hjemad til en helt ny hverdag.
10-10-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025