Skrevet af Hanne
Torsdag den 26/2-2004 vågnede jeg med en enorm trykken mod ribbenene og var i det hele taget meget utilpas. Jeg ringede ud på fødegangen, hvor jeg snakkede med en enormt sød jordemoder, der syntes, at jeg skulle komme derud lige og blive tjekket.
Jeg målte lige mit blodtryk, inden jeg tog hjemmefra, da jeg i nogle dage havde haft et lidt
forhøjet blodtryk og var blevet bedt om at holde øje med det. Det var alarmerende højt, og jeg fik travlt med at komme at sted. Jeg tog en taxa.
Ronnie var på slagteriskole og havde ikke sin telefon tændt. Det var en uge før termin, og vi havde ikke regnet med, at der skulle ske noget endnu.
Jeg blev modtaget af en rigtig sød jordemoder, der fik mig lagt ned og satte de der måleapparater på maven af mig. Hun fik hurtigt fat i et blodtryksapparat, da jeg fortalte hende, at mit blodtryk var så højt, da jeg tog hejmmefra. Heldigvis var det faldet igen og var nu helt nede på det, det plejede at ligge på.
Målingen var også flot, og Oliver havde det godt derinde og sparkede lystigt med, da jeg lå derude.
Men da hun så gik, fik jeg nogle voldsomme jag ved mine ribben, så jeg næsten ikke kunne trække vejret. Jeg skyndte mig at ringe efter hende. I det samme kom Ronnie ind af døren. Min mor havde fået fat på ham, og så havde han skyndt sig.
Jordemoderen kom ind og så på målingen og sagde "jamen søde ven, du har jo veer". Hun undersøgte mig og så, at jeg var 2 cm åben, så jeg skulle regne med at føde om natten. Okay, tænkte jeg, nu var det hele jo lige pludselig rykket meget nærmere.
Jeg fik besked på at tage hjem og slappe af og drikke en øl og se, om jeg kunne sove lidt. Den dag var den længste dag i hele mit liv. Jeg fik ringet til min mor, som også skulle være med ved fødslen, og fortalt hende, hvordan landet lå. Vi blev dog enige om, at hun godt kunne blive på arbejdet indtil videre, og at jeg ville ringe, hvis der skete noget nyt.
Vi tog hjem og lagde os, for vi var forberedte på, at det godt kunne blive en meget lang nat. Jeg blundede lidt men havde det stadig ret mærkeligt. Jeg sov da lidt, og da jeg vågnede igen ved 18-tiden, havde jeg det meget mærkeligt, og det gjorde mere ondt nu.
Jeg ringede ind til fødegangen igen og fik besked på at komme. Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage tasken og det hele med, men vi besluttede os for at lade være, da vi regnede med at komme hjem igen. Derfor tog min mor heller ikke med.
Da vi ankom til fødegangen, kom vi ind på en fødestue med det samme, og jeg blev undersøgt. Jeg var stadigvæk kun 2 cm åben, men de ville beholde mig. Der var ikke så meget at lave den dag. Ronnie ringede efter min mor, og hun kom så med de ting, vi også skulle have med.
Jeg blev tilbudt at komme i karbad, og det ville jeg meget gerne. Jeg var dog kun deri i ca. 15 minutter, for det var slet ikke rart. Jeg gled frem og tilbage.
Ronnie ville meget gerne have radioen tændt, da det var den dag, Brøndby spillede mod Barcelona. Det var ok, men til sidst fik jeg dog nok og bad ham slukke.
Da der var jordemoderskifte, og den næste kom, var der ikke sket så meget, så jeg fik valget mellem at se tiden an og se, om der kom gang i veerne, eller hun kunne tage fostervandet og sætte skub i det på den måde. Jeg valgte det sidste, og så skulle jeg til gengæld love at komme op og gå.
Jeg skal love for, at der hurtigt kom gang i veerne. Det gjorde rigtig nas. Timerne gik, og jeg udvidede mig ikke ret meget.
Da klokken var 10.00 om formiddagen den 27/2, blev jeg tilbudt en epiduralblokade, og det sagde jeg ja til. Jeg blev dog noget forskrækket, da lægen kom og skulle lægge den, og han sagde, at jeg skulle ligge helt stille. Det kan man sgu da ikke, når man har veer, men det gik.
Epiduralblokaden hjalp hurtigt, og hold op hvor blev jeg rap i replikken. Jeg snakkede og snakkede. Jeg fik noget vestimulerende drop, så jeg kunne udvide mig noget hurtigere.
Da klokken var 16.00 om eftermiddagen, og der havde været vagtskifte, slukkede de for epiduralen igen, og så kom veerne ellers bare ind over min stakkels krop igen. Jeg tryglede og bad om et kejsersnit, for jeg kunne bare ikke mere. Men nej.
Da klokken var 16.25, kom presseveerne, men der skete ingenting, og til sidst tilkaldte de en læge, for jordemoderen havde mistanke om, at min søn stod skævt i bækkenet (det fik jeg ikke at vide på det tidspunkt). Lægen kom, og ganske rigtigt stod han skævt. Jeg fik at vide, at de ville prøve med sugekop, og hvis ikke det lykkedes, blev det kejsersnit.
De prøvede med sugekop 3 gange, uden den mindste smule resultat, så derfor blev det akut kejsersnit.
Jeg blev kørt til operationsstuen med det samme, og Ronnie skulle hurtigt have noget andet tøj på. Min mor måtte blive og vente på, at Ronnie kom ned med Oliver.
Det skal lige fortælles, at der under hele min fødsel var en sygeplejerskeelev med, fordi hun skulle opleve en almindelig fødsel, og hun var med i alle de timer uden at opleve en fødsel rigtigt. Øv øv.
Nå, men jeg skulle have lagt en ny rygmarvsbedøvelse. Dejligt for jeg måtte igen ikke røre mig, og på dette tidspunkt rullede presseveerne ind over mig, og jeg måtte ikke presse.
Langt om længe fik de lagt den, og den virkede ret hurtigt, så de kunne komme igang. Det er dog det mærkeligste, jeg nogensinde har været med til, at kunne mærke, at de skærer i én og hiver barnet op, uden at det gør ondt.
Endelig kom min dejlige søn til syne med ordentlig sort manke. Han skreg med det samme, og de tog ham op, og han blev suget. Så kom han hen og lå hos mig i 5 minutter, indtil Ronnie gik med ham, så jeg kunne blive syet sammen.
Ronnie fik ham målt og vejet. En ordentlig basse på 3.980 gram og 50 cm. Ikke noget at sige til, at jeg ikke kunne få ham ud.
  Jeg kom op på opvågningen, og derop kom Ronnie så også med ham. Hvor var det dog vidunderligt, at alle de timer nu var færdige, og at der er kommet så godt et resultat ud af det. Han blev født kl. 18.19 fredag den 27/2-2004.
Personligt havde jeg lidt efterreaktioner på det og havde ligget i så mange timer og ikke fået lov til at føde normalt, men det er jeg kommet over og vil gerne have flere.
12-10-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025