Skrevet af Kristina
Efter jeg læste en historie om en kvinde med panikangst, vil jeg fortælle min historie og sige, der er håb forude.
Jeg opdagede, jeg var gravid, en måned efter jeg var blevet 18 år. Alt var fint, og jeg havde det fint. Men fødslen nærmede sig, og den var jeg selvfølgelig ikke glad for. Men alligevel glædede jeg mig til at få presset min lille spurv til verden.
De 9 måneder gik, og endelig lå jeg der i fødesengen og var i fuld gang med at føde min datter, og vupti der kom hun. 3.700 gram og 53 cm lang. Efter jeg havde født moderkagen, begyndte blodet at vælte ud af mig i en stor blodpøl!
Der var lige pludselig fuld hammer på alle læger og sygeplejersker, og de asede og masede, og pludselig gik det op for dem, at det kunne de altså ikke bare lige ordne, så jeg blev akut sendt på operationsstuen. 15 minutter efter var jeg på opvågning igen, jeg som virkelig troede, jeg skulle dø.
  Min pige, min vidunderlige pige, hende sad min kæreste med. Jeg var knap nok vågnet, før jeg fik hende smidt i armene - stadig overdøset af sovemedicin.
Jeg blev indlagt med tøsen i 5 dage efter fødslen. Der var intet, alt gik godt bortset fra, at jeg ingen hjælp fik til noget. Der var ingen, som ville snakke min fødsel igennem med mig, og hvorfor det gik, som det gik. Min vandrejournal fik jeg heller ikke med hjem. Alle var kolde. Jeg skulle bare stå ud af sengen og begynde at gå rundt.
Jeg stod ud af sengen og ville gå på wc, da en af sygeplejerskerne godt kunne se, jeg ikke så særlig frisk ud (blodmangel efter fødslen). Idet hun lige hjælper mig der ud, falder jeg om. Hun nåede at gribe mig og kalde på nogen andre, som så fik hentet min seng og smidt mig der op og ind på stuen. Puha, så var der ikke mere der. Min krop kunne bare ikke klare at gå rundt endnu.
Der kom en læge for at snakke med mig. De syntes, jeg skulle have blod på grund af den mangel jeg havde, og blod fik jeg. 3 poser, og det var godt nok det ulækreste, jeg nogensinde har prøvet. Føj!
Men lige straks efter fik jeg det bedre og kunne tulle rundt med tøsen i mine arme, selv om jeg var bange for at falde om endnu engang.
De 5 dage gik, og vi skulle hjem. Sikke dog en dejlig følelse. Endelig hjemme. Kæresten, som havde været der få gange på hospitalet for at se til os, kom og hentede os. Vi havde heldigvis bil.
Hjem kom vi, og guuud hvor var det dejligt. Men så da vi skulle ud første gang, fik jeg det slemt. Jeg fik koldsved ned af nakken, svedte, rystede, hjertebanken og følelsen af panik voksede. Jeg skulle i hvert fald ingen steder. Sådan var det hver eneste gang, jeg skulle ud.
Jeg ville ikke gå til lægen, fordi jeg var bange for at miste min pige, hvis de skulle stemple mig som idiot eller et eller andet.
Jeg ammede ikke min pige, da hun ikke ville tage fat fra start og de 5 dage på sygehuset. Så hun fik modermælkserstatning.
Jeg kunne ikke handle, gå i biografen, gå i byen, tage på barnevognstur, ja barnevognen blev knap nok brugt.
Jeg snakkede med min familie om det og begyndte at snakke om det med venner og søskende osv. Det hjalp lidt, at de vidste, hvordan jeg havde det, og hvad de skulle forholde sig til osv.
Min mor havde også angst, meget meget slemme panikanfald, og hun blev derfor indlagt, og der røg jeg ned i kulkælderen. Den eneste person, jeg følte mig tryg ved, og den eneste person, jeg kunne være sammen med, uden jeg fik angst, var min mor, som nu var indlagt på grund af det samme som jeg. Det gjorde ondt, og jeg fik anfald.
Min mor kom hjem en uge efter, og gud hvor var jeg bare GLAD!
Hun havde fået noget antidepressiv, som hjalp hende. Når hun fik et anfald, så tog hun sådan en, og så var hun bare glad og mærkede intet til anfaldene osv. Men da jeg var for stædig til at gå til lægen, fik jeg nogle af hendes piller for at se, om det hjalp mig, og det gjorde det. De piller var jeg på i ca. 3-4 måneder, og efter det kunne jeg handle uden at få et anfald, gå lange ture osv.
 Idag er min dejlige datter 20 måneder, og hun er bare noget af det bedste, som er sket for mig. Hun får smilet frem i mig.
Jeg har været fri for pillerne i 7-8 månder. Jeg har kun haft uroen i kroppen, når der var noget, jeg var nervøs over, men INGEN anfald. Vi tager i Tivoli, Bakken, Bonbonland, handler, tager i storcentre, møder familie, biografture og meget mere - og tænk, jeg sætter virkelig pris på, HVAD jeg kan nu, fordi jeg kunne ingenting før.
Det var så min historie, og jer med panikangst, det jeg har lært er, at der sker intet ved at have de anfald. Man dør ikke, man falder ikke om, men når man er ved at få et anfald, skal man fokusere på en bestemt ting. F.eks. hvis du er ude, og det er ved at ske, så tæl træerne, tæl bilerne der kører forbi, få dine tanker et andet sted hen, og så forsvinder det rent faktisk af sig selv igen, uden du får et anfald.
Der er håb forude, men en ting du aldrig må gøre er at lade angsten styre dig eller bestemme, hvad du kan og ikke kan. Gør det du vil og tænk glade tanker. Held og lykke.
22-06-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025