Fødselsberetning om et planlagt kejsersnit Meretes datter Ellen lå i underkropsstilling og kom til verden ved planlagt kejsersnit.
6573
Skrevet af Merete
Jeg vil gerne fortælle om min datters fødsel for 2½ år siden. Ellen kom til verden ved planlagt kejsersnit. Det er altså ikke en spændende fødselsberetning som så mange andre, men jeg synes, at den skal med, fordi der er mange i dag, som kommer i samme situation som jeg; at de må indstille sig på, at fødslen af deres barn ikke bliver nogen rigtig fødsel.
Jeg havde en dejlig og problemfri graviditet. Da jeg var hos jordemoderen i 32. uge, mente hun, at barnet vendte forkert - men det skulle jeg nu ikke bekymre mig om, det kunne sagtens nå at vende sig.
Næste besøg var hos min egen læge. Hun mente, at nu vendte barnet rigtigt, og jeg mente selv at have kunnet mærke, at det vendte sig (og det ville jeg jo også helst tro).
Så kom jeg til jordemoder 14 dage før terminen, og hun sagde med det samme, at barnet vendte forkert (i underkropsstilling, som det hedder). Jeg fik en tid til scanning samme dag, for at de kunne være helt sikre - og der på skærmen sad hun ligeså fint og kiggede ud bag min navle.
Det blev forsøgt at vende hende, men hun rokkede sig ikke, der var ikke plads. Få minutter senere sad vi med en dato for vores datters fødselsdag 14 dage senere. Jeg tudede. Det var slet ikke den fødsel, jeg havde håbet på, og som jeg følte, at min krop havde forberedt sig på de sidste 9 måneder. Men jeg måtte jo indstille mig på, at sådan skulle det nu være.
Dagen kom, og vi mødte på sygehuset kl. 8.00. Jeg fik en seng på barselsgangen, og så gav vi os til at vente - længe. Det blev middag, før der var klart på operationsstuen. Så blev jeg kørt derned. Jeg var rædselsslagen - havde aldrig været på en operationsstue før. Men der var jo ingen vej udenom.
Jeg fik lagt en rygmarvsbedøvelse og skulle så op på briksen. Rummet var fyldt med mennesker, narkoselæge, kirurg, jordemoder, sygeplejersker - de var alle meget søde. Min mand var heldigvis også med. Jeg fik en masse måleinstrumenter på kroppen, og der blev hængt et grønt lagen op, så jeg ikke kunne se min mave.
Så gik de i gang med at ruske i mig. Jeg følte ingenting, kun at de rumsterede med min underkrop. Der gik lang tid, syntes jeg. Så sagde de til min mand, at han godt måtte kigge. "Det er en pige", sagde han, og så hørte jeg hende græde.
Så trillede mine tårer. Den lyd havde jeg ventet på! Men de bar hende straks ind i et rum ved siden af for at måle og veje hende og give hende tøj på. Min mand var med og tog nogle dejlige billeder - dem er jeg glad for, jeg ville så gerne have set hende, lige da hun var født.
Han kom ind med hende helt pakket ind. Jeg kunne bare se hendes dejlige lille ansigt. Men jeg kunne ikke holde hende, for jeg var stadig spændt fast på briksen med alle instrumenterne på min krop. Det føltes som lang tid, før de var færdige. Så blev jeg endelig kørt ind på opvågningen, og nu kunne jeg holde hende og begynde at amme hende.
Her var dejligt stille og halvmørkt, men jeg var noget omtåget, husker ikke så klart. På et tidspunkt fik jeg nogle efterveer, og der kom en skylle af blod. Så gav de mig en stikpille for at få livmoderen til at trække sig sammen. Min krop vidste jo ikke, at den skulle føde den dag, så de normale reaktioner fungerede ikke.
Jeg fik meget smertestillende de første dage. Det er jeg ked af. Jeg var ikke i stand til selv at sige fra, fordi det gjorde mig så omtåget. Men efter tre dage på barselsgangen kom vi på patienthotellet et par dage og så hjem uden mere medicin. I nogle uger havde jeg ondt i såret, så var det helet og fint.
Det var en nem fødsel for Ellen, hun var så smuk og fin, sund og rask - og hun er en dejlig nem pige i dag. En sædefødsel kunne have været alt for hård. Kejsersnittet var det bedste for hende - og det er jo det vigtigste!
Men når jeg hører andre fortælle om deres fødsler, om veerne og de forskellige faser i fødslen og det store øjeblik, hvor de mærker deres barn blive født, kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt snydt. Jeg oplevede jo en operation i stedet for - det var ikke en rigtig fødsel. Så jeg er både blevet skånet for meget og er gået glip at meget.
Nu venter jeg vores andet barn og håber naturligvis på denne gang at kunne føde normalt. Men skal det være kejsersnit igen, så må det jo være sådan - så er jeg da forberedt på, hvad der skal ske.
Relaterede artikler
© 1999-2025