Skrevet af Conny
Det startede så normalt. Vandet gik tirsdag den 23. marts kl. 12. Jeg følte, jeg tissede lidt i bukserne, så jeg gik ud for at tisse. Da jeg gik ind i soveværelset for at skifte tøj, begyndte det at sive ned ad højre ben. Klart fostervand.
Jeg ringede efter min mand, som så kom efter mig. Jeg nåede lige i bad. Jeg havde nemlig fredagen før fået at vide af min jordemoder, at hovedet stod fast, så hvis vandet skulle gå, skulle vi bare tage det roligt.
Vi kom på sygehuset, og da jordemoderen undersøgte mig indvendigt, gik resten af vandet ud over hende (undskyld). Hun brændte sig - meget - hendes hånd var jo igang med at undersøge mig indvendigt.
Men jeg fik ikke stærke veer. Jeg blev indlagt. Min mand og jeg gik ture og op og ned af trapper og med elevatorer. Men intet skete. Min mand måtte ikke være der længere end til kl. 21.
Kl. 22 begyndte veerne at tage til. Jeg fik ondt - så ondt - i lænden, og det trak og trak i mit maveskind. Det var så frygteligt, og det eneste jeg tænkte var, det bliver værre endnu.
Der var en kvinde mere på stuen. Hun var faldet i søvn, og hun snorkede hele natten. Ikke et sekund fri. Og mellem veerne gider man altså ikke lige høre på så kraftig en snorken. Jeg blev ked af det og kunne ikke overskue noget. Jeg følte, at det aldrig ville stoppe, veerne og snorken. Jeg kæmpede mig ned til sygeplejersken og bad om ørepropper. De hjalp en gang imellem - hun kunne overdøve dem.
Det blev morgen og tid til morgenmad. Jeg havde ingen appetit, men fik alligevel klemt lidt ned. Man ved jo aldrig, hvornår man får noget igen.
Veerne blev kraftigere. Jeg måtte stå på tæer foroverbøjet over vasken på stuen, så de blev lidt mindre smertefulde. Det så jordemoderen, og hun undersøgte mig. Jeg var 3 cm åben og i fødsel. Kl. var 8.30.
Jeg havde aftalt med min mand, han skulle komme kl. 10. Jeg ringede efter min mand, og midt i en ve nåede jeg at fremsige: "Du skal komme nu", og så lagde jeg på og GIK ned på fødegangen, mens portøren tog sengen og alle mine ting.
Jeg fik lavement, og da min mand kom, sad jeg på toilettet. Det var ubehageligt, men bedre end at det skulle komme, mens jeg fødte. Veerne var stadig til at holde ud. Min mand "nussede" mig på ryggen, mens jeg stod med veerne - det hjalp.
Det begyndte for alvor. jeg var 6 cm åben, og det var jeg stadig efter 2 timer. Det forstod jordemoderen ikke. Jeg fik en pokkers pressetrang og kunne ikke stoppe. Det gjorde frygtelig ondt. Jeg skreg og skreg og skreg. Stakkels jordemoder, stakkels alle de andre på HELE SYGEHUSET. Og jg græd. Det kan bare ikke undgåes, tror jeg.
Jeg fik akupunktur. Det hjalp ikke en pind, mere omvendt. Jeg fik en blokade, og den hjalp så godt på mine lændesmerte. Nu var det bare pressetrangen, der skulle mildnes. Jeg fik lattergas. Jeg var så træt, og det gjorde så ondt, og jeg følte, det aldrig ville stoppe.
Jeg glemte at trække vejret. Jeg skulle hele tiden mindes om det. Men lattergasen hjalp bare godt. Jeg gjorde alt, hvad jeg fik besked på. "Træk vejret", "slap af". Jeg aner ikke, om jeg havde veer, mens jeg fik lattergas.
Klokken blev 16, og der var jordemodervagtskifte. Inden vagtskiftet havde jordemoderen tjekket åbningen igen, og den var stadig 6 cm. Jeg havde kun åbnet mig 3 cm på 7 timer. Jeg burde have født kl. 16. Så jordemødrene tilkaldte lægen, som konstaterede, at hovedet lå forkert. Panden lå først. "Vi fortager kejsersnit", siger hun uden tøven. Jeg kigger på hende forskrækket, bange men lettet. "NU", siger hun.
Inden de går igang, bliver vi gjort opmærksomme på, at barnet har en bule, da det jo er blevet klemt ned i den 6 cm åbning i et par timer. Vi forestiller os en lille sød bule.
Jeg kommer ned på operationsstuen, og pludselig er der ikke kun én jordemoder, men mindst 10 personer. En læge, narkoselæge, sygeplejersker. En der forklarer, hvad de laver, en der holder min hånd, en der giver mig blodtryksmedicin (mit blodtryk faldt til 90/30), og så dem på den anden side af lagnet.
Jeg er bedøvet helt op til hovedet, mine hænder er bevægelige men MEGET tunge. Jeg får nemlig en bedøvelse mere på grund af ulighed på kold og varm. Mine arme og mine kinder ryster, jeg kan ikke styre det. Ikke holde det tilbage. Min mand, som holder den anden hånd, kan ikke holde det tilbage. Min kæbe gør ondt til sidst.
Pludselig siger de: "Lige om lidt hører i, at de suger - det er fostervandet, de suger væk". "Jamen er de allerede begyndt?", er min første bemærkning. Og så er der barnegråd. Dejligt.
Men ihh, et chok at få over sit eget barn. Bulen var 1,5 cm høj og 6 cm bred. Han var mørkerød, næsten brun, han var trukket helt og aldeles skæv. Jeg blev så forskrækket og ked af det på hans vegne, for tænk hvordan han dog ikke havde haft det.
Jeg kom på opvågning. Det tog 3 timer (normalt 1½), før jeg kunne bevæge tæerne, så jeg måtte komme derfra.
Jeg og min mand blev kørt ind til Lucas. Han havde fået hue på, lå i kuvøse og fik sonde. Han var ikke så rød mere men stadig MEGET skæv.
Hun var så sød hende på hans stue, som passede ham det første døgn, jeg ikke kunne røre mig. Kan bare ikke huske hendes navn. Men tak H6 stue 3.
Lucas vejede 3.698 gram og var 52 cm. Han blev født 22 dage for tidligt ifølge terminen.
Vi var indlagt i én uge, Lucas og jeg. Lucas blev flottere og flottere for hver dag, der gik. Og han er helt rettet nu.
Alle har været så søde og rare, og det var så trist, at ingen af dem, der havde passet på os i den uge, ikke var der, da vi tog hjem. Caroline, Ulla og Katarrina. Vi mødte Katarrina i centret - pudsigt - og fik sagt farvel og tak. Det var rart. Man kan ikke gå uden at sige farvel og tak.
Vi er hjemme nu, og vi har det godt. Lucas har taget 300 gram på og er, som sundhedsplejersken sagde, en fin, velskabt ung mand, der er stærk med nogle gode reflekser.
Mine bedste anbefalinger til OUH og tak til H6.
06-07-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025