Skrevet af Christine
Man kan ikke ligefrem sige, at min graviditet var planlagt. Ikke at jeg ikke havde alderen (31 år), og jeg havde på det tidspunkt været sammen med min kæreste i næsten 3 år, men det med børn har aldrig lige været mig. Jeg spiste ikke p-piller, men vi "passede på", som man vist siger. Alligevel var der lige den ene gang dagen efter min fødselsdag sidste år.
Jeg arbejder som stewardesse og havde lige været et tur på Cuba i 3 dage, hvor jeg godt nok undrede mig over, hvorfor jeg ikke fik mens, men tillagde det mit arbejde og stress. 2 dage efter jeg kom hjem, tog jeg en test for sjov, og det kan nok være, at jeg fik et chok! Jeg hylede i 3 timer! Da jeg havde sundet mig, syntes jeg alligevel, at det var OK.
Min læge sendte mig til scanning med det samme, da der var tvivl om, hvor langt henne jeg var. Gynækologen troede, at det måske var en graviditet udenfor livmoderen, så jeg skulle på hospitalet og have taget blodprøve et par gange. Heldigvis viste det sig, at dem lille sad, hvor han skulle.
Jeg var lidt forkvalmet i starten, men ikke vildt. Man kunne ikke se noget, førend jeg var i uge 25! Da vi var til scanning i uge 19, opdagede de, at jeg havde et fibrom (en uskadelig muskelknude), som var rimelig stor (de mente 6x7 cm), og som de mente kunne være en fødselshindring.
Jeg gik så til scanning hver 4 uge de sidste måneder. Nogle af gangene mente lægen, at jeg godt ville kunne føde, andre gange at jeg ikke ville kunne føde. Sidste scanning var den 22. december, hvor jeg havde termin den 24. januar. Jeg var så nervøs, fordi lægerne ikke kunne blive enige og gav overfor min jordemoder udtryk for, at jeg gerne ville have kejsersnit. Det kunne hun godt forstå. Så det fik jeg!
Lægen spurgte, hvornår jeg ville have det. På Frederiksberg laver de planlagt kejsersnit om tirsdagen, så ville jeg have det den 13. eller den 20. januar? Jeg tog den 20, for jeg var af den mening, at det skulle være så tæt på min termin som muligt.
Om søndagen havde kæresten og jeg en dejlig dag, hyggede, var ude og spise m.m. Om mandagen skulle jeg ind på hospitalet for at tale med anæstesilæge m.m. Min mor tog med, og da hun hentede mig mandag morgen, havde jeg det ret mærkeligt og havde ondt i ryggen. Nå, men vi kom derind, fik taget de prøver, jeg skulle have taget, og talt med de læger, jeg skulle tale med.
Da vi skulle til at gå, spurgte jeg souschefen på barselsgangen, om jeg ikke kunne komme til at tale med en jordemoder, for jeg havde det faktisk lidt mærkeligt. Og det korte af det lange er, at jeg faktisk var gået stille og roligt i fødsel. Jeg havde åbnet mig en centimeter, havde veer hvert 3. minut (små), og min livmoderhals var blottet. Så jeg ringede til kæresten og sagde, at jeg altså skulle have kejsersnit i dag, og at det ville blive kl. 15.
Da var klokken 10.30. Han blev lidt befippet men tog det fint. Jeg gik lige på toilettet, og da jeg kom tilbage, fik jeg at vide, at det ville blive indenfor 1 time! Så måtte jeg ringe til kæresten igen, som så kørte alt hvad remmer og tøjler kunne holde hjem og hente mine ting, og så videre på hospitalet.
Der var den bedste stemning på operationsstuen. Jeg kunne ikke mærke, da han lagde bedøvelsen, eller da de moslede rundt for at få den lille ud. Jeg husker bare, at jeg kiggede ud af vinduet, og det var den smukkeste dag med den mest blå himmel. Noah blev født kl. 13.58 og var helt perfekt. Det var en surrealistisk dag!
Vi lå på barselsgangen i 6 dage, det var så godt. De er bare så søde på Frederiksberg.
Noah er den sødeste (selvfølgelig) og nemmeste (han sover fra ca. 19-04 uden at vågne), og jeg vil helt sikkert gerne have en mere. Jeg har efterfølgende været til scanning igen, fibromet var nemlig 8x8 cm, og lægen sagde, at jeg ikke kunne have født. Jeg skal også have kejsersnit næste gang.
08-07-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025