Skrevet af Betina
Vi var elle vilde, da vi fandt ud af, at vi var gravide. Et ønskebarn, som vi havde prøvet at lave i godt 2½ år. Faktisk havde vi opgivet og overvejet at gå til lægen, men så pludselig var hun der.
Først havde jeg termin den 5/3-2003, men datoen blev til scanningen i uge 14 sat en uge tilbage, så min termin nu var 28/2-2003, 5 dage efter min fødselsdag. Sikke en gave at få.
Graviditeten gik okay, indtil december/januar måned. Under hele graviditeten havde jeg ikke taget andet end 1,2 kg på, så det var dejligt.
Jeg mærkede rimelig hurtigt liv. Jeg mærkede bobler i uge 11 og decideret liv i uge 13. Det føltes som om, en mus løb hen over min mave. Jeg mærkede liv hver 2. dag.
Jeg hørte hjertelyd i uge 11 til min første jordemoderundersøgelse. Det var en reservejordemoder, som var der i stedet for min egen, men hun mente, at jeg var længere fremme end min daværende termin i marts. Hun ville sætte mig til den 4. februar.
Jeg havde gået rundt længe med ondt i hofterne og bækkenområdet og ryggen, så i uge 24 fik jeg konstateret bækkenløsning, hvilket ikke var overraskende, eftersom jeg er hypermobil og med en BMI godt over 27.
Jeg fik at vide, at jeg skulle tage den med ro, ellers ville jeg føde før tid. Det tænkte jeg dog ikke meget over, da jeg godt var klar over, at muligheden var stor for, at jeg fødte før tid, da min mor fik mig 3 uger før tid. Og jeg syntes nu, jeg tog det stille og roligt, da jeg gik hjemme.
Men ellers gik det stille og roligt. Jeg havde plukkeveer siden 6. måned, så det tog jeg, som det kom.
Men nytårsaften, da klokken slog 24, var jeg overbevist om, at nu skulle jeg føde. For pokker da nogle stærke og voldsomme plukkeveer, jeg havde. De varede længe og kom regelmæssigt den første 1½ time af det nye år. Og så intet. Syntes det var underligt men tænkte ellers ikke over det.
Så den 17. december var jeg til jordemoderundersøgelse, og alt var pænt, som det skulle være, dog kunne hun ikke lide, at jeg havde en underlig siven af væske, så jeg blev henvist til fødegangen med det samme. Så hjem og hente farmand og afsted til Næstved.
Jeg blev undersøgt for alt muligt indvendigt og udvendigt. Min livmoderhals var 1½ cm, men ellers var alt, som det skulle være. Men jeg skulle aflastes meget, for ellers ville jeg føde meget før tid.
Søndag den 27. januar var vi ude hos mine forældre, og så var det pludselig som om, noget ville ud. Stille og roligt, men en meget ulækker følelse. Slimproppen var gået.
Da vi kom hjem, fik jeg en masse plukkeveer lige efter hinanden, så jeg sms'ede lidt med min veninde, som var 3 uger længere henne end mig. Hun var bekymret og ringede så til fødegangen for at høre ad.
Så jeg blev ringet op af en jordemoder, som syntes, at vi skulle kigge ind forbi for at blive tjekket. Så vi startede bilen op og kørte de 30 km ind til Næstved.
Jeg blev undersøgt og fik konstateret, at jeg ikke var åben. Men jeg blev indlagt til observation på grund af, jeg havde flimmer for øjnene, lidt højt blodtryk og protein i urinen.
Jeg blev scannet, og baby var fin og stod fast. Jeg var nu i uge 35+2.
Næste dag foregik i sengen på sygehuset, da jeg skulle være sengeliggende, og jeg måtte kun komme op, når jeg skulle på wc. Ret trælst. Men til stuegang blev jeg dog udskrevet.
Men jeg skulle så til scanning den 3/2 og fik besked på overhovedet ikke at lave noget. Meget svært for mig, som skal lave noget helst hele tiden, især når jeg ikke må.
Torsdag den 30. januar var jeg til sidste lægeundersøgelse. Der så det ikke rart ud. Siden mandag havde jeg taget 5 kg på! For højt blodtryk. Så jeg måtte endnu engang på fødegangen.
Her blev jeg taget imod af min egen jordemoder. Mit blodtryk var ret meget for højt 220/160, 180/130. Jeg fik kørt en strimmel i en time og blev indlagt for mulig fostervandsforgiftning.
Fredag blev jeg scannet. Der blev set efter, om jeg havde for meget fostervand, men det var, som det skulle være, og baby var fin og blev skønnet til 3.100 gram. Børnelægen kunne godt se kønnet men ville intet sige, selvom vi pressede godt på.
Jeg havde vildt mange plukkeveer, som bare gjorde ondt som bare s...
Lørdag havde jeg stadig alt for højt blodtryk og fik kørt en strimmel til, denne gang i 1½ time, fordi de glemte mig imellem et vagtskifte.
Søndag blev jeg udskrevet med ordene fra en stramtantet ældre sygeplejerske: "Du har en følsom livmoder" (lige det jeg IKKE havde. Vi fandt senere ud af, at hun havde ligget med begge arme oppe ved ørene, så det jeg kunne mærke i lysken, var hendes albuer).
Men fik så at vide, at der jo var LÆNGE til, jeg skulle føde. Jeg ville sågar nok gå over tid og meget andet. Jeg var jo nærmest hysterisk og skulle slappe af. Hmm, ja klart, det var jo også min egen idé at blive indlagt!
Men vi tog så hjem til mine forældres bryllupsdag og hyggede os. Så mandag var jeg og den kommende farmand inde i byen. Jeg satte ham af ved posthuset og skulle vende bilen på en bombet p-plads bag Prinsen i Vordingborg.
Der lød et smæld, som om en elastik sprang. Jeg tænkte lidt over, hvad det mon var, og parkerede henne ved posthuset igen. Så nøs jeg - og splat! Klokken var 12, og vandet var gået. Jeg blev våd.
"Hjælp", tænkte jeg. Det er bare ikke vandet, der gik der! Der var jo længe til, jeg havde termin, selvom jeg inderst inde gerne ville føde før min fødselsdag. Men alligevel - 3 uger før.
Kæresten kom tilbage, og jeg nøs igen. Splat igen! Jeg fortalte ham, at jeg troede, vandet var gået. Det troede han ikke vildt på, og dog, for vi kørte hjem uden at lave alle de ting, som vi skulle.
Så idet jeg stod ud af bilen, løb vandet igen. Aldrig har jeg løbet så stærkt hjem og op af trappen og ind på wc. Kæresten ringede til hans mor (og gud ved hvem ellers) og fortalte alt i stedet for at give mig telefonen, så jeg kunne ringe til fødegangen.
Men han blev færdig, og jeg ringede til fødegangen. Jeg nåede kun at sige mit navn, før der blev sagt: "Nu dig igen, hvad nu?". "Vandet er gået". "Hvorfor tror du det?", fik jeg i hovedet.
Jeg måtte forklare hvordan og hvorledes. Okay, jeg skulle komme ind. Jeg fortalte, at hovedet stod fast, så vi tog selv der ind.
Jeg kørte med gode plukkeveer. Kæresten har ikke kørekort. Da vi ankom på fødegangen, var min egen jordemoder der og tog imod. Jeg blev lagt op på briksen, og hun kunne godt se, jeg havde ret.
Hun punkterede mig, og vandet var pænt, men der var så meget, at jeg gennemvædede hele madrassen og lagen og alt.
Jeg fik kørt en strimmel igen. Jeg havde plukkeveer, og baby havde det godt, men jeg havde ikke åbnet mig.
  Jeg blev så indlagt på gynækologisk afdeling, indtil jeg fik veer. De regnede med, jeg ville få dem i løbet af natten. Men intet skete.
Tirsdagen var en LANG og meget følelsesmæssigt trættende dag. Jeg lå i et af fødegangens undersøgelsesrum i 12 timer, og selv efter 2 stikpiller og et hav af undersøgelser var intet sket.
Jeg skulle det samme igennem om onsdagen, hvis ikke jeg havde åbnet mig om morgenen. De 5 jordemødre, der kom og så til mig i løbet af dagen, ja de sagde 5 forskellige ting. Alt lige fra, at jeg bare skulle det samme igennem, indtil jeg åbnede mig, og til at jeg nok skulle tages med kejsersnit næste aften, hvis ikke der var sket noget. Så jeg fik kæmpe tudetur, som kun kunne dulmes af min mor.
Onsdag den 5/2-2003 om morgenen klokken 8.30 kom jeg ned på fødegangen igen. Jeg havde åbnet mig 1 cm. Jeg var jublende glad. Nu skulle jeg ikke det samme igennem alligevel. Så jeg blev undersøgt og fik kørt en strimmel.
Jeg var bare elle vild. Jeg skulle føde i dag. Jeg blev mor I DAG! Det var bare helt vildt. Da strimlen var kørt, kom jeg ind på fødestuen. Jeg ringede til kæresten og svigerinden og fortalte dem, at nu var det nu.
Jeg tog et brusebad, da jeg desværre ikke måtte komme i karbad på grund af infektionsrisiko, da vandet var gået for 2 døgn siden. Og vand skulle berolige maven. Hvorhenne? Det satte bare gang i veerne. Jeg fik dog at vide, at det var plukkeveer.
Klokken 12 var jeg åben 2 cm. Jeg fik lagt ve-drop klokken 13.10. Dette satte gang i veerne. Det eneste, der hjalp lidt, var en varmepude i lysken. Jeg havde så ondt, at jeg tudede.
Jordemoderen sagde, at det eneste, der hjalp mod smerterne, ville være en rygmarvsbedøvelse. Lattergas ville slet ikke virke. Jeg var helt med på den, for jeg havde bare ondt. Men den blev lagt forkert 2 gange og virkede ikke. Kun mit venstre ben blev lammet.
Klokken 15 var der vagtskifte, og jeg valgte at få den jordemoder, som var den første jordemoder, jeg mødte, Bettina Kock. Hende, der var reservejordemoder til min første jordemoderundersøgelse. Jeg var fuldt åben klokken 15.15.
Uden jeg viste det, tog de bedøvelsen fra mig. Jeg kunne nu godt mærke, at mit ben vendte tilbage til bevidstheden, men jeg kunne ikke forstå, at man skulle have SÅ ondt, når man var bedøvet. Men jeg ville ikke sige til dem, at jeg havde ondt. Det ville være lidt pinligt, syntes jeg.
Jeg følte, jeg skulle tisse hele tiden, men jeg kunne ikke. Så da jeg efter et stykke tid havde haft nogle halve presseveer, hvor de kunne se babys behårede hoved komme frem, blot for så at blive suget tilbage, fik jeg lagt kateder op. Dette satte gang i det hele.
 Da der var tømt godt 1 liter ud, fik jeg rigtige og mange presseveer klokken 16.45, og klokken 17.04 havde jeg født VERDENS dejligste datter, Jessie Sofie på 53 cm og 3.100 gram. Hun var født i uge 36+4. Hendes apgar tal var 10/1 og 10/5.
16 minutter efter var moderkagen født. Den viste, at der tidligt i graviditeten havde været en tvilling. Jeg var rimelig meget flækket, da presseveerne kom oven i hinanden og slet ikke kunne holde igen.
Så jeg har ingen anelse om, hvor mange sting jeg fik. Det ved sygeplejersken, der syede nu heller ikke. Men vi blev enige om, at der står "Made by Henriette".
Min datter fik dog en lidt hård start på livet, for da vi kom op på barselsgangen klokken 22, blev hun hentet af en sygeplejerske fra neonatal, som skulle tage nogle prøver. De tog hende, og ca. 30 minutter efter fik jeg hende igen.
Jeg havde dog knapt haft hende i 20 minutter, før de tog hende igen. Denne gang beholdt de hende, uden jeg viste, hvor de havde hende henne og hvorfor. Først næste dag fik jeg at vide, at hun var indlagt på neonatal på grund af for lavt blodsukker.
 Efter et par dage fik jeg et værelse på neonatal, så jeg kunne få hende ind til mig. Dog ikke om natten. Først da hun var fri for drop i den lille hånd, fik jeg hende ind på værelset. Dog kun for at opdage, at hun skulle i lyskasse på grund af gulsot.
Så i 5 dage rykkede de hele tiden hendes hjemkomst. Dog da hun var 7 dage, og hun kom ud af kassen og fik ok tegn af børnelægen, som lavede hendes 3-dages undersøgelse på hende, så jeg en lysning på det hele.
Jeg ville hjem, og jeg tror, at det var på grund af, at jeg fik et tudeflip, at vi kom hjem på orlov. Så vi var inde på neonatal hver anden dag for at få taget blodprøve på hende.
Først den 21. februar blev vi endelig udskrevet fra sygehuset, da hendes bilirubin tal (gulsot) var gode.
Så det var min historie om min datters hårde måde at komme til verden på, men dog lærerig. Og jeg gør det gerne igen.
02-07-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025