Skrevet af Lise
Min første graviditet var bare perfekt. Jeg blødte dog de første 3 måneder, så jeg fandt først ud af, at jeg var gravid, da jeg var lige over 3 måneder henne. Da vi jo var ret unge (21 år og 24 år), skulle det lige overvejes, og det blev til et ønsket foster.
Jeg fik en termin, der hed den 16. juni 2001. Fint tak.
Jeg var til jordemoder, og alt var jo godt. Jeg blev scannet, og vi fik at vide, at det var en dreng, vi ventede, og vi var jo overlykkelige, og alt var lyseblåt. Hi-hi.
Nå, men den 16. juni kom og gik, og det gjorde den 17. og 18. og 19. også. Men så den 20. juni, da klokken er 11, og vi lige er gået i seng, får jeg bare kanon mange sommerfugle i maven, og så skal jeg bare skide (undskyld).
Sådan går det 2 gange, og da jeg kommer tilbage anden gang og får sat mig på sengekanten, ja der får jeg en ve, og den er faktisk ret kraftig.
Jeg vækker faderen og siger, at jeg tror, at det er nu, han skal være far, og han mumler søvnigt: "Er du nu sikker, for jeg gider ikke køre på sygehuset for at blive sendt hjem igen".
I det samme får jeg en ve til, og den gør ret ondt, og det kan han vist høre, for op kommer han, og så pakker han taske.
Nå, men i starten tager veerne ca. 40-50 sekunder og kommer med 20 minutters mellemrum, og 1 time senere varer de 1½ minut og kommer med 5 minutters mellemrum, og vi ringer til fødegangen og får besked på at komme.
Vi ankommer, og jeg bliver undersøgt. Jeg er 4 cm åben - fedt (jeg har dog ikke så ondt igen), men sygeplejersken kigger mærkeligt på os, da hun undersøger igen, og siger, at hun lige skal have en anden mening. Vupti så står der 3 sygeplejersker og siger, at enten ligger han forkert, altså sidder op, eller også er det en stjernekigger.
Jeg bliver scannet, og han sidder op, og så er det kejsersnit. Kl. 04.09 hører jeg hans dejlige lille klynken, og alle siger tillykke med sønnen på 3.430 gram og 50 cm.
Min anden fødsel
Denne gang var det planlagt, og efter kun en månedes forsøg blev jeg gravid, men denne gang forløb ikke lige så godt som første gang.
Nej, jeg blødte i godt 2 måneder på grund af en blodansamling i livmoderen, og fra 4. måned havde jeg mange plukkeveer, og fra 6. måned havde jeg symfyseløsning. Av av!
Nå, men jeg bliver scannet og får en termin, der hedder den 16. november 2003, og jeg siger med det samme, at jeg tror, jeg føder før tid, og det bliver omkring den 1. november.
Tiden går, og jeg er så uheldig at miste min mor den 4. september, og jeg kan mærke der, at den lille er stresset, da den næsten aldrig ligger stille. Men jeg fik dog kæmpet mig gennem begravelsen den 11. september.
Derefter har jeg bare så mange plukkeveer, at jeg er sikker på, at jeg føder, hvis jeg ikke tager den med ro. Så jeg sidder i en stor dejlig lænestol de næste 2-4 dage og arbejder med mig selv mentalt, og det får dog også ro på den lille igen.
Den 26. oktober er jeg til jordemoder igen, der bedømmer den lille til godt 3.000 gram og siger, at min livmoderhals er væk, min livmoder er meget blød, hun ligger dybt, og hinden er spændt. Tak skal du have, tænkte jeg. Jeg må hjem og ligge, ellers føder jeg sgu da nu.
Men lørdag den 1. november skal vi til en fødselsdag, og vi ankommer kl. 14.00, og jeg render og tisser hele tiden. Da klokken er godt 17, ja der går slimproppen. Åhhhhh.
Nå, men vi tager det stille og roligt og tager hjem ved 18.30-tiden, så vi kan gå tidligt i seng, hvis der nu skulle ske noget.
Kl. 22 ringer vi til svigermor og siger, at det nok bliver i nat, og at hun skal pakke en taske, så hun kan komme i en taxa og passe Nikolaj, hvis det er.
Vi går derefeter i seng, og jeg kan bare ikke sove og har meget uro i kroppen, så jeg står op og går ud og tisser, spiser en banan og et stykke rugbrød og går ind og lægger mig igen.
Men jeg når da også kun lige at døse hen, så lyder der et smæld, og noget løber. Jeg slår armene ud til siden og råber "Vandet er gået". Op af sengen kommer farmand og kommer springende med et håndklæde, og mig ud i bad og får veer med det samme med 5 minutters mellemrum.
Farmand ringer efter svigermor, der hopper i en taxa med det samme, og jeg ringer til fødegangen, og jeg skal komme med det samme. Ca. en time senere står vi på fødegangen, og jeg hænger faderen om halsen hver 5. minut og piver.
Ind og op på briksen, og ja det er vandafgang, og jeg er 2 cm åben. Så vi må blive eller tage hjem. Jeg vil hjem, for jeg har bare fået tynd mave (jeg tømmer min mave før fødsel).
Sikkert hjemme igen, en madras på gulvet i stuen, da farmor ligger i vores seng med Nikolaj. Nu er veerne meget hårde og varer godt 1½ minut men kommer kun med 5 minutters mellemrum.
Efter 1½ time derhjemme kan jeg ikke holde det ud længere, og veerne kommer også nu med 3 minutters mellemrum, så tilbage mod fødegangen.
På vejen til fødegangen møder vi en politibil, og på det tidspunkt skriger jeg af smerte på bagsædet, og de kigger lidt underligt men vælger at køre videre - meget klogt.
Nå, men vi kommer på fødegangen igen, og jeg er stadig kun 2 cm åben, men veerne er dog kraftige, og jeg ligger kun og venter på at komme på den rigtige fødegang, så jeg kan få lattergas. Jeg prøvede bistik - et prik og jeg skulle bestemt ikke have flere.
Da klokken er godt 4, kommer jeg på fødegangen, og der er jeg 4-5 cm åben. Kl. 5 er jeg 6-7 cm åben, og kl. 6 er jeg 8-9 cm åben og får pressetrang.
Kl. 6.30 er der kun en kant tilbage, og hjertelyden dykker og kommer ikke rigtigt op igen, så der bliver tilkaldt en læge, der tager en blodprøve fra "dens" hoved, men alt er fint.
Kl. 7.30 er der vagtskifte, og jeg SKRIGER. Den nye jordemoder kommer og siger, at der ingen kant er, og jeg bare skal presse, og jeg presser.
KL. 7.40 falder hjertelyden yderligere, og de sætter en blød kop på, og kl. 7.54 får jeg en lille trold på maven.
Faderen siger med det samme "en dreng mere", og jeg kigger. "Det er sgu da de pige", og ja en lille pige.
Så jeg fødte en dejlig pige den 2. november kl. 7.54 på 2.700 gram og 49 cm. 14 dage før tid, men dog på den dag, jeg sagde.
07-09-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025