Skrevet af Susan
Ja, jeg havde jo termin den 4. marts 2004. Det var lige før, at det blev på terminsdagen. Den 3/3 tog jeg en tur med min mor i Næstved Storcenter og gik rundt og kiggede på forretninger osv. Besværligt var det da med den enorme mave, men jeg tænkte, at det måske kunne sætte lidt skub i det.
Om natten fik jeg sådan nogle sjove stiksmerter henover skambenet. Jeg tænkte ikke over, hvad det kunne være. Hen på morgenen begyndte de dog at gøre lidt ondt.
Kl. 9.00 ringede jeg ud til fødegangen og spurgte, om det var veer, for jeg vidste ikke, hvordan de skulle føles. Ja, det kunne jeg godt regne med, det var. Jeg skulle bare ringe igen, når de var regelmæssige og med 5 minutters mellemrum.
Jeg prøvede at sove lidt, men det kunne jeg ikke. Så den bedste måde, jeg kunne slappe af på, var at sidde foran computeren.
Kæresten kom hjem fra kursus ved 15-tiden og begyndte at gå og tage tid på veerne. Dog var de regelmæssige nu men med for meget mellemrum. Vi spiste noget mad, og jeg lagde mig ind for at prøve at slappe af. Det er svært at slappe af, når det gør ondt, og man samtidig er meget spændt på, om det snart sker.
Kl. 21.00 ringede vi ud til fødegangen og sagde, at der nu var 5 minutter mellem hver ve. Vi fik lov at kommer derud. Vi pakkede det sidste og fik taget de sidste billeder af den store mave.
Da vi kom ud på fødegangen, var der ikke plads til os, så vi kom ned i det sidste værelse, som de kalder buret, og som egentlig var en lille opholdsstue. Det viste sig, at jeg kun var 1 cm åben på det tidspunkt, men da vi har 25 km hjem, ville de ikke sende os hjem igen.
Vi kom op på barselsgangen og fik et værelse. Jannik fik en gæsteseng, han kunne hvile sig i. Veerne tog til, og jeg kunne ikke holde ud at ligge ned mere. Det trykkede enormt på skambenet og gjorde nu meget ondt hen over lænden også.
Jeg tullede rundt på stuen og prøvede at være tapper. Jannik fik sovet ca. 2 timer. Det gjorde mig glad. På et tidspunkt sagde det plop (en knæklyd fra mit underliv). Ret sjovt, men det var altså slimproppen, der gik.
Kl. 03 kunne jeg ikke holde smerterne ud mere, og jeg kaldte på sygeplejersken, som fik fat i en jordemorder, som faktisk kom hjemmefra, da de havde fået ordnet alle nede på fødegangen. Hun var der i løbet af 10 minutter, og da hun kom, stod jeg og brækkede mig af smerte. Lidt klamt, men jeg vidste, det var normalt.
Jordemoderen, Lisbeth, tog os med ned på fødegangen med det samme. Jeg havde nu åbnet mig 4 cm. Hun foreslog, at jeg kom i badekar med varmt vand. Uhh, det var lige, hvad jeg havde ligget og drømt om. Det var også utrolig rart, men nøj hvor jeg frøs, da jeg kom ned i det varme vand. Jannik var utrolig god til hele tiden at sørge for, at vandet beholdt den varme temperatur og bruse mig hen over lænden osv.
Veerne tog yderligere til, da jeg sad i vandet. På et tidspunkt var jeg så udmattet, at jeg var ved at falde i søvn mellem veerne. Til sidst gjorde de dog så ondt, at jeg ville op. Jeg kunne ikke stå på mine ben selv. Det var ret mærkeligt. Det prikkede i mit ansigt og mine arme. Det var fordi, jeg var begyndt at hyperventilere. Jeg fik en papirspose, jeg skulle trække vejret i, og det hjalp faktisk.
Da jeg kom op af vandet, havde jeg åbnet mig 8 cm. Jeg tænkte åh nej, så var der stadig over 2 timer, til der skete noget (jeg havde fået at vide, at der ca. gik en time pr. cm). Jeg lå så bare og havde de voldsomste veer og skreg på bedøvelse, men jeg fik at vide, at jeg bare skulle slappe af og trække vejret i masken (jeg troede, der var lattergas i den dumme maske, men det viste sig, at det bare var ilt. Øv!).
Ved 6-tiden var der vagtskifte, og det var sådan set der, det hele skete. Der kom en ny jordemoder, Ingebjørk. Jeg havde nu åbnet mig alle 10 cm, og fødslen var i gang. Jeg begyndte så småt at få presseveer. Det var godt nok underligt at gå fra de almindelige veer til at føle, man skulle skide en bæ.
De ville nu sætte lidt mere skub i det og gav mig vedrop, dvs. da de langt om længe fik sat det på mig - 3. gang er lykkens gang. Der var nu også en læge til stede. De kunne vist hurtigt se, at jeg ikke selv kunne presse den lille ned. Så de blev enige om at prøve med sugekop (den store af metal).
De havde deres problemer med at få sat den fast. Men det lykkedes, og de trak, mens jeg prøvede at presse. Lægen blev godt nok gal på mig, for jeg kunne ikke finde ud af at presse rigtigt. Jeg slap luften, og det måtte man ikke. Så det lykkedes ikke første gang med kop, heller ikke anden gang. Jeg fik nu at vide, at nu var det alvor, for fik vi ikke hovedet ud nu, så skulle jeg op og have kejsersnit.
Jeg kan huske, jeg tænkte, at de lige så godt bare kunne køre mig derop med det samme, for jeg kunne ikke mere på det tidspunkt. Men jeg ville på en måde også bare have det overstået. Jeg pressede med alle kræfter, og de kunne også se hårtoppen. Jeg pressede mere, men da de klippede i mig for lige at få plads til det sidste, mistede jeg al luften og skreg som en stukken gris, og så var det sket.
Jeg blev med det samme kørt op på operationsstuen, hvor man ventede mig. Syret oplevelse at have presseveer uden at skulle presse. Jeg nåede at have 3, inden jeg blev bedøvet. Jeg følte, at jeg var med i serien "Skadestuen", da jeg ankom til operationsstuen, for der stod vel ca. 20 mennesker i grønne kitler og gummihandsker. Der gik ikke mange minutter, så var jeg væk i fuld narkose.
  I al den tid, jeg har ligget og skreget og haft veer og presseveer, sad Jannik lige ved siden af mig og var meget tapper. Han prøvede flere gange at holde min hånd, men jeg havde mere travlt med at hive vejret i masken. Under presseveerne holdt han mig under hovedet. Jeg ser ikke Jannik før på opvågningsstuen igen, da han kommer ned og fortæller mig, at vi har fået en stor flot pige, men at hun får lidt ilt gennem en maske nu, da lungerne lige skal foldes helt ud.
Efter jeg har sovet 2 timer på opvågningsstuen, bliver jeg kørt op på børneafdelingen, hvor vores datter ligger på varmestue. Hun vejede 4.220 gram og var 56 cm lang og var bare så skøn. Hun kom til verden kl. 9.10 den 5. marts 2004. Det var en hård omgang næsten at føde og så blive skåret i også, men hårdest var det dog for den lille fader, som aldrig fik nogen lykkelig slutning på alle smerterne.
05-06-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025