Skrevet af Betina
Jeg skulle have min menstruation i juli 2003, men den udeblev, og jeg tænkte, om det var muligt, at jeg kunne være gravid. Det var op mod en weekend, men jeg ville vente med at tage en test, fordi det kunne jo nå at komme i weekenden.
Weekenden gik, og det blev mandag, hvor min menstruation endnu ikke var kommet. Det var med sommerfugle i maven, at jeg kørte ned for at købe to tests.
Jeg kunne ikke vente med at komme hjem og prøve en test. Da den viste positiv, kunne jeg ikke tro mine egne øjne, og jeg troede, at det var løgn. Så jeg tog også den anden test, men da den også var positiv, kunne jeg ikke vente med at fortælle den kommende far nyheden, til han var hjemme fra arbejdet, så jeg ringede med det samme.
Jeg ved ikke, hvordan han så ud i hovedet, da han fik beskeden, men han var oppe på en kornsilo og var ved at skvatte ned. Han blev lige så glad som jeg, men vi var dog enige om ikke at fortælle det til nogen, før det var blevet bekræftet af lægen. Men jeg kunne ikke vente med at fortælle mine forældre, at de skulle være mormor og morfar.
Jeg fik en tid ved lægen den 19/8-2003, hvor testen atter viste positiv, så nu var det bekræftet, at vi ventede en ny verdensborger. Vi fik udfyldt alle papirerne, som lægen skulle sende til sygehuset. Lægen regnede ud, at terminen ville være den 9/4-2004. Jeg tænkte okay, for min lillesøster har fødselsdag den 8. Jeg fik taget tre blodprøver, det var jeg dog ikke så vild med. Jeg var gravid i uge 7.
I starten af graviditeten havde jeg meget ondt i lænden, og jeg havde meget brunt udflåd. På et tidspunkt var der så meget, at jeg ringede til lægen, og her blev jeg undersøgt og fik at vide, at jeg skulle slappe af de næste 3 dage for ikke at tabe fosteret.
I uge 8 startede kvalmen, men den holdt allerede op igen efter 3 uger. Jeg har aldrig kastet så meget op, som i de 3 uger det varede. Jeg endte med at tabe 10 kg, men de kom langsomt på igen - og lidt til.
Trods lidt "startvanskeligheder" havde jeg en meget nem og fin graviditet. Blodtrykket lå meget fint, og jeg slap for svangerskabsforgiftning, vand i kroppen og andre ting, som kan komme i en graviditet. Dog havde jeg meget halsbrand og fik noget mod det.
Jeg gik og ventede på at blive indkaldt til scanning. Det skete på Sønderborg Sygehus den 19/9-2003. Min kæreste var med, og vi glædede os til at se det lille bankende hjerte.
Den sygeplejerske, som scannede mig, var meget sød. Vi så på skærmen, og hun fortalte os, hvad der var hvad. Hun undersøgte, om der var et eller to fostre, men der var kun ét, og om fostret lå rigtigt i livmoderen og ikke uden for livmoderen. Men den lå, hvor den skulle. Vi snakkede om forskellige tests såsom tripletest, glukosebelastning osv.
Scanningen viste, at terminen ikke var helt rigtigt, så den blev skubbet 3 dage, så nu havde jeg termin den 12/4-2004.
Den 22/10-2003 var jeg til mit første jordemoderbesøg. På det tidspunkt var jeg i uge 15 og skulle have taget en blodprøve, da vi var enige om at få taget en tripletest. Det gjorde ikke ondt, og der gik en uge, før svaret kom med posten.
Da jeg kom hjem fra arbejde den dag, hvor brevet lå i postkassen, kunne jeg ikke vente med at få brevet åbnet. I brevet stod der, at det hele så normalt ud, og at der ikke var grund til at foretage yderligere undersøglser. Det var så et sundt og raskt barn, vi ventede.
Som tiden gik, blev jeg større, og jordemoderen sagde, at det blev et stort barn. Nu er jeg også selv lidt stor i forvejen, så jeg fik en tid til glukosebelastning for at se, om jeg udviklede graviditetssukkersyge.
Det skulle foregå på sygehuset, hvor jeg skulle møde onsdag den 24/1-2004 fastende kl. 8 om morgenen. Jeg fik taget en blodprøve i øret, hvorefter jeg skulle drikke ½ liter sukkervand indenfor 5 minutter. Det var meget sødt og svært at få ned. Jeg skulle derefter vente i 2 timer siddende, og jeg måtte ikke gå rundt. Efter de 2 timer fik jeg igen taget en blodprøve, og så måtte jeg gå.
Det var direkte ud af døren og med elevatoren op og direkte hen til kantinen for at få noget at spise og drikke.
Svaret på glukosebelastningen kom nogle dage efter med posten. Alt var, som det skulle være.
De sidste 4 måneder af graviditeten kunn jeg mærke meget liv. Hvis jeg sad helt stille, kunne man se, at maven dansede fra højre til venstre og omvendt.
På dette tidspunkt kunne den vordende far også være med. Han snakkede meget med junior, som lå varmt og godt i sin mors mave. Fosteret svarede igen med kraftige spark. 2 gange havde den lille sparket så hårdt, at det gjorde ondt på fars næse.
Omkring 2 måneder sidst i graviditeten fik jeg en slem kløe på arme, ben og ikke mindst i håret. Lægen kunne ikke finde en årsag, så jeg blev henvist til en hudlæge. Hvad der egentlig var galt, fik jeg ikke helt med, men jeg fik en creme til at smøre på de kløende steder, og det hjalp da også.
Som tiden gik, og da der var 4 uger til terminen, var min tålmodighed ved at slippe op, og det blev ikke spor bedre, da terminen blev overskredet.
Pladsen blev mere og mere trang, og barnet bevægede sig mindre. Til sidst blev den alt for stille efter min mening. De 3 sidste dage blev et mareridt rent følelsesmæssigt.
Den 19/4-2004
Jeg startede dagen med at stå op og spise morgenmad. Jeg skulle i grunden ud at handle om formiddagen, men da jeg skulle til mit forhåbentlig sidste jordemoderbesøg, kunne det også vente til om eftermiddagen.
Jeg slappede lidt af og ryddede op hist og her, men da jeg ikke havde mærket meget liv hele formiddagen, blev jeg lidt nervøs for, om der nu var noget galt. Men jeg slog det hen, da jeg skulle til jordemoderen senere på dagen.
Da klokken begyndte at være 13.45, gjorde jeg mig klar til at tage af sted, for jeg skulle være der kl. 14.45, og på det tidspunkt er der meget trafik, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte køre i god tid, for jeg hader at komme for sent til en aftale.
Her snakkede vi om fødslen, og jeg fik lov til at høre hjertelyd. Da jeg hørte den, var jeg meget mere rolig. Jordemoderen undersøgte mig indvendigt og fortalte, at jeg var 1 finger åben, så nu var der ved at ske noget, men alligevel kunne der godt gå en uges tid endnu. Men nu var jeg ligesom lidt mere optimistisk. Hun mærkede mig også på maven og vurderede barnet til at veje 4.100 gram. Jeg gik glad derfra.
Den 20/4-2004
Jeg stod op ved 8-tiden og spiste morgenmad ved computeren for at se, om der var sket noget nyt i min mødregruppe på Netbaby.dk. Tiden gik, og jeg kom til at tænke på, at barnet i maven ikke har været så aktiv, som den skulle være.
Da min kæreste kommer hjem fra arbejde kl. 17.30, ringer jeg til fødegangen og fortæller det, som det er, at jeg har mærket mindre liv.
På fødegangen kommer vi ind på en modtagestue, hvor en jordemoder vælger at køre en CTG for at overvåge barnet, men hun kan se på strimlen, at barnet ikke er så aktiv, som den skulle være, så de vælger at scanne. Ind på stuen kommer apparatet og en anden læge (tror jeg hun er) og en studerende. De scanner og fortæller, at alt ser fint ud.
Jeg får noget koldt at drikke og 2 boller med marmelade for at sætte skub i den lille. Der køres atter en CTG for at se, om barnet er blevet mere aktiv, og det er den. Vi får lov til at tage hjem.
Den 21/4-2004
Min kæreste skal på arbejde og tager af sted ved 6-tiden. Jeg kan ikke sove mere, så jeg står op og tænder for computeren. Her sidder jeg det meste af formiddagen og har heller ikke mærket meget til liv i dag.
Nu gider jeg snart ikke mere. Jeg ringer atter til fødegangen, men her bryder jeg sammen. Den jordemoder, jeg snakker med, er meget sød og venlig og vil meget gerne have mig ind til et tjek. Så jeg sætter mig ud i min bil og kører afsted mod fødegangen.
Jeg bliver kl. 12.30 modtaget af en sød jordemoder, som viser mig ind på modtagestuen. Her snakker vi om, hvad der er sket de sidste 3 døgn. Jeg er meget grædende og spørger, hvorfor jeg ikke må blive sat i gang, når jeg nu er 9 dage over termin.
Men jeg får at vide, at man kun sætter fødslen i gang, hvis der er noget i vejen med barnet, eller hvis man er gået 14 eller flere dage over tid. Jeg får også at vide, at der kan være komplikationer ved at sætte en fødsel i gang, det kan være at fødslen trækker ud og det så ender med kejsersnit og så videre.
Jordemoderen vælger at kører en CTG. Den bliver kørt i rigtig lang tid. Hjertelyden ligger meget fint. Barnet er dog ikke meget for at røre sig, så jeg får noget koldt at drikke for at få barnet til at bevæge sig. Jeg skal prøve at skifte stilling for at se, om det vil gøre, at barnet bliver mere aktivt.
Efter det kolde vand er tissetrangen ved at være stor, og jeg bliver nødt til at komme af med vandet. Jeg spørger, om man må snakke i mobiltelefon på fødegangen, da jeg lige vil give min kæreste bedsked. Men det må man ikke, men man kan ringe ude fra altanen af. Jeg får fat i ham og fortæller, hvordan landet ligger, og han kommer ud til mig.
Mens jeg venter på ham, venter jeg også på lægen, der skal fortælle, hvad der videre skal ske. Da han kommer, forklarer han, at han lige skal snakke med overlægen om igangsættelse. Der går lidt tid, og jeg/vi får grønt lys til at blive sat i gang. Der faldt en stor sten fra mit hjerte, og jeg er ved at græde af bare glæde.
Kl. 17 kommer jeg ind på stue 7 og op i sengen og slappe lidt af. Efter ca. 40 minutter i sengen kommer en ung jordemor ind med en pille, som lægges op i skeden for at sætte fødslen i gang.
Jeg skal ligge stille med pillen i ca. 1 time. Kl. 18.36 får jeg CTG-apparatet på, som skal overvåge barnet. Jeg ligger og slapper af og lytter til barnets hjertelyd - den skønneste lyd i hele vrden, når man ikke har mærket meget liv de sidste 3 dage.
Kl. 19.10: Barnets hjerte slår med 150-160 slag pr. minut, men på et tidspunkt stiger den til 165-170 slag i minuttet, og jordemoderen løber hele tiden med den strimmel, der kommer ud af maskinen for at vise den til en læge, men det hele er, som det skal være. Jeg får også taget temperaturen, som viser sig at være 36,5 grader.
Imens jeg ligger og slapper af, kører min kæreste hjem og henter tasken og tager min mor med, som skulle med til føslen.
Min mor har hele eftermiddagen prøvet at få fat i mig over mobien, men den var slukket, da den ikke må være tændt på sygehuset. Da hun ikke kan få fat i mig, ringer hun til min søster, som kører op til vores lejlighed for at se, hvad der er sket med mig.
Da min mor kommer ind på stuen, er hun ved at græde af lettelse over at se mig.
Kl. 19.35 skal jeg lade vandet, og der er ingen veer endnu.
Jeg trisser lidt rundt på stuen. Når veerne er der, må jeg hen og hænge over sengen, og jeg sidder ned og slapper af, når de ikke er der. Jeg bliver flyttet over på en fødestue.
Kl. 20.10 prikkes hul på fostervandet. Der kommer en lille skylle klart fostervand, og der sættes en lille elektrode på barnets hoved.
Som aftenen skrider frem, får jeg flere og flere veer, men de er ikke regelmæssige, og det gør meget ondt (jeg har en meget lav smertetærskel). Jeg græder meget og kæmper med veerne, men til sidst kan jeg ikke klare de "stærke smerter".
Min mor og min kæreste kæmper meget med mig, for at jeg ikke skal rive ledninger af. Så der bliver snakket om smertelindring, såsom varmt vand, lattergas, pethidin, akupunktur, ediduralblokade og så videre.
Jeg har svært ved at trække vejret roligt og dybt. Jeg græder meget og spørger om, hvorfor jeg ikke kan få kejsersnit. Jordemoderen og overlægen bliver enige om at gøre klar til kejsersnit.
Jeg er på flere måder lettet over, at det bliver kejsersnit, men så siger min mor, at så må jeg tage de smerter, der kommer bagefter.
Jeg bliver gjort klar til kejsersnittet, får taget blodprøver, lagt kateter op i mit urinrør, så urinen bliver samlet i en pose, får lagt drop i hånden, så jeg kan bedøves helt og ikke kun lokalbedøves.
Der bliver ringet efter en portør, som skal køre mig til operationsstuen. Jeg kan huske, at jeg lige når at komme ind på operationsstuen med en ordentlig ve, og mere mærker jeg ikke, da jeg bliver lagt til at sove.
Min kæreste er med men får at vide, at det er bedst, at han går ud og venter. Han når lige at komme ud, så hører han et sug og et skrig.
Kl. 02.52 den 22/4-2004 bliver den yndigste lille pige født. Hun bliver tørret og kommer over til sin far, som fælder en tåre eller to. Hun bliver derefter målt til at være 51 cm lang, og vægten siger 3.250 gram. Det var jo noget af et spring, da jordemoderen havde skønnet hende til at veje 4.100 gram. Nu ved jeg godt, det kun er et skøn, men alligevel.
Hun får apgar score 9/1 og 10/5. Hun fik ikke topkarakter med det samme, da hun var lidt blå. Hun får lidt ilt og kommer over til sin far, som giver hende det første tøj på, men han er dog bange for at brække de små arme og ben.
Jeg bliver kørt op på opvågningsstuen, hvor jeg vågner ved, at en sygeplejerske niver mig i kinden for at få mig vågen. Jeg løfter lige hovedet, men det kommer hurtigt ned på puden igen, da jeg er meget omtåget af narkosen.
Jeg får at vide, at det er en lille pige, jeg har fået, og jeg tænker, at det var godt, at den første blev en pige, da min oldemor fik en pige som den første, det fik min mormor og min mor også, så det er en tradition. Men hvem siger, at min datter får en pige som den første?
 Jeg bliver kørt op på barselgangen, hvor min mor og min kæreste kommer med vores lille datter. Jeg får hende op til mig, og jeg fælder en tåre og tænker i mit stille indre, at det endte jo godt alligevel.
Lige i de dage, hvor jeg havde født, var der også andre, der havde født, så der var lidt trangt på stuerne, men da nogle af dem skulle hjem, blev der en stue ledig til mig/os. Vi hvilede os ude på gangen. Min kæreste og min mor tog hjem for at slappe lidt af. Senere på dagen kom de så igen og havde min far og mormor med.
Vi endte med at være 4 dage på barselgangen. Jeg havde hele tiden sagt, at når jeg havde født, ville jeg hjem med det samme, men det var nu godt, at vi blev der nogle dage for at komme mig efter fødslen og få råd om omsorg, pleje og så videre.
Jeg havde i den tid på barselsgangen nogle smerter efter kejsersnittet og fik noget smertestillende, men der har ikke været noget siden, og arret er næsten ikke til at se mere.
Personalet på fødegangen fik at vide, at de ikke måtte kalde vores datter ved navn, når familien var der, da det skulle være en hemmelighed, indtil dåben, men det var mig, der næsten kom til at røbe, hvad hendes navn var. Hun kom til at hedde Line Kjerstine efter hendes oldemor.
Line blev på 4. dagen undersøgt af en børnelæge, og hun var meget tilfreds, så vi blev udskrevet og kunne køre hjemad.
Tiden efter fødslen er gået stille og roligt. Line er nu blevet en stor pige på 4½ måneder, hun vejer godt 6.500 gram, og længden er blevet til 65 cm. Hun er en lille charmetrold, der følger fint med i, hvad der sker omkring hende.
Det var min beretning om Line Kjerstines fødsel. Vi kan nu se frem til den næste fødsel, som min lillesøster skal igennem i slutningen af januar 2005.
09-12-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025