Mirakel Mikkel Ullas søn var tæt på ikke at overleve fødslen. Derfor blev han straks døbt Mirakel Mikkel af fødselslægen.
4403
Skrevet af Ulla
I fredags fik jeg en lille dreng på 3.000 g og 52 cm. Vandet gik kl. 2 om natten, og da hovedet ikke stod fast, blev vi kørt på sygehuset med en liggende transport med Falck.
Da vi kom til Svendborg Sygehus kunne jordemoderen ikke finde barnets hjertelyd. Babyen havde underligt nok været helt stille efter vandafgang, men efter 15 minutters intens søgning fandt hun hjertelyden, og jeg åndede lettet op.
Ved 6-tiden startede veerne, som hurtigt blev hårde, men underligt nok "gav de ikke noget". Ved middagstid fik jeg akupunktur, som virkede vildt godt for mig.
Jeg kom i et kar med varmt vand ved 14-tiden og var på det tidspunkt 4-5 cm åben. Veerne blev hårdere og hårdere.
Ved 19-tiden fik jeg lagt rygmarvsbedøvelse, da jeg overhovedet ikke kunne holde de voldsomme smerter ud. Ved mine tidligere fødsler var det ikke så hårdt. Da jeg stadig kun var 6-7 cm åben, lagde jordmoderen samtidig ve-drop for at få afsluttet fødslen.
Af ve-droppet fik jeg vilde smerter omkring arret fra mit tredie barns fødsel, og en læge blev derfor tilkaldt. Han var bange for, at arret fra sidst eller livmoderen var ved at springe, så han ville anbefale akut kejsersnit i fuld narkose - så det snuppede jeg.
Det viste sig, at vævet fra mit gamle kejsersnit var vokset forkert sammen i en stor pærevælling. Det vil sige, livmoderen sad fast på maveskinnet, og lægen, som har foretaget kejsersnit i 25 år, havde aldrig set noget lignede.
Så da han skar op, skulle han finde vej i al det sammenvoksede "halløjsa", og så - som om det ikke allerede var nok - sad babyen bare fast. Da det efterhånden skulle gå stærkt, blev der mast, myrret og presset for at få babyen ud, og langt om længe lykkedes det.
Navlesnoren var to gange om halsen, og der var en stram knude på navlesnoren. Derfor havde han sultet den sidste tid i maven. Al hans hud var ca. 2 numre for stor.
Lægen fik mig så lappet sammen, og sønnen kom ud til farmand. Apgar efter 1 minut var 6 og efter 5 minutter 10. Lægen oplyste samtidig, at det ville være med livet som indsats, hvis jeg nogensinde skulle blive gravid igen.
Lillebror blev straks "døbt" Mirakel Mikkel af fødselslægen, som dagligt besøgte sit lille vidunder, i de dage vi var indlagt.
Da jeg kom på opvågning startede endnu et drama. Min puls lå på 160 i flere timer, før de fik den ned på normalt niveau.
I dagene efter havde jeg vilde smerter. Det viste sig, at min livmoder ikke trak sig hurtigt nok sammen. Det betød, at jeg fik sammentrækkende tabletter og to forskellige slags penicillin. Om lørdag startede jeg også med en masse jern, da min blodprocent var blevet lav. Blodprocenten faldt yderligere i dagene, og tirsdag var den på 4,5 (normalt er den 7-10).
Men i går kunne de se af blodprøverne, at blodprocenten var på vej op, og infektionstallene (noget der indikerer, at kroppen har brug for penicillin) var bedret. Det vil sige, at medicin og jern hjalp. Derfor valgt jeg at komme hjem, da det på sygehuset kan være svært at finde ro til at sove.
Herhjemme har jeg tre dejlige store unger og en meget kærlig mand, som hjælper alt det de kan. Så nu må vi bare fremad og genfinde en masse energi og overskud.
Selvom forløbet var ret hektisk, så tager jeg hatten af for Svendborg Sygehus, som handlede yderst professionelt og var vildt gode til at støtte og bakke os op. Jeg synes også, det var dejligt, at lægen, som stod for kejsersnittet, fulgte os begge på tæt hold.
I dag er vi bare glade for, at både lillebror og jeg overlevede. Det var vi tæt på ikke at gøre.
Relaterede artikler
© 1999-2025