Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 NYT!  DIT BARN - GRATIS MAGASIN TIL DIG

Læs den nye udgave af magasinet DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger! Læs det gratis her
Mine 2 fødsler Mine 2 fødsler

Pias første fødsel endte med kejsersnit, men anden gang fødte hun "normalt".
 2722 

Skrevet af Pia

Efter at have læst alle de spændende fødselsberetninger, synes jeg også lige, at jeg ville fortælle om mine.

Min 1. fødsel

Jeg fødte mit første barn for 3 år siden ved kejsersnit. Jeg var gået 17 dage over tid og blev sat i gang torsdag eftermiddag. Vi gik hjem for at afvente veer, men der skete intet.

Vi kom igen fredag morgen - stadig intet. Om eftermiddagen ved 15-tiden kom vi for 3. gang på fødeafdelingen for at få lagt en stikpille.

Da vi kom hjem, begyndte der endelig at ske noget hen under aftenen. Eftersom det var første gang, var vi jo meget spændte på, hvad der skulle ske, for det hele var jo så nyt.

Vi ringede til fødegangen omkring midnat, da veerne efterhånden kom med 5 minutters mellemrum. De ville gerne se mig, så vi gik derhen. Vi boede på det tidspunkt ca. 300 meter fra sygehuset, men det tog alligevel noget tid at gå derhen på grund af veerne.

Vel ankomne ventede vi på, at jeg kunne blive undersøgt, og da vi jo var sikre på, at jeg i hvert fald var mindst 5 cm åben, glædede vi os til, at vores lille baby snart skulle se dagens lys.

Denne glæde skulle snart vende sig til skuffelse. Jeg havde ikke åbnet mig mere end 1 cm, så der var lang vej endnu. Vi fik alligevel en fødestue, og jeg fik kørt en strimmel - alt var, som det skulle være.

For at sætte skub i tingene tog jordemoderen vandet omkring kl. 2, og det hjalp da også lidt. Veerne blev kraftigere, og jeg kom i badekar for at lindre på smerterne.

Der lå jeg og sagde som en ulv (det har min mand og jeg grinet meget af siden) i 3 timer, indtil jordemoderen ville have mig op for at sætte skub i veerne.

Efter vandet blev taget, havde jeg åbnet mig 3-4 cm, men min krop ville ikke rigtigt åbne sig mere.

Da min jordemoder mente, der var lang vej igen, og veerne var meget kraftige, foreslog hun epiduralblokade. Den tog jeg imod med kyshånd, da klokken var blevet 18, og jeg ikke havde sovet i 24 timer. Men det var da godt nok lidt svært at skulle ligge stille, for at nålen ikke skulle ramme det forkerte sted.

Jeg slappede af med det samme og følte det som at komme i himlen. Der skete dog stadig ikke noget, og der blev skruet op for vedroppet, som var blevet anlagt sammen med epiduralblokaden. Lige lidt hjalp det. Min krop ville bare ikke åbne sig mere end 4 cm.

Da babyens hjertelyd begyndte at dykke, og der ikke var særlig lyse fremtidsudsigter for, at jeg ville åbne mig mere, blev det besluttet, at min baby skulle ud via kejsersnit. Lægerne og jordemoderen havde mistanke om navlesnorskomplikationer, hvilket også senere skulle vise sig at være rigtigt. Navlesnoren var viklet rundt om halsen og under den ene arm.

Jeg havde jo allerede fået anlagt epiduralblokaden, så det var bare at køre mig på operationsstuen. Det foregik stille og roligt, og jeg oplevede det egentlig ikke som noget panisk. Jordemoderen lyttede til babyens hjerte hele vejen hen til operationsstuen, og det nåede heldigvis ikke at blive kritisk.

Far var selvfølgelig med. Han var god at holde i hånden, da det lige pludselig gik op for mig, at nu var det nu. Om nogle få minutter ville jeg blive mor. Jeg rystede over hele kroppen og frøs, men sagde nej til beroligende, da jeg ville være klar i hovedet - eller så klar som man nu kunne være efter 29 timer uden søvn.

Jeg kunne ikke mærke, at lægerne skar i mig, men jeg kunne mærke, at de rodede med min mave. En underlig sjov fornemmelse, som egentlig ikke var ubehagelig.

Endelig kunne vi høre det, som vi havde ventet på i 9 måneder - det skrig, som vores baby gav fra sig efter at være kommet ud af min mave. Jeg kan huske, at jordemoderen fik babyen og kom hen til os for at vise os den lille ny.

Jeg havde tårer i øjnene og var i forvejen træt, så jeg kunne ikke se ordentligt. Vi var selvfølgelig ivrige efter at få kønnet at vide, og jeg spurgte hende, om det var en dreng eller en pige. "Jamen kan du ikke se det?", sagde hun med babyen i favnen lige foran mig. Jeg blev nærmest sur på hende og sagde: "Nej, jeg kan ej. Hvad er det?". Hun fortalte så, at vi havde fået en velskabt dreng.

Jeg fik heldigvis lov at hilse på ham, inden han blev gjort i stand, og den stolte far gav ham tøj på for første gang. Han vejede 3.880 gram og var 51 cm lang, så han var en rigtig fin baby.

Vi var indlagt i 4 dage efter fødslen, men det var mest på grund af de smerter, jeg havde i såret, at vi blev der. Ellers var jeg træt af sygehus og skrigende babyer over det hele, så det var dejligt at komme hjem og få fred og ro og give sig tid til at blive en familie.

Min 2. fødsel

Da Oliver så 3 år senere skulle være storebror, gik fødslen helt anderledes. Jeg var sat til den 20. juni 2004, men ved scanningen blev terminen flyttet til den 28. juni 2004. Jeg håbede selvfølgelig, at jeg ikke ville gå lige så lang tid over som første gang, men da jeg havde passeret den 28. juni og nærmede mig datoen, hvor man ville begynde at snakke om igangsættelse igen, begyndte jeg at blive modløs.

Jeg gik med alle mulige tanker, om min krop overhovedet kunne finde ud af at føde, og hvorfor der ikke skete noget. Jeg gad ikke ringe til hverken min mor eller mine veninder, for jeg syntes ikke, jeg havde noget at snakke om. Jeg lavede ikke noget ud over at vente på de veer, og jeg vidste, de ville spørge, om der ikke snart skulle ske noget.

Den 8. juli var jeg til jordemoder, og hun fortalte mig, at hvis der ikke var sket noget onsdag den 14. juli, skulle jeg ringe og få tid til scanning og igangsættelse. Jeg blev selvfølgelig mere træt af det hele og kunne se hele historien gentage sig. Derfor tænkte jeg, at de kunne lige så godt lave kejsersnit med det samme, for det ville det jo garanteret ende med alligevel. De skulle dog snart vise sig at være forkert.

Mandag den 12. juli vågnede jeg kl. 4.30 om morgenen med plukkeveer igen. Dem havde jeg haft rigtig mange af på det sidste, så jeg regnede med, at det bare var dem igen. De fortsatte dog, og jeg stod op, for jeg kunne alligevel ikke sove fra dem, så kunne jeg jo lige så godt prøve at sætte lidt fut i dem.

De fortsatte hele formiddagen, og over middag ringede vi til min faster og onkel, som skulle passe Oliver, for at advare dem om, at de ikke skulle tage for langt væk, da de godt kunne regne med, at det blev i dag.

Det tog imidlertid lang tid, før veerne blev rigtig kraftige. Hele dagen gik, og de blev mere regelmæssige og efterhånden så stærke, at jeg ikke kunne snakke under dem. Kl. 20 afleverede vi Oliver, da vi i hvert fald ville på sygehuset for at blive tjekket.

Vi tog hjem igen, og omkring kl. 23.30 tog vi på sygehuset, da der på det tidspunkt kun var 3 minutter mellem veerne, og de varede 1 minut hver. Jeg var kun åbnet 2 cm, men fik alligevel tilbudt en fødestue, hvis jeg gerne ville blive.

Jeg ville hellere hjem, for jeg følte, at jeg bedre kunne slappe af der. Vi tog hjem, og veerne blev værre og værre. Jeg lå på siden, så arbejdede veerne bedst.

Kl. 3 tog vi på fødegangen igen, da jeg ikke syntes, det var sjovt længere. På det tidspunkt havde jeg åbnet mig 3-4 cm, altså det samme, som jeg havde åbnet mig, da jeg skulle føde Oliver. Jeg frygtede, at det ville gå i stå igen, ligesom med ham.

Vi blev inde på fødegangen og fik anvist en fødestue. Det gik stille og roligt, og veerne blev bare værre og værre. Jeg fik CTG på maven på grund af kejsersnittet første gang.

Jordemoderen kom for at undersøge mig - HURRA, jeg var 5 cm åben - altså over den magiske grænse. Jeg kom i karbad, hvor jeg lå i 3 kvarter. Kl. 5 blev jeg jaget op, da jordemoderen ville tage vandet, for at sætte lidt skub i det.

Fostervandet var grønt, så der skulle måles CTG igen. På det tidspunkt var jeg 6 cm åben. Jeg åbnede mig faktisk gennem hele fødslen den famøse centimeter i timen. Senere blev der påsat en elektrode på babyens hoved for at måle hjertelyden der, da det ikke kunne måles på CTG'en.

Jeg skal lige love for, at det satte skub i veerne, da vandet blev taget. Jeg åbnede mig ikke hurtigere, men veerne blev godt nok kraftige.

Ca. fra kl. 5.30 og til fødslen var overstået, gik jeg helt ind i mig selv. Hver gang jordemoderen spurgte mig om et eller andet, tænkte jeg bare, sikke en idiot, kan hun ikke se, at jeg har veer! Det kan jeg da virkelig ikke svare på nu!

Veerne kom væltende oven i hinanden uden pauser. Min mand sagde de efterfølgende dage, at han følte det som, havde han løbet en maraton - så ømme var hans muskler, da jeg havde stået og hængt op af ham det meste af tiden. Og så skal det lige tages in mente, at jeg er noget større end ham.

Jeg havde, inden fødslen begyndte, sagt til mig selv, at jeg ville i hvert fald ikke være en af de kvinder, som skreg som en sindssyg, mens de føder, men det kunne jeg godt glemme alt om. Jeg råbte og skreg helt vildt. Jeg kunne slet ikke styre mig, for veerne gjorde bare så ondt.

Kl. 8.30 er jeg 8-9 cm åben og kan bare ikke mere. Jeg får fremstammet, at jeg bare skal have nogle stoffer! Jordemoderen griner og fortæller om spinalbedøvelse, da hun godt kan se, at jeg trænger til noget smertestillende. Jeg siger ja og er med på den værste.

Hun får fat i en narkoselæge, som beder mig om at sætte mig op. På det tidspunkt ligger jeg på briksen, men da hun vil til at anlægge rygmarvsbedøvelsen, kommer der en ve, og jeg beder hende vente. Der kommer endnu en ve, og sammen med den begynder jeg at presse. Jeg kan slet ikke lade være.

Min jordemoder Lotte opdager, at jeg presser og beordrer mig tilbage på briksen, så hun kan undersøge mig. Jeg er helt åben og kan bare presse. Spinalbedøvelsen bliver aflyst, så jeg fik den aldrig!

Hun beder mig om at tage fat under knæhaserne og presse, alt det jeg kan under veerne, for babyens hjertelyd er ikke så god længere. Inden den sidste presseve var hjertelyden nede på 65 slag i minuttet, og jeg kunne godt se på jordemødrene, at nu skulle min baby altså ud.

Afdelingsjordemoderen var med under pressefasen på grund af det grønne fostervand og det tidligere kejsersnit.

Jeg pressede i 23 minutter i alt, inden min baby var ude kl. 9.23. Det første, jeg hører, efter babyen er kommet ud, er min mand, som siger: "Det er en pige - jeg vidste det"!

Hun kom op på min mave og fik hurtigt navlesnoren klippet over. Desværre ikke af min mand, da hun havde brug for noget hjælp til at komme i gang. Hun var helt blå i hovedet og sagde ikke en lyd.

Jordemødrene gnubbede hende og sugede hende for at få hende til at trække vejret, og det lykkedes heldigvis, så børnelægerne, der blev tilkaldt, bare kunne gå igen.

Bagefter snakkede min mand og jeg om, at ingen af os havde været bange, for vi var sikre på, at de nok skulle få gang i hende. Det havde de jo prøvet så mange gange før. Jeg tænkte også på, at det ikke kunne passe, at jeg skulle gennemgå alle de smerter uden at få noget ud af det.

Hun havde også haft navlesnoren rundt om halsen ligesom Oliver, men de tog nogle tests fra navlesnoren, der viste, at hun ikke havde manglet ilt under fødslen.

Efter jeg havde født moderkagen, fik jeg 8-10 sting, så jeg var rimelig øm bagefter! Hun var også en stor pige - 4.020 gram og 54 cm.

Vi blev på barselsgangen et døgn. Mest for at være sikker på, at hun var OK og for at få amningen i gang. Det hele gik heldigvis godt, så næste formiddag var jeg mere end klar til at tage hjem, da far og den stolte storebror kom og hentede os.

Det bedste af det hele (selvfølgelig efter mine to børn) er, at nu ved jeg, at min krop godt kan finde ud af at føde uden hjælp, men puha det gør ondt. Min trøst, til hvis vi nu skal have flere børn, er, at det forhåbentlig går hurtigere næste gang.

26-10-2004

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Fik kejsersnit så far kunne nå at se barnet

Kejsersnit på moders ønske

Fedme forøger risiko ved kejsersnit

Ultralyd afgør om det er sugekop eller kejsersnit

Foranliggende moderkage (placenta prævia)

Bedre førstegangsfødsler medfører færre kejsersnit

Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

kejsersnit

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Læs den nyeste udgave af GRAVIDA - et GRATIS magasin til dig, med alt om den positive graviditet og fødsel.

 Gravida





Læs den nyeste udgave af magasinet MIN BABY - et GRATIS magasin til dig, med alt om det bedste vi har!

 Min Baby





Babyshower, navngivning eller barnedåb? Find alt til festen hos Kija-design.dk.

 Kija-design





Skal du gå til apa? Apa er kurser omkring fødslen og tiden efter. Se vores store udvalg af kurser med mange temaer bl.a. babymotorik og babyrytmik.

 apa - København






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2019

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook