Skrevet af Maria
Min kæreste og jeg havde forsøgt et års tid at gøre mig gravid, da jeg endelig stod med den positive graviditetstest i hånden.
Jeg havde før mistet to gange og var selvfølgelig nervøs for, at det skulle ske igen, men det viste sig, at denne gang var lykkens gang.
Min graviditet var forholdvis ukompliceret. Jeg havde ingen kvalme eller nogle af de andre generende symptomer - det eneste jeg døjede med var, at jeg rendte på toilettet hele tiden.
Jeg var sygeplejestuderende og fast besluttet på, at jeg ville gøre min uddannelse færdig og stå med mine uddannelsespapirer den 31. maj 2004 på trods af, at jeg havde termin den 15. april 2004.
Mine to afsluttende praktikker var meget hårde. Jeg synes ikke, at der blev taget så meget hensyn til, at jeg var gravid, og det betød, at jeg fik mange arbejdsopgaver, og det var en stressende tid. Jeg var meget træt når jeg endelig kom hjem og gik ud som et lys på sofaen. Jeg bestod begge pratikker og skulle derefter til at skrive min afsluttende eksamensopgave.
Jeg var efterhånden højgravid og temmelig besværet. Jeg begyndte at få meget ondt i mit skamben, og det begyndte at blive et mareridt at bevæge sig rundt.
På en uge tog jeg rigtig mange kilo på. Jeg blev lidt nervøs over dette og tog på Holbæk Sygehus, hvor en jordemoder tjekkede mig. Hun fortalte mig indirekte, at jeg var hypokonder, og at jeg skulle have tålmodighed, for jeg ville snart blive mor.
Jeg lå der på briksen og tænkte, at jeg kun var 23 år og total uerfaren, og at jeg overhovedet ikke kunne stole på mine egne fornemmelser.
Dagen efter skulle jeg til tjek hos min egen jordemoder, og jeg fortalte hende om min pludselige vægtstigning, mine smerter og om hændelsen med jordemoderen ude på Holbæk Sygehus. I det sekund kunne jeg bare se på jordemoderen, at det var grebet helt forkert an.
Hun tjekkede mit blodtryk, hvilket viste sig at være alt for højt. Hun spurgte, om jeg mærkede liv, hvilket jeg svarede, at det skete da få gange om dagen, men at jeg ikke havde bidt mærke i det, eftersom pladsen jo bliver lidt trang derinde, som tiden går.
Hun sendte mig straks ud på Holbæk Sygehus, hvor lægerne skulle vurdere mig. Hun mente, det kunne være svangerskabsforgiftning. Min mor tog med mig ud på sygehuset, hvor min kæreste stod og ventede.
Vi gik alle tre ind på sygehuset, hvor en sød jordemoderstuderende tog imod os. Vi blev vist ind i et undersøgelsesrum, hvor hun satte CTG på. Hjertelyden var fin, og vi følte vist alle en lettelse.
Blodprøver blev taget, og vi blev bedt om at vente, til svarene kom. Timerne gik, og det blev aften. Endelig kom der en læge, som kunne fortælle mig, at prøverne ikke var helt gode, og at de gerne ville indlægge mig til aflastning. Jeg sagde selvfølgelig ja og blev indlagt på barselsafsnittet på en tomandsstue, hvor der i forvejen lå en ung kvinde til aflastning. Vi faldt hurtigt i snak, og vi hyggede os med dameblade, babysnak osv.
Aftenen efter fik jeg rigtig mange plukkeveer. De kom konstant, og jeg kunne mærke, hvor øm min livmoder blev af det. Min kæreste besluttede, at han ville sove hos mig, og han sad og håbede på, at det ville udvikle sig til rigtige veer.
Dagen efter sad Kim (kæresten) og mig og snakkede om, hvad vi skulle lave i weekenden, for nu måtte de da snart udskrive mig. Det var den 3. april om formiddagen, da jordemoderen (Gerd) kom ind på stuen for at tilse den anden unge kvinde.
Hun kom over til mig bagefter og spurgte, hvordan jeg havde det, og om jeg mærkede liv. Jeg fortalte hende om alle mine plukkeveer, og at jeg stadig syntes, at det var begrænset, hvor meget liv jeg mærkede.
Hun valgte at sætte en CTG på, nok mest for at berolige mig. Den skulle sidde på i 10 minutter. Efter 9 minutter kom Gerd ind igen og sagde, at hun lige straks ville tage CTG'en af igen, og så gik hun igen.
Lige da hun var gået ud af døren, fik jeg en blid plukkeve - én af dem, der slet ikke kan måle sig med dem, jeg havde haft den foregående aften, men hjertelyden dykkede kraftigt. Jeg bad straks Kim om at hente Gerd, for det brød jeg mig ikke om.
Gerd kom ind og begyndte at ruske min mave. Hun så nervøs ud. Hjertelyden rettede sig efter 2 minutter. Jeg fornemmede, at Gerd var utryg, og hun kaldte lægen, som stod nede på operationsstuen.
Så synes jeg pludselig, at alting fik så stærkt. Jeg fik flere blide plukkeveer, og hjertelyden blev ved med at falde. Gerd kalder en anden jordemoder, og sammen gør de mig klar til kejsersnit. Jeg får lagt kateter, og de sætter væske op.
Kim står ved siden af og fatter ligeså lidt som mig - pludselig er situatioen blevet akut og kritisk. Vi troede jo, vi skulle hjem i dag. Kim får udleveret det flotte blå operationstøj, og vi venter bare på, at lægen skal komme og give grønt lys til kejsersnit.
Endelig kommer han. En læge jeg har mødt tidligere i mit ene praktikforløb, Anders, og han er bare så lyttende og forstående. Han undersøger mig indvendigt og kigger så forundrende på mig. "Er det dit første barn?". Det må jeg jo svare ja til. Han fortæller mig så, at jeg er 3-4 cm åben. Det forstår jeg slet ikke, jeg har jo ikke haft en eneste ve endnu. Det må være alle de plukkeveer, der har modnet mig.
Anders spurgte mig så, hvad jeg helst ville: Have et kejsersnit eller føde normalt? Hvis jeg valgte at føde normalt, ville det selvfølgelig være forsvarligt, og hvis de kunne se, at det udviklede sig kritisk for mit barn, ville de straks køre mig ned til akut kejsersnit. Men han sagde også, at chancen for et kejsersnit var meget stor.
Jeg var slet ikke i tvivl. Jeg ville føde normalt hvis muligt. Det var den store oplevelse, jeg havde ventet på i 9 måneder, og den ville jeg da helst ikke gå glip af.
Dernæst blev jeg kørt ned på fødestuen, hvor en fantastisk sød jordemoder kom ind af døren. Hun hed Ingefred. Vandet blev taget, og vi afventede veer. Min mor kom ind af døren – hun skulle være med til fødslen, og nej hvor var jeg glad for at se hende. Nu var jeg helt tryg – jeg havde min dejlige kæreste, min mor og ikke mindst en fantastisk jordemorder.
Veerne kom med det samme. De var regelmæssige fra begyndelsen af, og de gjorde ikke specielt ondt. De kom i bølger, og smerten blev intensiveret i løbet af de minutter de varede. Jeg fik klyx og bagefter 80 mg papaverin, som skulle sætte lidt mere gang i tingene.
En kvindelig læge, Stine, kom ind på stuen. Hun skulle tage en blodprøve fra min babys hoved. Hun førte det her lange og ikke mindst tykke rør op, og det synes jeg bare var frygteligt, når jeg i forvejen bare prøvede at koncenterere mig om den smerte, der kom fra veerne. Hun fik blodprøven, som skulle afgøre, om min baby fik ilt nok. Svaret kom tilbage og var fint.
Jeg måtte stadig gerne prøve at føde selv. Ingefred gav mig lattergas i masken, hvilket jeg blev svimmel og utilpas af. Jeg følte ikke, jeg kunne tænke klart, og det skulle jeg jo i denne her situation! Jeg brokkede mig højlydt og hev masken af.
Ingefred var gået ud af fødestuen, så min kæreste trådte lige til og sagde: "Jeg skruer lige ned for det lattergas - jeg så hvor hun skruede op". Jeg må indrømme, at jeg måtte trække på smilebåndet med den kommentar. Han kunne jo risikere at få en kæmpe skideballe, fordi han havde rørt ved noget. Min mor stod ved siden af og roste Kim, fordi han skruede ned – ja, det hele var lidt komisk. Han hørte selvfølgelig aldrig et ondt ord.
Ingefred kom ind igen, og hun havde taget mad med til min mor og kæreste. På bakken var der sild, æg og ostemadder. De sad og snakkede og byttede madder, og jordemoderen sagde smilende til dem, at det så da ud som om, de rigtig hyggede sig. Ja, men det gjorde de da også. Jeg snerrede til dem, at det her overhovedet ikke var hyggeligt!
Veerne var taget til, og de begyndte at gøre ondt. Dernæst blev der stille over ved "middagsbordet". Stine kom ind igen. Hun skulle tage en blodprøve mere med det der hylster. Jeg protesterede og begyndte at græde. Jeg kunne ikke holde ud at få stukket det hylster op. Det gjorde jo ondt dernede, og det hjalp jo ikke ligefrem på smerterne.
Men det skulle jo gøres, så hun gik igang. Det var heldigvis hurtigt overstået, og senere kom hun tilbage med svaret. Min baby skulle altså snart ud - iltmætningsprocenten kunne godt have været bedre.
Mine veer blev hjulpet lidt på vej gennem droppet, og det blev kontinuerligt øget. Efterhånden var jeg 9 cm åben med en lille kant fortil. Anders kom ned på fødestuen, hvor han lige fjernede den lille kant. Av! Jeg kom vist til at sparke ham i maven.
Jeg var 10 cm åben og klar til at føde. Men hvor var presseveerne? Ingefred sagde til Anders, at jeg ikke havde fornemmelse for det, og at de nok måtte overveje sugekop, da min lille baby skulle ud nu!
I det sekund kom denne her kæmpemæssige og helt fantastiske følelse gennem hele min krop. En kraft jeg ikke kunne styre men bare følge med. Jeg havde presseveer, og nu skulle jeg vise dem, at jeg godt selv kunne føde mit barn!
Jeg pressede og pressede. Min kæreste stod på den ene side og græd. Var det ikke lidt tidligt? Jeg havde jo ikke født endnu? Han sagde, at han kunne se håret. De spurgte, om jeg ville have et spejl. NEJ! Det har jeg ikke tid til, jeg skal bare føde det her barn NU!
Jeg kunne mærke, at der var noget, der ligesom gled ud af mig. Det gjorde ikke spor ondt, og klokken 21.16 den 3. april 2004 kom lille bitte Joakim til verden. Han vejede blot 2.520 gram og var 50 cm lang, men hvor var han dog bare perfekt!
Jeg bristede overhovedet ikke, så den dag i dag er jeg bare lykkelig for, at jeg selv fik lov til at vælge, hvordan jeg ville føde, og at valget blev en vaginal fødsel fremfor et kejsersnit.
Det er en stor oplevelse at mærke, hvordan man bare er skabt til at føde, og at man roligt kan have tillid til, at kroppen godt kan finde ud af det, selvom man ikke selv helt har kontrol over, hvad der sker.
Ydermere var jeg helt tryg ved lægerne og jordemødrene på Holbæk Sygehus, som allesammen var fantastisk dygtige og kompetente.
Når jeg kigger tilbage til den 3. april 2004, var det mest irriterende ved fødslen, at jeg var koblet til alverdens maskiner. Jeg havde jo også kateter, og jeg kunne overhovedet ikke røre mig uden hjælp fra enten jordemoderen eller kæresten - men alligevel betragter jeg det som en drømmefødsel, og jeg håber, den næste bliver mindst ligeså succesfuld.
Dagen efter på barselsafsnittet kom Ingefred over for at snakke det hele igennem med mig. Hun fortalte mig, at Anders ville bruge min fødsel som undervisning til konferencer, hvor alle lægerne diskuterer brugen af kejsersnit. Det vigtigste er at gøre sig klart, at når moderen selv er psykisk indstillet på at skulle føde normalt, og selvom alle odds er imod hende, så flytter tro bjerge!
Ja, og prikken over i'et var den 31. maj 2004, hvor jeg blev færdig som sygeplejerske. På min arm havde jeg Joakim - min lille mirakel baby.
09-11-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025